torsdag, juli 14, 2011

-Google+

Gmail mail, Gmail chat, mobiltelefon, sms, Facebook, Facebook beskeder, Facebook chat, Messenger, Skype, Skype chat, Linkedin, arbejdsemail, arbejdscommunicator.
Gmail på mobilen, arbejdsmail på mobilen, Facebook på mobilen, Skype på mobilen.

17 kontaktmedier og kun 1 Jeppe.

Jeg skal ikke på Twitter, Friendster, Flikr eller Google+.

Tværtimod skal jeg slette messenger, slukke Skype, rationere Facebook, undlade at starte Communicator, , stoppe med at synkronisere mails på mobilen, afinstallere Facebook på telefonen, lukke Gmail når jeg ikke bruger det, slukke telefonen om aftenen.

Har allerede slettet 40 "venner" på Facebook, afmonteret Gmail notifier på arbejdspcen, fjernet pop up-beskeder i Outlook, slettet Skype på mobilen. Er stoppet med at ringe og smse når jeg lige har 5 ledige minutter i kalenderen, er ophørt med at skrive facebookstatus og reduceret antallet af kommentarer til en fjerdedel.

Stadigvæk for meget kommunikation og for lidt Jeppe. For lidt at kommunikere om og for meget tid at bruge på det.

Jeg vil hellere skrive breve og drikke kaffe. Stirre på øjne og hænge i en port istedet for at kigge på skærme og taste i vinduer. Vil hellere leve i nuet end opdatere om det netop skete.

søndag, juni 26, 2011

Kujon - gå fra din læst

Efter at have haft webloggen i syv-et-halvt år er jeg kommet til en erkendelse. Gennem tiden har der været mange indlæg, hvor jeg har skrevet ud, hvad jeg tænkte og følte. Det har været godt og nødvendigt. Men det har også været modigere end jeg i de skrivende stunder havde indset. Selvom bloggen er dybt personlig så er indlæggene og den viden de bærer offentlig eje når det er lagt på internettet.

Jeg har brugt offentligheden til at forankre mine intentioner og skabe forpligtelser, hvor der ikke naturligt ville være nogen. Den indre dialog er blevet offentlig dialog.

Mine tanker, følelser, reaktioner, glæder og sorger er ikke anderledes end Jeres. Forskellen er at jeg har lagt mange af mine på nettet for at dele. Mange har læst med længe og haft glæde af både mit tankegods og viden om mit vel- eller ildebefindende.

Jeg kan ikke længere dele I samme grad. Det er tid til at jeg skal have hemmeligheder, svøbe mig i anonymitetens slør, tage pokerfjæset på og holde mund om at der er krusninger under overfladen.

Min smerte og min glæde skal der skrives om, men det bliver i en anden form og et andet sted; nemlig i mine tekster i skrivebordsskuffen. Jeg vil lade mig kujonere for sjælefredens skyld.

Webloggen vil fremover have indlæg, men indholdet bliver et andet. Måske blot billeder og korte tekster. Måske vil jeg lade Jer kigge med når mit øje gør opdagelser i hverdagen og finder spændende detaljer.

fredag, juni 17, 2011

Perle for svin

Janis Joplin, mig og Bobby McGee synger "Freedom is just another word for nothing left to loose".



Måske det forklarer, hvorfor det er så svært at føle sig fri i vores overflodssamfund.

tirsdag, juni 14, 2011

Mit alterego

Jeg har et alterego, en dobbeltgænger. Han hedder Jonas Juhl ifølge den venlige fyr i Løves bog- og vincafe, som måtte hen og spørge om jeg var ham.

Det var jeg ikke. Men han virker til at have flinke venner så jeg kan godt lide mit alterego.

mandag, juni 13, 2011

Succes?

Kan man have succes, hvis man bevidst går efter at fejle?

Eller kan man overhovedet have andet end succes?

fredag, juni 10, 2011

Nobelpris til en tier

Gjorde dette kup ved oprydningsudsalget i baglokalet i en boghandel. Vinderen af Nobelprisen i litteratur 2001 til prisen på en halv kop kaffe. Jeg tager bare en lille kop næste gang.

tirsdag, maj 31, 2011

Reflektioner fra et håndspejl

Efter et raskt impulsivt download kan jeg nu skrive og publicere weblogindlæg fra min iPhone. Meget moderne og meget smart. Men er det ligeledes meget nødvendigt?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er grundlæggende gavnligt eller skadeligt altid at være online.

Min bekymring er at prisen for de mange muligheder for konstante In- og output er for høj når vi indskrænker det personlige rum. Samværdet med os selv og vores egen stilhed byttes til bekvemmelighed.

Dualisme i en iPhoneapp fra bus nummer 1.

torsdag, marts 24, 2011

Kompromis - tegn på noget godt?

Jeg er gået på kompromis. Et ferrarirødt og morgenfrisk kompromis. Men ikke desto mindre et kompromis. Ordet har en negativ klang, men er det nu også tilfældet at et kompromis er dårligt?

For jeg er jo typen, der går op i at min kaffe skal være af ypperste kvalitet. Kvalitet, som kræver ikke alene gode bønner og omhu, men også ordentligt udstyr.

Den bedste espressomaskine til private er Rancilio Miss Silvia.

Min søster har en knaldrød KitchenAid der er smuk som bare fanden.

Jeg begærer begge apparaturer, der opfylder kravet om at være værktøj i topklasse. Mit køkken er desværre både lille og i særdeleshed overfyldt. Der er ganske simpelt ikke plads til en stor espressomaskine.

Så jeg er gået på kompromis og købt mig en George Cloney-maskine. Naturligvis er den rød og kapslerne er gedigne og ligner mest af alt farvestrålende patroner.
At klargøre den er let og minder ganske meget om at lade en haglbøsse. Hurtig kaffe med Clint Eastwoodbetjening.

Jeg ved godt at når jeg en dag får et stort køkken så flytter Nespressoen ud og en af de andre maskiner ind. Heldigvis bor jeg et dejligt sted, som jeg er fantastisk glad for at være. Så når jeg kan nøjes med en Nespressomaskine er det fordi jeg har noget som er mere værd en selv ypperlig kaffe; nemlig et godt sted at kalde hjem. Kaffe smager bedre når det drikkes i de rigtige omgivelser og i godt selskab.

Nu har jeg fundet ud af at justere mængden af vand der løber i koppen og nu er den lidt vandede smag væk og smagen på espressoerne gået fra okay til god.

Skål i Robustobønnekaffe for det!

lørdag, februar 19, 2011

Om at lykkes for godt

Jeg har de seneste par år haft et personligt projekt med at blive mindre negativ i mit syn på verden og dermed mere positiv i mine udtalelser om, hvad jeg ser og oplever.

Det er efterhånden lykkedes rigtigt godt. Lidt for godt måske.
Kan man mon lykkes for godt med noget?

søndag, januar 16, 2011

Årsopgørelse for 2010

Året der gik
2010 har været et skelsættende år. Store ting er sket. Hemmeligheder er afsløret og andre hemmeligheder skabt. Det har været et hårdt år, som har krævet masser af energi og jeg har til tider haft svært ved, at finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere de ting jeg havde sat mig for.

Jeg har været nødt til at tage et øget ansvar for både mig selv og mine omgivelser. Det er desværre ikke altid lykkedes.

Økonomi
Der var fremgang at spore i forhold til 2009. Dybest set har jeg haft råd til at gøre det jeg gerne ville og samtidigt fortsat betale af på mit boliglån og sågar spare ekstra op til pension. Jeg har kunnet holde en god ferie i Centraleuropa, tage på højskole og flere skrivekurser samt kunne foretage et par glædeskabende investeringer.
Samtidigt har værdipapirerne bade I pensionsdepot og åbent depot genvundet ganske meget af det tabte fra de foregående år og dermed er min økonomi mærkbart forbedret.

Samlet set et ganske fint år.

Bolig
I januar blev der frisket op med nyt sofabord, koskind og et farvestrålende maleri til stuen, et stort sort-hvid-foto med Zen-motiv til soveværelset og ikke mindst et fantastisk maleri som Stine og Amelie har malet til mig.

Elmåler anno 2010
Endeligt endeligt er jeg sluppet af med den store og opsigtsvækkende museumsartifakt i min entre. Den gamle sorte elmåler er nu udskiftet med en moderne grå boks i halv størrelse. Det betyder at jeg kan sætte et skab op udenom og både skjule den, underlige tykke elledninger på væggen og få nogle ekstra hyldemeter til køkkenting.

Køkkenmaskinen
Et enkelt nyt apparatur er kommet til efter længere tids nøje overvejelser her på bloggen; en køkkenmaskine. Rød, kraftfuld og effektiv.

Rengøringshjælp
Siden foråret har jeg haft en pige til at komme hver anden onsdag og gøre rent. Det er en af de bedste dispositioner jeg længe har foretaget. Jeg nyder at komme hjem til et rengjort hjem og i dagligdagen er det dejligt afslappende at vide at der enten er rent eller så bliver der snart gjort rent. Når jeg får gæster fylder rengøringen ikke længere særlig meget i forberedelserne.

Samlet set et godt år.

Legetøj
Jeg fik en lille fræk MacBook Air lige før årsskiftet. Den er jeg hurtigt blevet rigtigt glad for. Det er en fuldblodsbærbar som samtidigt er så lille at den nemt kan komme med i weekendtasken. Den holder batteri i op til 7 timer og det lægger alen til mine muligheder for at skrive mens jeg er på farten.

Et fint år.

Arbejde
Igen i år har der været perioder, hvor jeg har knoklet mere end jeg bryder mig om. For det meste er der en passende balance mellem arbejde og fritid, men jeg kan godt mærke at når jeg er på arbejde så kræver det at jeg arbejder intensivt og ganske effektivt.

Jeg håber at tempoet kan mindskes en smule i 2011 og at en kombination af større erfaring og effekter af tidligere års forbedringer vil kunne bidrage til at tage toppen af de hårde perioder.

Jeg må være ærlig og sige at når der er allermest run på så overvejer jeg meget seriøst om det er sådan jeg ønsker at tjene mine penge. Jeg overvejer om jeg måske skal tage et mindre krævende job og så leve med en lavere indkomst. Det er ikke utænkteligt at jeg en dag tager netop det skridt. Jo ældre jeg bliver jo mindre energi synes jeg at kunne mønstre og jeg synes det er alt for tidligt at brænde ud før jeg bliver 50.

De gode ting ved mit job er friheden, ansvaret og især nogle helt igennem fantastiske kollegaer, som jeg meget nødigt vil undvære.

Et acceptabelt år.

Uddannelse
Jeg har stadigvæk slet ingen lyst til uddannelse i min faglighed. Jeg spekulerer undertiden på om jeg nogensinde får det igen og hvad der egentligt drev mig i de mange år, hvor jeg ikke kunne få nok.

I foråret gik Rene og jeg på kursus om filosofi på Folkeuniversitetet – det var rigtigt interessant og jeg fik hørt en masse podcasts om filosofi.

I sommerferien var jeg på Vallekilde Højskole i Oddsherred tæt på Sjællands Odde. Sammen med Elinor og Søren fra skrivegruppen var jeg en lille uge på skrivekursus. Indholdet af kurset jeg fulgte om at skrive plots var godt. Men det var også en stor oplevelse at møde så mange interessante mennesker som brændte for det samme som jeg. Vi har allerede talt om at tage af sted igen til sommer.

I efteråret gik jeg på et godt skrivekursus på Folkeuniversitetet, sammen med Elinor og Trine fra skrivegruppen, hvor vi lærte at skrive essays, kortprosa og meget andet. Det var spændende og udfordrende. Jeg mødte nogle personligheder, som jeg normalt aldrig ville bruge tid sammen med og det var en interessant dimension at skulle forholde mig til dem – og de til mig.

Samlet set et rigtigt godt år.

Venner
Jeg føler at jeg i 2010 har fået set rigtigt mange af de mennesker jeg gerne vil bruge min tid sammen med. Men jeg må igen erkende at jeg nok aldrig får nok tid til at få ren samvittighed. I stedet vil jeg gøre tre ting.

1) Være bedre til at ringe til vennerne – på mobil og via Skype
2) Skrive endnu flere emails
3) Forsøge at overtale mig selv til at jeg gør en fin indsats og at jeg ikke behøver at have dårlig samvittighed. (Hvilket er lidt en skam for jeg er rigtig god til at udvikle og nære en dårlig samvittghed)

Der er nok kommet fire nye ansigter til blandt de mennesker jeg bruger tid på.
Brian – som er en ven af Tores, som også kommer fra Låsby og har gået på Låsby skole en årgang under mig. Vi har mange af de samme interesser og det er mig egentligt lidt en gåde, hvorfor jeg ikke opdagede ham dengang. Vi tog på en mandetur til Rold Skov en weekend i oktober og hyggede os med bål, trangia og økser. Jeg har på fornemmelsen at der kommer mange ture i fremtiden.

Derudover er der kommet tre nye mennesker ind i mit liv; nemlig skrivegruppen med Elinor, Trine og Søren. Tre herlige mennesker, som deler min interesse for skrivning og som samtidigt er nogle hyggetrolde og kilde til inspiration. Jeg kan næsten ikke forstå at jeg kun har kendt dem et år.

Familie
Lige i starten af august blev jeg onkel igen. Denne gang til Anita og Nicolais lille dreng, som siden er døbt Alfred efter vores bedstefar.

Andre ting er sket, men da det vedrører mange andre end mig har jeg efter lang tids overvejelse ikke afsløre det her på bloggen. Men det er en stor og afgørende ting. Flere og flere af de nærmeste er blevet informeret og flere vil blive det.
Blot for at imødegå nogle spekulationer så er jeg hverken sprunget ud som homoseksuel, købt mig en russisk postordrebrud eller fået børn i dølgsmål.

Jeg ville ønske jeg kunne fortælle det, for der er intet forkert eller dårligt over det. Tværtimod. Men jeg bliver nødt til at respektere, at jeg har indflydelse på andres liv og derfor til tider må tilsidesætte mine egne ønsker og behov.

Et meget ambivalent år med både rigtigt gode og rigtigt svære hændelser.

Personlig udvikling
Jeg gik til yoga helt frem til sommerferien. Siden har travlhed på andre fronter holdt mig fra de orange madrasser. Men jeg håber at kunne genstarte i løbet af foråret.

Jeg har brugt rigtigt meget tid på at skrive og lære at skrive i 2010. Det har været dejligt at få en ny passion. 2011 er nok året, hvor jeg må se, hvad skriveriet skal medføre. I december indsendte jeg en novelle til en novellekonkurrence. Det bliver spændende at få tilbagemeldingen til februar (jeg kan afsløre at tilbagemeldingen var ikke-eksisterende og dermed negativ).

I det forgangne år jeg har fået læst en masse gode og nogle få knapt så gode bøger. Spredningen på genrer er blevet større end tidligere, og jeg oplever en glæde ved at udvide min horisont. Ulempen er at jeg er blevet klar over, hvor mange fantastiske forfattere jeg bliver nødt til at læse mere af. Det kan blive dyrt, tidskrævende men også herligt.

De seneste måneder har jeg læst om mindfulness og så småt begyndt at arbejde med nogle af de værktøjer det introducerer. Forskellige andre ting har gjort at jeg ikke har kunnet bruge så meget tid på det som jeg gerne ville. Men i 2011 vil det helt sikkert få den tid det fortjener.

Et godt år.

Fodboldfan

Silkeborg formåede at blive i Superligaen selvom de spillede et forfærdeligt forår. I efteråret kom de tilbage på ret kurs. Det var i hvert fald ikke kedeligt at følge dem i 2010.

Et acceptabelt år!

Weblog
Jeg har på fornemmelsen at der er kommet flere indlæg i 2010 end i de to foregående år. Om ikke andet så er der kommet mere substans i mine indlæg. Det sidste halve år har jeg i tiltagende grad genfundet lysten til at skrive weblog og det glæder jeg mig over. Jeg ved også at I er mange som stadigvæk følger den og sætter pris på muligheden for at følge med i mit liv og mine tanker. Jer skylder jeg også en løbende strøm af information og det skal I få.

Et år som sluttede godt.

Samlet indtryk
2010 har været et begivenhedsrigt år. Især på det personlige plan er der sket mange ting, hvilket har været godt. Jeg tror at 2010 er et årstal jeg vil huske resten af mit liv.

søndag, december 12, 2010

Tanker om tid

Jeg husker en sommer for mange år siden, hvor jeg sad i køkkenet i betonlejligheden i Grøfthøj og lovede mig selv at jeg ville gøre en indsats for at lave noget med andre mennesker hver anden aften.

Netop samme løfte har jeg givet mig selv igen i tirsdags. Forskellen er at dengang handlede det om at komme mere ud blandt andre, hvor de denne gang handler om at give mig selv pusterum til at lade op mellem alle de aktiviteter jeg har gang i.

Dengang handlede det om at jeg følte mit liv stod i stampe; at jeg ikke fik nok ud af min fritid. Jeg kunne mærke at jeg fik energi af at være sammen med andre mennesker - og energi var det mit liv på det tidspunkt virkelig manglede.

Jeg må konstatere at min mission fra den sommeraften i Viby er lykkedes til fulde.
Måske lidt for godt. Selv med et minimum af indsats har jeg hurtigt 5-6 aftener om ugen booket i kalenderen. Det er selvom jeg for år tilbage begyndte at sortere i invitationer så jeg kun gør de ting jeg har lyst til. Men selv da kan jeg forholdsvis nemt få lavet aftaler.

Det er i grunden meget positivt at jeg har så let adgang til socialt samvær af høj kvalitet. Men mit behov for alenetid er vokset ændret sig på et-eller-andet tidspunkt i løbet af de sidste par år.

Før i tiden var skrækscenariet en weekend uden aftaler. 65 timers isolationsfængsel i betoncellen i Grøfthøj med kabeltv som cellekammerat. Idag er en hel weekend alene en luksus som jeg nyder. Jeg finder tid til at sysle med nogle af de små ubetydelige gøremål som er så vigtige for at mit liv fungerer. Lægge vasketøj på plads, bage brød, rydde op på skrivebordet, svare gamle mails og ja skrive weblog.

Min udfordring er at, hver gang jeg får skåret en tidsrøver bort, eller stopper med at bruge tid på en tidskrævende aktivitet - ja så dukker der altid noget andet op, som belejligt suger den ledige tid op og så må jeg starte forfra.

Der ER energi i at gøre noget nyt. Enten noget helt nyt, så som at bage/dyrke yoga, eller genoptage noget jeg ikke har gjort længe, hvilket kunne være læsning af skønlitteratur og skrive weblog.

Spørgsmålet som hele tiden dukker op er: hvorfor er det jeg til stadighed forsøger at frigøre tid når jeg alligevel forbruger den så snart den er frigjort?

Et svar kunne være at, jeg ikke rigtigt er i kontrol over mit liv. Sådan oplever jeg det ikke omend jeg må indrømme at jeg ikke har den grad af kontrol jeg nogle gange godt kunne tænke mig.

Et andet svar kunne være at det er en reboot-mekanisme, som lukker gamle uddaterede programmer for at frigøre mental RAM til at køre nogle nye. Det føles mere rigtigt. Jeg tror at jeg har et stort behov for hele tiden at kaste mig over nye ting. Der er stunder, hvor jeg tror at jeg er afhængig af at skulle finde nye ting at engagere mig i. Hvis hjerneforskerne har ret i at hjernen udvikler sig fysisk og laver nye neuronforbindelser, hver gang man gør noget nyt - ja så er der efterhånden trukket mange kabler i min hjernekasse.

På et kursus forleden hørte jeg underviseren sige, at nogle mennesker var født med en skabertrang, der betød at de simpelthen var nødt til altid at have gang i og kaste sig over projekter for at hænge sammen som mennesker.

Sådan et menneske er jeg. Det hænger rigtigt godt sammen med behovet for hele tiden at gøre noget nyt. Så når jeg stopper med at gøre noget er det fordi jeg ikke længere får energi af det og derfor skifter det ud med noget nyt som giver den energi jeg har brug for.

Når jeg kigger på, hvad jeg bruger meget tid på så er der flere aktiviteter, som jeg gør af pligt og ikke af lyst. Når jeg ikke har lyst så bruger jeg energi i stedet for at få energi. Derfor risikerer jeg at komme i underskud af energi, og har derfor brug for tid alene for at samle ny energi.

Så når jeg har givet mig selv et løfte om i løbet af foråret at skære ned på antallet af aktiviteter så hænger det nok sammen med at summen af de ting jeg bruger min tid på ikke giver den energi jeg har brug for. Og fordi at jeg ikke har tid til at gøre nogle af de ting, som giver mig energi.

Hvad er så det? Det er at skrive, at lave mad, at spille computer, at meditere. At være noget for mig selv.
Jeg føler at jeg bruger meget tid på at være noget for andre og måske for lidt tid på at være noget for mig selv.

Jeg bruger også for meget tid på at gøre ting effektivt, gøre dem hurtigt, gøre dem samtidigt og i virkeligheden at gøre dem halvt. Jeg har brug for at gøre ting langsomt, gøre dem grundigt, gøre dem fuldt og gøre dem en af gangen.

Jeg skal ikke øge mit topniveau - jeg skal den modsatte vej og fordybe mig.
I stedet for at præstere skal jeg eksistere.

Derfor har jeg tænkte mig at holde løftet og for anden gang sikre at jeg skal noget hver anden aften. Men også kun hver anden aften.

lørdag, november 13, 2010

Ja det er pengene værd - eller vinderen er...

Nu har jeg fået mig en køkkenmaskine. Og til min egen og andres overraskelse er det ingen af de to kandidater Assistenten eller KitchenAiden.

Næ det blev Bosch MU86 med masser af motorkraft, rød lak på aluminiumschasiet og et væld af mere eller mindre nyttigt udstyr.

Største problem er såmænd at tumle de mange kræfter når de slippes løs på en forsvarsløs melblanding. Dejen er bogstaveligt talt på vej ud af skålen og lykkes med det, hvis ikke jeg er opmærksom.

Men det er en fornøjelse hurtigt og effektivt at kunne ælte en dej. Især når jeg følger opskrifterne fra min nye bagebog fra Meyers madhus. Udfordringen nu er at båndbredden på min bageproduktion klart overstiger lagerkapaciteten i fryser og mave.

Som Gitte på arbejde så klogt siger, så er nybagt brød altid en velkommen gave. I skal nok håbe at jeg får bagt noget godt, for I kommer til at få det som gaver fremover. Gaver kan man jo som bekendt ikke takke nej til. Hvis det ikke er godt så smil stort og giv det til fuglene, børnene, naboen eller den hjemløse når jeg er taget hjem igen.

Jeg glæder mig til at bruge køkkenmaskinen til andre ting end blot brøddej. Den er oplagt til at tumle store mængder fars og vaniliekransene til jul skal selvfølgelig på korrekt vis køres gennem kødhakkeren. Så bliver det motoriseret jul i det lille hjem på Trøjborg.

Ñæste opgave bliver at røre en dej til hjemmelavede hindbærsnitter i morgen.

Jeg ved godt at jeg lyder som Hüttemeyer med en maskinfetish, men jeg har opdaget glæden ved bagning og powertools.

søndag, oktober 24, 2010

Køkkenmaskine?

Jeg har længe overvejet om jeg burde anskaffe mig en køkkenmaskine. Altså sådan en rigtig voldsom en med masser af kræfter og lækker lak. Det udæsker sig i to spørgsmål som det har vist sig vanskeligt at besvare.

1) Er det værd at bruge 3.000 kroner på en køkkenmaskine?
2) Hvilken køkkenmaskine skulle det være - den store grimme kraftkarl eller den lille smukke med middelmådig maskineri?

Er det 3.000 kroner værd?
Tja det er ikke helt let at afgøre. Idag rører jeg ikke så voldsomt ofte større mængder mad sammen. Men det kan jo både skyldes at mine udfoldelser i køkkenet ikke kræver dette eller at jeg ikke gør det fordi jeg skal gøre det i hånden.

Min bagemaskine bruges idag til cirka en gang om ugen at drible en dej for mig. Optimalt set kunne jeg godt bruge en maskine til at føre en fars, mosle en mos, jonglere en yoghurt, spinde en skum osv.

Jeg kan godt lide at være i køkkenet og fremmane kulminariske frembringelser. Men jeg kan egentligt også godt lide at det går hurtigt. En køkkenmaskine ville kunne bidrage væsentligt til effektiviteten og måske få mig ud i køkkenet på de dage, hvor jeg ikke bobler af energi.

JO, jeg tror det er pengene værd at anskaffe sig en køkkenmaskine.

Hvilken?
Her kommer jeg i problemer.

Mit hjerte er tabt til en knaldrød KitchenAid Artisan køkkenmaskine. Jeg har dog et par betænkeligheder ved den. Man får lov at betale for designet, der kan efter sigende snige sig dej op i selve maskinen, der hvor røreaggregatet sidder fast. Men det er kun, hvis man ælter for længe og uden opsyn. Den kan håndtere ca. 2 kilo dej, hvilket er rimeligt godt. Det svarer til ca. 6 pizzabunde, 10 fladbrød eller tre tærter.

Assistent (tidligere kendt som Ballerupmikseren) har masser af kræfter, stor kapacitet og anses for noget nær uopslidelig. Den kan tumle svimlende fem kilo dej, hvilket er mere end rigeligt for de fleste husholdninger og i særdeleshed min beskedne en af slagsen.

Problemet er at den i mine øjne er grim. Rigtigt grim endda og hverken fås i rød eller chrom.

Den virkelige essens
Det hele summerer sig dermed op i et tredje spørgsmål:

3) Hvorfor fanden skal en Ballerupmikser være så grim?!

Hvis nu Assistenten havde været smuk og rød - så havde det hele været afgjort nu og jeg og min nye køkkenmaskine kunne allerede haft et fornuftigt samarbejde baseret på rå effektivitet og gensidig påskønnelse af æstetik.

Egentligt kender jeg godt svaret; nemlig at jeg skal have en rød KitchenAid Artisan og være tilfreds med den mængde dej eller andet som den kan røre sammen. Når jeg tænker over det så er det sjældent at jeg laver mere end to kilo dej af gangen og dermed forsvinder et argument for den bomstærke Assistent.

Jeg skal vist ind og trykke på en knap på vupti.com

søndag, september 19, 2010

Fæng svæj på jysk

For mange år siden fik jeg i forbindelse med et jobskifte en bog i gave fra min afgivende chef. Dengang opfattede jeg den mest som en form for gimmick med et budskab.

Men over årene har jeg opdaget at bogen faktisk er rigtig god.
Karen Kingstons "Ryd op i dit rod med Feng Shui".

En god andel af I mine kære læsere, vil vide at Jeppe og Feng Shui ikke som udgangspunkt er specielt kompatible. Selvom jeg sagtens kan acceptere at nogle ser mening i at skabe energibane mod nord, placerer soveværelset mod syd og sørger for at have et antal planter der minimum matcher antal elektriske apparater - ja så er jeg ikke en beliver.

MEN bogens metoder er ganske fremragende - dejligt praktiske og, hvad der vinder mig over, effektive.
Selvom logikken og argumenterne for at rydde op og gå ganske drastisk til værks er funderet i Feng Shui så mener jeg sagtens at kunne sortere det mest flagrende hippieævl fra og se at Karen Kingston rent faktisk har fat i noget, der kan overbevise en notorisk samler som jeg til at smide ting ud.

Bogens budskab er så simpelt at det er smukt: du får energi ved at komme dit rod til livs og stort set alt det du ikke har brugt de seneste par år kommer du aldrig til at bruge igen (og skulle du mod forventning få brug for det så anskaffer du dig det igen).

Jeg har opdaget at det på mig virker enddog meget afslappende at sortere mine ting i skabe, loftrum og kælderrum. Samtidigt er gevinsten umiddelbar i form af mindre rod og mere plads. Sidegevinsten er at jeg finder ting, som jeg har glemt at bruge, som igen kommer frem i lyset samt at jeg får en kærkommen lejlighed til at gense effekter, der har en blivende og væsentlig affektionsværdi og kan få minder til at stå knivskarpt for en stund.

Hvis man tilsætter bogen en god sjat fornuft så får man en herlig jysk feng shui som virker.

søndag, august 29, 2010

Hvor blev immaterialisten af?

Jeg har i eftermiddag været i gang med at rydde op i de mange IKEA-kasser, der står oven på mit klædeskab i soveværelset. 12 styk papkasser fyldt med papirer, fotografier, opladere til ting jeg ikke husker at have ejet og meget andet.

En god del er blevet smidt ud, nye generationer af papirer er blevet lagt i som erstatning og nogle kasser har fusioneret.

Egentlig en sund øvelse i effektiv hygiejne af opbevarede informationer. Men blandt de mange bankudskrifter og notater fra hedengangne HD-fag var der en masse papirer fra mine flytninger, bankskifter og ikke mindst min rygsækrejse for 6 år siden (GULP det er næsten SEKS år siden jeg rejste ud).

Papirerne gav mange tanker og billeder af oplevelser. Nu har jeg læst weblogindlæg fra de første par måneder efter jeg kom tilbage (januar og februar 2005) og det slår mig at jeg dengang var blevet mindre materialistisk af at leve i en rygsæk.

Samtidigt gjorde jeg mig også en del tanker om vores effektive, stressede og fortravlede liv hjemme i Danmark. Et liv jeg dengang var heldig at kunne se udefra. Det slår mig nu at jeg faktisk lever lige netop det liv og gør det jeg dengang havde en sund distance til.
Jeg løber efter bussen og skynder mig for at nå over for grønt så jeg ikke skal vente de grufulde 2 minutter ekstra. Alle mine planlagte gøremål skal færdiggøres til tiden ellers bliver jeg utålmodig.

Hvor blev ham den tilbagelænede immaterialist Che Abildskov mon af? Har hverdagsmonsteret spist ham engang i løbet af 2006?

Måske ender det med at være mit liv og ikke papirerne jeg rydder op i.

lørdag, august 28, 2010

Bil – frihed eller trældom?

Jeg er forelsket! I en petit størrelse med svungne kurver, stor charme, frækhed og osende af klasse. Den nye Fiat 500 er den udkårne.

Skal, skal ikke... Skal jeg have bil så er der ingen tvivl, så kan det kun blive en Fiat 500. Men hvorfra kommer tvivlen?

Jeg kan godt lide at have min frihed og jeg kan ikke rigtigt bestemme om en bil giver eller fratager frihed.

Mindsket frihed
Frihed er valutaen mit liv skal gøres op i.
En bil koster både i anskaffelse, vedligehold og brug. Flere udgifter betyder mindre frihed i forhold til at beholde det arbejde jeg har nu.
Jo flere penge jeg skal betale hver måned jo færre har jeg til at spare op til at tage ud at rejse eller til at kunne sige mit job op og vælge et andet og mindre stressende liv.
Samtidigt vil jeg både have en bil og lejlighed at skulle tænke på, hvis jeg svinger rygsækken på ryggen og forsvinder i længere tid.

Øget frihed
Lige nu må jeg bruge offentlig transport når jeg skal besøge venner og familie, hvoraf nogle har valgt at bosætte sig steder, hvor offentlig transport er langsommelig eller ikke har direkte linie fra Trøjborg.

En bil vil betyde at kun afstand og velfungerende GPS vil afgøre, hvornår jeg kan ankomme. Det ville give nogle muligheder for hurtige besøg i Thorsø, Låsby, Faarvang, Hammel, Silkeborg, Tilst og hvor jeg ellers har nogle at besøge. Det ville jeg elske og min dårlige samvittighed over at besøge så sjældent ville kunne mindskes betragteligt.

Andre faktorer – fornuftige og bizarre

LITTERATUR
Hver dag læser jeg skønlitteratur i bus 1 til og fra arbejde. På en normal uge bliver det normalt til ca. 8 x 30 minutters læsning. Jeg nyder at kunne indramme min arbejdsdag i gode historier.
Det vil jeg give afkald på, hvis jeg kører til og fra arbejde med en funklende Fiat.

SKØNHED OG ÆSTETIK
Omvendt er jeg overbevist om at jeg vil se godt ud i en Fiat 500 og den vil se godt ud med en storsmilende mig siddende bag rattet. Den bil ville blive rent Zen og pynte i enhver svingbane med morgensure billister.

FREMTIDSMULIGHEDER
Med en bil vil jeg have muligheder for at have job udenfor Århus og stadig bo på Trøjborg eller bo et andet sted og stadigvæk have job i Århus.

Et kolonihavehus kræver at man har en bil til at fragte redskaber til og udbytte fra åstedet.

Det nære eller det fjerne
Når jeg gør regnskabet op ligner det at jeg må tage et valg om jeg vil satse på det nære eller det fjerne.

En bil vil give mig en række muligheder, der har som fællesnævner at de styrker relationerne til de nære ting i livet.
Hvis jeg omvendt vil eventyret og tage til fjerne steder på kloden og lade mig blive væk og komme hjem med ny inspiration så betyder en bil færre ressourcer til at realisere rejsedrømmene.

I virkeligheden skal jeg måske spørge mig selv om rejselysten hænger sammen med min opfattelse af det nære. Vil en bil give mig en større tilfredshed med det jeg har indenfor nårækkevidde så jeg ikke føler trang til eventyr.
Hvis det er tilfældet vil en bil betyde frihed, men er det ikke så betyder en bil trældom. Omend det kan være en ganske behagelig trældom med svungne italienske former.

Hvorfor skriver jeg weblog?

Uerkendt narcissist
For fem år siden havde jeg denne forklaring på hvorfor jeg skrev weblog.

Endeligt har jeg igen genfundet lysten til at skrive weblog igen.
Jeg har flere gange troet at jeg havde fået lysten tilbage, men det har vist sig hver gang at jeg kun havde lyst til at skrive et bestemt indlæg og lægge det på nettet. Ja for det med at lægge noget på nettet er en ganske væsentlig del af at skrive weblog.
Hvis ikke jeg ville gøre mine tanker, sorger, undren og oplevelser tilgængelige for både kendte og ukendte mennesker – ja så skrev jeg blot dagbog.

Jeg er kommet frem til at der er fem formål som min weblogskrivning tjener. To opfyldes mens jeg skriver og tre når teksterne er på bloggen.
Og nej narcissisme er altså ikke et af de erkendte formål.

Skriveprocessen
FORMÅL 1
Det som stærkest driver mig til at lægge tekster online, er at jeg er nødt til at være ganske afklaret om noget som optager mig for overhovedet at kunne formulere det så andre har en chance for at forstå det. Netop processen med at opnå indsigten og afklaringen har jeg lært at holde meget af. Faktisk bruger jeg samme metodik når jeg ikke skriver weblog og har i øvrigt også talrige indlæg som aldrig bliver andet end skuffegemte tanker.

FORMÅL 2
Jeg kan godt lide at skrive og mine indlæg er født helt og holdent i mit univers og dermed kan jeg tillade mig at vælge præcis det sprog og den form jeg ønsker. Det er afstressende blot at kunne lade fingrene danse og se et umiddelbart produkt som løbende kan forøges, omformes, forædles og destilleres til noget jeg føler stolthed over.

Min stemme på nettet
FORMÅL 3
Når jeg har brugt tid og energi på at komme frem til en tekst jeg vil lægge online så er der to øvrige formål.
Det som drev mig til at skrive weblog for efterhånden 7 år siden var erkendelsen af at jeg ikke evnede at have kontakt med alle de mange mennesker der er i mit liv. Jeg følte at der altid var noget jeg havde glemt at fortælle til nogen. Derfor øjnede jeg en let løsning ved at lægge en del af det jeg ville fortælle ud på internettet så det var let at finde for de som ønskede at høre, hvad der foregik i mit liv.
Man kunne populært nemt og bekvemt tegne et abonnement på nyheder fra mit liv.

FORMÅL 4
Et formål som nok især de seneste to-tre år har været afgørende for de indlæg jeg har skrevet er et ønske om at give min læring og oplevelser videre til de som måtte kunne bruge dem. Mange af de ting jeg tumler med og har spekuleret over tænker jeg mange andre kan genkende. Måske kan mine konklusioner og spekulationer give værdi.

Jeg vil gerne give noget tilbage til internettet som har givet mig så meget. Nej pjat.

FORMÅL 5
Jeg er jo bare et menneske, men et menneske med mange facetter. Nogle facetter føler jeg mig ikke sikker på er kendte af ret mange og jeg vil gerne prøve at bryde med det indtryk som nogle måske kan have fået af mig. Jeg ved godt at jeg kan virke som en rebelsk gøgler eller en speedsnakkende kontrolfreak. Det er sandheden, men dog slet ikke hele sandheden. Ikke ifølge min selvopfattelse ihvertfald og det er den eneste rettesnor jeg har.
Det er måske her at narcissismen i virkeligheden har indsneget sig ind for egentligt så nægter jeg at acceptere den opfattelse andre har af mig. Måske burde jeg bekymre mig mindre om, hvad andre tænker. Men jeg er et udadvendt menneske, som får energi af at omgås andre mennesker og jo mere positive relationerne er jo mere energi. Min erfaring siger mig at jo bedre indstillet de jeg møder er på, hvem jeg er som person, jo mere positiv bliver relationen.

Ergo forsøger jeg at skabe energi med ord. Netop den sætning kunne godt være skriften på min gravsten engang i fremtiden.

lørdag, august 14, 2010

Alt for mange bøger

Jeg ville lige opdatere min sektion i højresiden "Bøger jeg læser" og kom frem til at jeg er igang med at læse mere end en håndfuld. Defineret som bøger, hvor jeg har et bogmærke som indikerer at jeg har læst noget, men ikke det hele.

Tre af bøgerne handler om at skrive og der er det naturligt at de bruges som led i en proces. De resterende er skønlitteratur og her kan det forekomme mærkværdigt at jeg ikke læser dem færdige.

Bogen som jeg dagligt læser i, når jeg kører med bus til og fra arbejde, er "The Angel's game" og den er jeg snart færdig med og helt uden afbrydelser. De tre øvrige må jeg indrømme på et-eller-andet tidspunkt har de tabt mig som læser.
På to af dem har jeg anbefalinger om at få dem læst færdige for de skulle ifølge mine kilder være gode bøger. Spørgsmålet er så, hvornår jeg får gjort det. Det kommer hurtigt til at minde om pligt og det bør man som læseglad amatør næppe tillade sig.

Sandheden er også at så snart jeg er færdig med en bog står der minimum en håndfuld andre i reolen og hopper for at blive den næste. En liberalist ville sige at der i den situation er en naturlig konkurrence, hvor alle bøger der er i spil kæmper om at blive udvalgt. Jeg kan faktisk godt lide tanken om at jeg, hver gang vælger netop den bog som jeg vurderer vil give mig størst fornøjelse. Så får jeg nok mest muligt ud af de mange timer jeg bruger på at læse.

Efter jeg selv er begyndt at skrive tekster har jeg fået et dilemma - skal jeg vælge efter lyst eller efter, hvilke forfattere jeg kan lære mest af. Det er nemlig ikke altid det samme. Genren historiske romaner med masser af sværd er generelt ikke overbefolket med dygtige forfattere.

Hvad skal jeg læse når jeg er færdig med "The Angel's game"? Aner det faktisk ikke. Omend de to bøger jeg fik af Mikkel igår i fødselsdagsgave ser morderligt interessante ud.

søndag, juni 27, 2010

Galskabet revisited

Jeg lærte et nyt ord i går. Hate speech. Udtrykket kendte jeg godt, men jeg havde ikke rigtigt fået det forbundet med alle de ting det dækker over.

Faktisk er hate speech lige præcis det jeg dyrkede før i tiden og nu forsøger med kærlighed og afmagt at udrense mig fra.

Hate speech kan vil oversættes til hadefuld tale på dansk, men det lyder som en romantitel fra 1880, selvom det egentligt fortæller meget godt, hvad det reelt er. For det slog mig i morges da jeg nød en stille morgenstund, at det ikke er vreden, men hadet jeg gerne vil udfri mig for.

Pludseligt bliver det lettere at forklare overfor mig selv, og mine omgivelser, hvad det er jeg gerne vil opnå: befri mig for had (i de sammenhænge, hvor det ikke er den naturlige følelse vel at mærke).

For, som jeg tidligere har nævnt, kan det være svært for andre mennesker at afkode, hvornår jeg godt må og hvornår jeg ikke må blive vred.
Nu er det såmænd ganske simpelt. Jeg må godt blive vred, men jeg må ikke være hadefuld.

Hvorfor skriver jeg lige netop om dette nu? Jeg fik et spørgsmål fra en god ven som i samme samtale også fik sporet mig ind på ordet hate speech og det fik sat gang i en længere tankerække som udover dette weblogindlæg også har medført et halvfærdigt brev og en god samtale.

Når jeg læser min forrige statusrapport fra efteråret kan jeg konstatere at jeg er kommet langt. Følelsen af flowet i min tale er efterhånden næsten tilbage igen, mit syn på livet og alt omkring mig er efterhånden ret positivt og der lægges mærke til det.

En interessant observation jeg har gjort mig på det seneste er at min spontane følelse når jeg kigger på andre mennesker i nogle tilfælde har ændret sig i forhold til tidligere. Freaks vækker stadig morskab, men også i mange tilfælde medlidenhed eller nysgerrighed for, hvad ligger der mon bag den ejendommelige opførsel.
Generelt er jeg mere afslappet i forhold til mine omgivelser og trives med at være den jeg er og med tanken om at jeg har befriet mig for et karaktertræk som ikke har været så naturlig en del af mig som jeg altid har troet.

Den rigtige Jeppe er ikke specielt sur, vred, hadefuld eller ondskabsfuld.
Overelskende superaccepterende krammedyr bliver jeg nok aldrig, men mindre kan også gøre det og – ja jeg vil også foretrække mindre.

Så håber jeg bare at jeg kan undgå at komme til at lyde frelst. En frelst synder kan for alle vi syndere være ualmindeligt irriterende.
Nu hvor jeg har erkendt at jeg som følge af min mere positive tilgang til livet ER blevet mindre morsom, så er irriterende adfærd nok ikke noget jeg skal gå og fifle med mere end allerhøjest nødvendigt.

Nu kan jeg komme videre med at få skrevet brevet færdigt.

lørdag, marts 27, 2010

Årsopgørelse for 2009 (nærmest posthumt)

Året der gik
Helt overordnet så er der sket mange ting i 2009, men i et lidt andet tempo end tidligere. Det har egentligt passet mig rigtigt godt.

Eftersom jeg hverken fik skrevet årsopgørelse i julen eller i januar, som virkede som sidste frist, havde jeg faktisk opgivet tanken om at skrive en årsopgørelse. Men i de seneste uger har jeg fået flere tilkendegivelser af at andre synes det er en god ide at gøre sit år op. Når nu jeg har godt koncept så bør jeg jo også bruge det.

Så nu kommer årsopgørelsen et stykke tid efter årsskiftet. Men det giver forhåbentlig mulighed for lidt øget reflektion. Vi får se.

Økonomi
Hvis jeg synes det var skægt at betale renter og afdrage på lån, ja så har 2009 været et brandskægt år.
Men trods fornemmelsen af smalkost så har jeg da kunnet anskaffe mig det jeg har følt var nødvendigt. Så jeg tørrer øjnene og glæder mig til de fede tider vender tilbage. Oh hvor skal der fråses. Ganske som Lars Lykke gerne vil have mig til.

Et år på smalkost, men det har egentligt været ok.

Bolig
Jeg kan starte med at afsløre at jeg stadigvæk ikke har fået hængt den lampe op, som jeg købte for nu 3 år siden.

Der er sket nogle småting hist og pist, men ellers lignede Casa Abildskov sig selv gennem det forgangne år. To nye beboere er kommet til: den lille robotstøvsuger og Trunte Melissa.

Robotten
Der er noget absolut fascinerende over en lille tjenstvillig robot som bare tøffer rundt og hyggesuger nullermænd når jeg trykker på en knap.

Støvsugning er nu blevet noget nærmest afslappet og til stor forskel fra de altid stormfulde seancer med flagmatiske Niller.

Trunte Melissa
Hun er naturligvis en bagemaskine. Hun minder mig ganske meget om den tykke negerkvinde fra Tom & Jerry-tegnefilmene. Buttet, solid og istand til at frembringe gode sager under en timelang ramblende støj.

Der er noget smukt over en maskine, der kan fyldes med ingredienser på 5 minutter og halvanden time senere annoncerer en række biblyde at en dej er klar til at blive smidt i ovnen. Jo vi udgør et godt team Melissa og jeg.

Legetøj
Jeg er nu een af dem. En iPhoneejer. Hvilket mageløst lille apparat. Jeg bliver stadigvæk dagligt overrasket over nye ting jeg kan bruge den til og mister stille og roligt enhver forståelse for, hvordan man kunne føre et sammenhængende liv uden en iPhone.

Det kan godt være at jeg har anskaffet mig andet legetøj i 2009, men jeg kan simpelthen ikke huske det.

Arbejde
I perioder knoklede jeg som en pony i et hestespand. Men det var spændende og kun nogle få dage for meget. Men jeg var med til at gøre en forskel og nu kan jeg nyde frugten af det meget arbejde.

Jeg er så at sige kommet tilbage til mine rødder og der er mange paralleller til mit første job som kontorelev. Et job jeg var rigtigt glad for og måske det job, hvor jeg føler at jeg lærte mest.

Det er interessant at se, hvordan jeg både har mange ligheder til og alligevel også nogle forskelle fra Jeppe 19 år. Brillerne er så klart pænere nu, men gå-på-modet var nok større dengang.

Jeg har været godt tilfreds med at gå på arbejde og føler at jeg har brugt ihvertfald et rimeligt bredt udvalg af mine kompetencer. Det jeg laver nu er jeg overbevist om at jeg ikke skal lave hele resten af mit arbejdsliv. Men i øjeblikket er det interessant.

Balancen mellem arbejde og fritid har været god. Det er rum for forbedring, men jeg synes faktisk at det er lykkedes at udjævne de fleste spidsbelastninger.

Alt i alt er jeg en glad campist. Året har været over gennemsnittet og har været solidt.

Uddannelse
Det pjank er jo overstået for mit vedkommende. Der kommer jo alligevel ikke noget nyttig ny viden. Eller jo det gør der jo. Men jeg er stadig glad for min beslutning om at bruge min energi på andre ting.

Rene og jeg tog et grundkursus i antropologi på Folkeuniversitetet. Det er måske nok et interessant emne, men vi lavede ikke andet end at se film om meget solbrændte mennesker med forskellige slags bastskørt. Det var lidt for meget humanistnørderi for mig.

I efteråret var jeg på et kursus "Kunsten at skrive". Det var inspirerende at møde en meget broget udvalg af mennesker, som alle brændte for det at skrive. Der mødte jeg iøvrigt Søren som efterfølgende har inviteret mig med i den skriveklub han er medlem af. Det er jeg ham meget taknemmelig for.

Når jeg tænker over det er det måske meget sigende at jeg har en fast overskrift som hedder "Uddannelse". Det har været en stor del af mit liv og er det stadigvæk i et-eller-andet omfang. Jeg har erkendt at jeg har et behov for konstant at tilegne mig viden og lære nyt.

Som selvstudie har jeg læst en hel utrolig mængde vikingeromaner de seneste par år og også lavet en del research på vikingetiden. Det har været overraskende at erfare en række fakta og sandheder om vores fælles forhistorie, som jeg ikke tidligere har været klar over. Derudover må jeg give kredit til vore forfædre for at have haft en jysk tilgang til hele plynringssituationen. Når de overfaldt, dræbte og brændte ned til grunden omtalte de det som "vi gav dem jern og ild". Hvis ikke det var så grusomt ville det jo være poetisk.

Venner
Jeg synes selv, at jeg var ganske selskabelig i 2009. Det har været forløsende at have mere tid til vennerne. Måske opnår jeg aldrig den tilstand, hvor jeg føler at jeg har brugt nok tid på alle dem jeg godt vil bruge tid på. Dog kom jeg i 2009 tættere på end jeg har de forrige par år.

Selvom jeg tænker grundigt om ikke der skulle være sneget sig et nyt ansigt ind i løbet af året så kan jeg ikke rigtigt få øje på det.
Det er så ikke helt korrekt. Faktisk har jeg efter 13-15 år igen fået kontakt med Tore som jeg spillede en masse rollespil med tilbage i de glade ungdomsdage.

Det har været superhyggeligt og Tore er en nørd med alle de rigtige ting så vi har nørdet her på Trøjbrog. Nu er Tore godt nok flyttet til forstæderne og skjuler sig bag en ligusterhæk, men jeg hjalp ham med at flytte så jeg ved, hvor han er.

Dennis, Mikkel og jeg fik besøgt Claus i Denver, Colorado i sommerferien. Det var godt at se, hvordan Claus bor og lever over there og vi oplevede også nogle spændende ting. Blandt andet var vi på et forrygende roadtrip gennem tre stater, hvor vi blandt andet så røde Westernklipper, så et meget stort hul og hørte selvmordstimen på Navajoreservatets radiostation.

Familie
Min søster Anita fødte en lille ivrig pige 15. marts 2009 om aftenen. Det husker jeg meget tydeligt for hun blev født mange uger for tidligt og vi holdt alle vejret den første uge. Jeg besøgte dem alle tre på Riget en uge efter og har et par fantastiske billeder, hvor jeg holder et meget lille menneske i mine store onkelhænder.
På det ene billede kan man kun se mig holde en pude, hvor ned i der går en masse slanger, ledninger og elektroder.

Heldigvis er alt gået godt og jeg var der også i slutningen af april da Asta Katrine blev udskrevet og endelig kunne komme hjem. Hun er siden blevet en lille dame som i den grad vil fremad. Verden, hvis du planlægger at udsætte Asta for urimelighed, så vil jeg godt advare dig på forhånd. Det tror jeg ganske simpelt ikke du lykkes med.

Anita er gravid igen og jeg skal være onkel igen til august.

I bedste filmstil vil jeg annoncere at der er sket noget meget stort på familiefronten i 2010, men det må du kære læser vente et stykke tid med at høre om.

Et rigtigt godt år.

Personlig udvikling
Åh ja nu kommer afsløringen!
Jeg er jo blevet en af dem. En af de som går i lilla tøj og med et saligt smil på læben. Korrekt - jeg er begyndt at gå til yoga. Hin septemberaften startede jeg på yogaskolen i Vestergade. Det var en god oplevelse ganske som jeg vidste at det ville blive.

Både de fysiske øvelser, stemningen og afspændingen giver mig en velvære. Nu går jeg hver onsdag aften og har sågar lokket min veninde Linda med.

Jeg er også begyndt at skrive. Fiktion vel og mærke. Søren som jeg mødte til kurset "Kunsten at skrive" har inviteret mig med i sin skriveklub og det har været en virkelig god motivationsfaktor.

Et godt år.

Fodboldfan
I foråret rykkede Silkeborg op i Superligaen, hvor jeg synes de hører til. Det var dejligt. I efteråret overraskede de hele fodbolddanmark og mig ved at spille fejende flot fodbold og i vinterpausen lå de på den imponerende og indbringende tredjeplads.
Det røde tørklæde blev båret store dele af efteråret og vinteren og alle mine naboer er nu fuldstændigt klar over at jeg holder med Silkeborg og hvornår de har scoret.

Et rigtigt godt år!

Weblog
Ja jeg fik skrevet nogle få indlæg, men slet ikke noget der giver indtryk af at webloggen for alvor er i live. Men der var flere indlæg i 2009 end i 2008 så lidt fremgang var der da. Hvis jeg rubber neglene så kan jeg nå at skrive flere indlæg i 2010 og få pustet noget liv tilbage i denne støvede udpost på Internettet.

Denne digitale Ebeltoft skal have huld på de slunkne kinder igen.

Samlet indtryk
Der skete mange gode ting i 2009 og det giver mig en oplevelse af et godt år med fremgang på mange fronter og ro på mange andre.

lørdag, oktober 03, 2009

Vredeholiker rehab

Tilbage i januar skrev jeg om vrede. Hvordan går det så nu?

Jeg kan stadigvæk falde i og tillade mig selv at blive vred og skælde ud over ting jeg ikke burde bruge energi på. Men det sker sjældnere og oftest får jeg stoppet det i opløbet så det ikke er sikkert at andre opdager det som andet end en sætninger der bliver kvalt efter et par enkelte ord.

Fra tid til anden kan jeg stadig godt tænke dårligt om andre og om situationer. Dog kan jeg efterhånden uden de store problemer fange mig selv i det og tvinge mig til at starte forfra og anlægge et mere positivt syn på dem eller det jeg har tænkt negativt om.
Det virker og ofte glemmer jeg det bagefter fordi det positive indtryk viste sig at være det rigtigste.

Mit sprog har udviklet sig en del siden og jeg har vænnet mig til at der er udtryk og formuleringer jeg ikke længere bruger og nogle andre er kommet til. Der er stadigvæk dagligt situationer, hvor jeg føler at jeg mangler flow og spontanitet i mine formuleringer for at kunne sige det jeg gerne vil og på den måde som jeg ønsker. Det kommer jeg til at arbejde med i lang tid fremover førend jeg igen kan føle mig helt så veltalende som før.

Til gengæld fornemmer jeg at jeg igen har fået en frihed i at formulere mig som gør at jeg har fået mere rum til at være morsom. Jeg tror stadigvæk ikke at jeg er lige så morsom som tidligere, men jeg føler ikke længere i samme grad at jeg ikke kan komme til udtryk og det er en god fornemmelse at have.

Jeg har her til formiddag siddet og læst en masse gamle indlæg på webloggen for at kunne give dem etiketter så det er lettere at manøvrere rundt på webloggen. Det slår mig at i en del gamle indlæg er der et element med en sætning eller tre med et negativt udbrud selvom selve indlægget faktisk handler om noget grundlæggende positivt.
Det springer i øjnene på mig nu og jeg tænker at da jeg skriver som jeg tænker og taler - så har jeg sikkert også når jeg talte sneget en negativ sætning ind i de fleste sammenhænge.

Det kan jeg ikke gøre noget ved nu, men jeg vil tillade mig den luksus at ærge mig over at der skulle gå så lang tid før jeg selv indså det.

Til forskel fra for et års tid siden er jeg mere afslappet omkring situationer, hvor jeg tillader mig at blive vred og skælde ud. Det må jeg jo godt når bare der er en legal grund. Og det er mig som alene bestemmer om det er legalt da det er mit liv.
Jeg tror nogle af mine nærmeste, med mit bedste for øje, til tider har haft svært ved at vurdere præcis hvor grænsen går for, hvad der er legalt og ikke legalt.

Positiv psykologi er svært at forklare når det kommer til, hvor positiv skal man være og især hvor lidt negativ man må være.

Det handler jo om at man altid skal give det positive chancen og prøve at se andre og livet fra en positiv synsvinkel og bruge mest energi på det man gerne vil have mere af - og det er det positive og mindre energi på det negative som man ønsker mindre af.

Men det betyder ikke at man ikke må være negativ og altid skal være positiv. Hvis jeg synes Mathias Lysgaard har lavet en uoriginal og dårlig sang så må jeg godt sige det istedet for at sige det modsatte som er løgn. Men så skal jeg istedet for at fordybe mig i hvad jeg mener om den sang så skal jeg i den positive psykologis ånd tale om hvilke sange jeg godt kan lide og måske glæde mig over at andre får glæde af sangen selvom jeg ikke gør.

Det er en balancegang - det erkender jeg og den er svær. Men det skal forsøges.
Jeg vil gerne kunne leve mit liv, hvor jeg kan give udtryk for hvad jeg mener og føler og uden at få dårlig samvittighed over det.

Helt overordnet så kan jeg stadigvæk spore fremgang og glæder mig over det. Jeg kan dog også se at det er noget jeg fortsat skal arbejde med i lang tid endnu førend jeg har nået de mål jeg ønsker. Det kræver tålmodighed og det er ikke noget jeg har voldsomt meget af, hvilket gør det hele til en interessant mental udviklingsrejse.

Og jeg er glad for at jeg har været nødt til at foretage den.

Facebook killed the weblog star?

Har det forherligede medie Facebook dræbt webloggen på samme måde som MTV dræbte radioen?

Måske og måske ikke. Facebook har gjort det nemt for både webloggere og ikke-webloggere at kommunikere til mange mennesker og have en vished om at blive hørt og set.

Pludseligt bliver det på Facebook man orienterer sig om, (en del af) hvad der sker med (en del) af dem man kender og når man så er inde at kigge kan man jo også selv lige give et par kommentarer, sætte en status om hvad der sker lige akkurat i det øjeblik osv.

Jeg kan godt lide det ukomplicerede i Facebooks måde at kommunikere og blive kommunikeret til. Men måske er det ikke helt uproblematisk. Livet bliver og snakken om det bliver pludseligt meget teenageagtigt og reduceret til semioverfladiske one-liners.

Hvor er fordybelsen, nuanceret stillingtagen og reflektionen over de store og små ting i livet. Den glider i baggrunden - ihvertfald på skrift.

Der er ikke nogen der afholder os fra at have og bruge en weblog, men fænomenet er nok stagneret og blevet et forum for entusiaster på samme måde som frimærker, modeltog, kortbølgeradioer og mange andre hobbies, der mest er betragtet interessante for en begrænset kreds af personer.

Afholder min brug af Facebook mig fra at skrive på webloggen?
Ja og nej. Ja fordi en del af de små ting i hverdagen jeg tidligere ville have skrevet om på webloggen skriver jeg nu om på Facebook.

Nej fordi mange af de indlæg, hvor jeg har delt mine tanker har været for at få styr på noget som jeg ikke kunne få styr på når det alene eksisterede i mine tanker.
Den slags tanker har jeg stadigvæk, men slet ikke i samme omfang som før.

Så måske har modenhed og afklarethed dræbt min weblog.

Men når alt det er sagt så savner jeg min weblog. Savner at skrive og udforske en tankerække, savner at høre kommentarer til indlæg der strækker sig ud over 250 tegn, savner tanken om at have en sammenhængende oversigt over åndsstemninger, oplevelser, tanker og undringspunkter.

Jeg savner i virkeligheden substans. Men det er der jo en glimrende mulighed for selv at skabe. (Om det er substans for dig kan jeg ikke vide, jeg kan kun vurdere om jeg selv synes det er).

Nu hvor jeg kigger efter har jeg faktisk haft Facebook åben i et andet vindue mens jeg har skrevet hele dette indlæg. Det siger vist det hele..

lørdag, februar 28, 2009

Ny vin på gamle flasker

Fuglene sang og luften var kølig da jeg stod op klokken 8:16 her til morgen. Den første kop espresso var lavet og drukket før klokken var halv ni.

Mens jeg sad og kiggede ud på den stille vintermorgens Trøjborg med sine ganske få lyde, tænkte jeg på, hvor meget der var sket siden sidste år på samme tid, hvor jeg havde en tidlig lørdag morgen som denne og også kiggede ud af vinduet for at svælge i stilheden og roen.

Ting har ændret sig og jeg har ændret mig.

Det er fascinerende at opleve at jeg tænker andre tanker, ser meget med andre og mildere øjne. Jeg er mere åben og afslappet. Paraderne er sænket, dele af det tunge panser pillet af og jeg er ikke længere så vagtsom.

På mange måder er jeg blevet meget mere mig selv og den det er meningen at jeg skal være. Det føles pragtfuldt. Samtidigt kan jeg ærge mig lidt over at jeg ikke har været det altid og at det skulle tage så mange år før bindet for mine øjne er faldet bort og jeg kunne se mig selv som jeg er.
Jeg forstår nu fuldt ud Søren Kierkegaard da han sagde "Livet leves forlæns, men forstås baglæns".

Her i bakspejlet kan jeg se mange tegn som jeg nu forstår viste at mange af de mennesker, som jeg har tættest på mig i mit liv, formentligt har set den rigtige Jeppe i lang tid før jeg selv gjorde. Måske har de i virkeligheden aldrig set andet.

Hvem har jeg så været al den tid, hvor jeg ikke har været mig selv?
Svaret må være at jeg har været mig selv bare i en ubalanceret og søgende version. En form for åndelig halvfabrikata om man vil. Jeg har med andre ord også været mig, men nu er jeg bare mere, skarpere, tydeligere og helt klart mere i balance.

Når jeg idag kigger mig selv i øjnene i spejlet og tænker tilbage på mit liv det sidste stykke tid - så er jeg godt tilfreds og kan lide, hvad jeg ser.

Verden synes smukkere, større og mere indbydende. Selv luften jeg indånder smager bedre og kommer dybere ned i lungerne og det føles pragtfuldt at være så meget i live.

Nu vil jeg bruge resten af min planløse weekend på at gøre ting, som jeg har villet gøre meget længe, og som jeg nu har overskud til. Det føles som pludseligt at være parat efter længe at have ventet på at blive det uden at vide, hvad jeg skulle gøre for at blive det.

For en person som jeg der altid har minimum både en plan A og en plan B - så virker det fantastisk når tilfældet bare råder, hvor planer ikke kan.

Jeg vil gå ud i livet og fylde lungerne med luft...

onsdag, februar 18, 2009

Persille er en dejlig urt

Dersom der skulle være nogen tvivl, så er persille en spændende, sjov og fabelagtig urt.

Årsopgørelse for 2008 - meget forsinket

Af regnskabstekniske årsager, jeg ikke skal komme ind på her, har årets opgørelse måttet lade vente på sig.

Året der gik
Ofte har jeg smugkigget på de forrige års opgørelser og været glad for at kunne få et helt år opsummeret i en tekst. Normalt er julen og nytår en god lejlighed til at tænke over det forgangne år. Det gør jeg skam også.
Men i år har jeg haft travlt i julen og kan godt lide at få året lidt på afstand så jeg rigtigt kan bedømme det.

Der er sket flere ting i 2008 end i 2007. Nogle ting har været planlagt, men flere har ikke været det og det har været med til at skabe et interessant år.

Økonomi
Som andelsboligejer med lån med variabel rente er udviklingen det seneste år ikke ligefrem et drømmescenarie. Det koster en del penge ekstra hver måned at banken er blevet noget mere forsigtig. Jeg har jo gjort i investeringer og jeg må konstatere at finanskrisens påvirkning af aktiemarkedet har sat sine spor. Det har kostet penge og gør min økonomi mere anstrengt i tiden der kommer.

Men sådan er livet og jeg er egentligt taknemmelig for at jeg trods alt ikke lider større afsavn end at der ikke er penge til at købe så mange nye ting som jeg har været vant til.
Det skal nu ikke få lov at ændre humøret og fordi det bliver med lidt færre penge i hænderne nogle år så bør det ikke være noget som giver varige økonomiske men. Måske bliver jeg bare mere sparsommelig og føler mig så rig når renterne igen er i bund og aktiemarkedet i top.

Men året har samlet set være klart under middel.

Bolig
Der er faktisk ikke rigtigt sket nogle nævneværdige ændringer på boligfronten udover et nyt tv. Det gør heller ikke noget for jeg er glad for mit hyggelige hjem og mine ting. Jeg overvejer stadigvæk at hænge den lampe op jeg købte for to år siden. Men det kommer nok en dag.

Et stille, men fyldestgørende år, hvor frugterne af tidligere års projekter og investeringer kunne nydes.

Legetøj
Jeg har jo købt mig en Nintendo Wii og selvom jeg ikke har fået den brugt voldsomt meget så har jeg været glad for den. Der er også sidst på året kommet en lille fin netbook til samlingen så jeg nu kan være trådløst på nettet næsten uanset, hvor jeg er via min lille fine plasticmaskine. Nørdet, men gud hvor er det praktisk!

Arbejde
Det første halvår var måske den mest kedelige periode i mit arbejdsliv rent fagligt set. Jeg var nok kørt fast og havde mistet gejsten. Det er ikke en rar måde at tjene sine penge på så jeg overvejede mine muligheder. Dog gav det sig ikke udslag i noget konkret, hvilket idag ikke gør noget.

Hvis jeg kigger isoleret på arbejde så har jeg efterhånden fået en god balance mellem arbejde og fritid igen. Jeg har læst Master i IT fra september 2007 til juni 2008 samt skrevet opgave i oktober 2008. Det er noget der sluger en forfærdeligt masse fritid og giver lange dage og lidt frihed. Første oktober skiftede jeg jobopgaver og fik masser af ansvar på et nyt fagområde, hvor det til tider er ganske hektisk.

Det har krævet en masse energi at sætte sig ind i det nye område og finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Men det har også været spændende og lærerigt plus det er god mulighed jeg har fået. Nu, hvor en normal arbejdshverdag begynder at indfinde sig er jeg rigtigt glad for mit arbejde og får nogle gode udfordringer og lov at prøve kræfter med nogle opgaver, som ligger godt til mig.

Jeg arbejder med økonomi og selvom det er spændende er det ikke det jeg skal lave resten af min karriere. Jeg har fundet ud af at det er projektleder jeg skal være igen en dag. Men lige nu og et stykke tid endnu er der mange ting jeg gerne vil lære og prøve. Det er rart at jeg begynder at få en mere klar ide om, hvad jeg gerne vil og hvad min rette hylde er. Det har jeg aldrig rigtigt fundet ud af før nu.

Samlet set et år som lige sniger sig op på acceptabelt efter et spændende efterår.

Uddannelse
I foråret har jeg læst Master i IT og det har været hårdt at bruge 60 timer i gennemsnit om ugen på arbejde og studie. Det var enormt lærerigt og fedt at få et netværk blandt de andre studerende.
Jeg kunne ikke få kalenderen til at hænge sammen i maj og juni så jeg måtte kontakte min vejleder og fortælle at jeg måtte droppe at aflevere den skriftlige opgave der afsluttede den fagpakke jeg tog i foråret. Heldigvis fik jeg 5 måneders udsættelse og det betød at jeg fik et pusterum og kunne skrive opgaven i oktober. Dermed kunne jeg gøre fagpakken færdig.
Nu er jeg så halvvejs med min Master i IT og har ikke lyst til mere uddannelse foreløbig.

Nu har jeg ikke længere gejsten og vil prioritere andre ting. Det har jeg kunnet siden november og det har været dejligt selvom jeg stadigvæk lige skal vænne mig til ikke at have så mange pligter udover arbejde (og så naturligvis kassererjobbet i boligforeningen)

Det har været et rigtigt godt år både fordi jeg har lært meget og samtidigt fået min frihed.

Venner
Jeg synes jeg har været ganske social set i forhold til, hvor meget tid jeg har haft til rådighed. Der er kun nogle ganske få personer som jeg ikke har fået set. Men jeg har planer om at bruge mere tid på venner i 2009.
Helt grundlæggende er jeg glad for at have så mange fantastiske mennesker i mit liv og at venskaber til stadighed kan udvikle sig og blive stærkere i takt med at tiden går. Jeg føler mig heldig.

Der er kommet flere personer til blandt de som jeg kalder venner og nogle har jeg fået brugt meget mere tid sammen med.
Michael og Louise i Thorsø hører til første kategori og Rene, som jeg har kendt i mange år, har jeg set en del til i 2008 (og jeg håber da du hænger på i 2009 også).

Samlet set et ganske godt år.

Familie
Min bror Gustav er blevet far til lille Sigfred og det har været den største oplevelse i år. Min mor er gået på pension og har fået en helt masse tid til sig selv og til at gøre det hun gerne vil. Hun og jeg har brugt mere tid sammen end tidligere og det er jeg glad for.
Min søster Anita er gravid så jeg skal være onkel igen til maj, hvilket jeg glæder mig rigtigt meget til.

Udover familien via blodets bånd har jeg to andre familier og det er familien Elley og familien Bejder. Begge betyder rigtigt meget for mig, hvilket jeg håber at jeg er god nok til at fortælle dem.

Samlet set et rigtigt godt år!

Personlig udvikling
Nu kommer et af de punkter, hvor der er sket allermest i løbet af året. Jeg har ændret mig og udviklet mig mærkbart gennem det seneste års tid. Jeg er ikke sikker på at mine omgivelser har lagt mærke til alt, hvad der er sket, men det er heller ikke så væsentligt. Årsagerne holder jeg for mig selv, men de har været vægtige og udviklingen har været nødvendig. Det har i perioder været hårdt og krævet meget energi og kostet mig humøret, men det har været hvert sekund værd. Jeg føler oprigtigt at jeg er både et mere positivt, roligt og afbalanceret menneske end jeg var for blot et år siden. Processen er slet ikke slut endnu, men den hårdeste del er overstået og nu begynder jeg at kunne høste frugterne af indsatsen.

Fodboldfan
Ja Silkeborg rykkede ikke op i sommer, hvilket naturligvis var ærgeligt. Men jeg er sikker på at det kommer i 2008 og jeg kan konstatere at det også er interessant at følge et hold i toppen af første division.

Et år under middel.

Weblog
Jeg har i perioder fået lysten til at skrive tilbage. 2008 har ikke begunstiget webloggen med mange indlæg. Igen er en ny grænsedragning mellem det private og det offentlige rum nok årsag til en del af de manglende indlæg. Nogle emner føler jeg ikke egner sig til en weblog, hvor jeg skriver under eget navn. Jeg ser også mange ting anderledes end for et par år siden og har måske ikke samme behov for at få rede på mine tanker.

Dog kunne jeg godt tænke mig at have redefineret webloggens funktion og rolle i mit liv, men det håber jeg kan komme i 2009.

Året er godkendt da forudsætningerne har ændret sig.

Samlet set et ganske udmærket år
Det har været et år, hvor det er gået lidt op og ned og der har været plusser og minusser. Dog flest plusser. Jeg tænkte i nytåret 2008 at jeg ikke så noget skelsættende ske i 2009, men jeg tog heldigvis fejl. Der er sket en masse ting, hvoraf størsteparten er i dybden og ikke på overfladen. Kedeligt har det ikke været og det er glæder jeg mig over.

søndag, januar 18, 2009

Postvredesjunkie

Mit navn er Jeppe og jeg er vredoholiker.

Jeg er på vej til at blive tørlagt, men selvom det generelt går den rigtige vej så er der tilbagefald. Det er ikke så ofte, men syndefaldene tilbage til de gamle vaner er ubehagelige og nedslående at opleve.

Tidligere kunne jeg blive høj af at være vred. Det lyder måske mærkværdigt, men overvej det engang. Når man hidser sig op producerer kroppens kemi en potent cocktail, som kan få blodet til at rulle, øjnene til at skinne og få en til at føle sig i allerhøjeste grad i live. Sådan havde jeg det. Eller har det. Nej havde.
Jeg kan ikke helt blive klog på, hvor langt jeg er i tørlægningsprocessen.

Vredens kemi har stadigvæk magt over min krop når jeg bliver vred. Men jeg har ikke lyst til at blive det. Det kan vel sidestilles med alkoholikerne som siger at de ikke helbredes, men tørlægges. En alkoholiker er stadigvæk en alkoholiker selvom han ikke længere drikker.

Gennem det sidste år har jeg ihærdigt forsøgt at udtrykke mig mere positivt, hvilket er en noget sværere opgave end det måske umiddelbart kan lyde.

En dag opdagede jeg at alt for ofte nedgjorde det som jeg ikke var enig i, brugte flammende retorik om de ting jeg mente var forkerte og i det hele taget kunne jeg være meget sort/hvid i min opfattelse af ting. Eller rettere så var min retorik meget sort/hvid for dybest set har jeg oftest godt vidst at tingene var mere nuancerede end det jeg gav udtryk for.

Siden har jeg efter mange lange tankerækker indset at jeg i virkeligheden måske bare var afhængig af det sus det gav at være vred. Eller mere præcist at have vred retorik - for det er retorikken som i sidste ende skaber vreden i mange tilfælde.

Nogle ting gør mig vred og så er det selvfølgelig berettiget at være vred. Men problemet er at det kan være svært at afgøre, hvad der kommer først - vreden eller retorikken.

Tricket for mig er at tænke over om det jeg kan blive vred over, nu virkeligt betyder noget. Stavgængere, fastlæggercampister, nummerologer og mange andre rager mig jo dybest set ikke og de gør jo ikke (mig) nogen skade så det giver ingen mening at bruge tid på at beskæftige sig med dem. Når jeg læser en artikel om vold mod børn bør jeg blive vred for det vedkommer også mig.

Siden har jeg øvet mig på at sige "pyt" og på at se det positive i det som jeg før ville have rakket ned. Det er i sig selv en spændende udfordring at tage på sig at sætte et filter og en tidslås på meningsudbrud. Men også en rigtig sund opgave selvom det i de første par måneder betød at jeg følte mig ifri når jeg skulle tale. Især i gode venners selskab, hvor man jo bør kunne tale uden at skulle filtrere og gennemtænke alt (eller noget) der bliver sagt.

Langsomt føler jeg at nu kommer det positive syn på mange ting af sig selv. Nogle gange gør det ikke og så må jeg forsøge alligevel at sige noget positivt eller måske helt lade være med at sige noget. At sige noget konstrueret positivt er en speciel oplevelse for jeg kan høre min stemme sige noget som er så udtænkt at jeg ikke har nogen sjæl i det. Men det er vigtigt at gøre forsøget for at optræne evnen til at kunne se det positive i langt det meste.

Nogle gange dumper jeg alligevel i og kan tage mig selv i enten at have sagt noget vred og nedsættende eller være igang med det. Igen i dag dumpede jeg i, omend kortvarigt. Men jeg tror at det måske er den retorik og det sprog som jeg er vant til at bruge som er en del af forklaringen. Jeg har en udfordring med at skulle genopfinde mit personlige sprog og skabe et som passer til den måde jeg gerne vil kommunikere på.

Der skal nye ord til, nye faste vendinger, nye sproglige finesser og finurlige sætninger. Den slags tager tid og indtil da må jeg affinde mig med at have et mindre raffineret sprog og have færre stykker sprogligt halvfabrikata på hylderne.

Et andet offer, som jeg villigt har bragt, er at jeg måske er blevet mindre morsom. De to dicipliner jeg havde øvet mig allermest i - at sige noget chokerende og at revse - har jeg måttet afstå fra.
Jeg går ud fra at anstændige mennesker nok bare er mindre morsomme end de slemme.

Selvom det giver mange kvaler og meget stof til eftertanke, en masse bøvl og følelsen af at være ufri for at skabe et resultat som alligvel på ingenmåde er perfekt - ja så har jeg ikke et sekund været i tvivl om det er det rigtige at gøre selvom jeg ofte ikke ved om jeg gør det rigtige.

Når man ikke længere kan have råd til at være den man er. Hvem er man så? Og hvad gør man?

Jeg håber bare at jeg lykkes med det og så må jeg nyde den forunderlige rejse, som det er at ændre på sig selv. At stormen i dybden så måske knapt anes som krusninger i overfladen er en anden ting....

torsdag, januar 08, 2009

Få sat etiketter på

Jeg har indset at kun en mindre del af mine indlæg er begungstiget med etiketter. Nu, hvor jeg har fået en fin oversigt over antal indlæg med de forskellige etiketter, har jeg besluttet mig for at kategorisere samtlige indlæg.

Det tager en del tid, men det er også ganske hyggeligt at sidde og genlæse fem år gamle indlæg. Dog går der nok lidt tid førend jeg er nået alle igennem.

onsdag, januar 07, 2009

Helt nyt design

Hvad gør man når man ikke kan finde ud af at ændre en lillebitte ting i et stykke html-kode. Man skifter design!

Nu er bloggen blevet lysere og med håbefuld lysegrønt snit og dejlig overskuelig med luft mellem de væsentlige informationer.

Det ser umiddelbart ganske godt ud selvom jeg er ganske overrasket over, hvor svært det er at vænne sig til udseendet. Indholdet er nøjagtigt det samme som før - men det føles bare ikke lige sådan.

Jeg har tilføjet et link i højresiden til det historiske arkiv til alle nostalgikerne og alle de som har det bedre med brune farver.

Første indlæg på den genfødte blog

Halleluja!

Det lykkedes og nu har jeg tilsyneladende fået lagt hele bloggen i seminyt design og en masse smarte funktionaliteter over på den nye adresse.

Jeg glæder mig over at det fremover vil være meget nemmere at ændre på bloggen og især er jeg glad for at arkivet lang om længe er blevet mere overskueligt.

Der er lige et par småting, som skal rettes til - så som at fjerne understregningen på overskrifterne og få gjort det muligt atter at skrive kommentarer.

Bloggen flytter adresse

Nu tror jeg endeligt at jeg har fundet en løsning så jeg kan tilknytte et separat domæne til min weblog og dermed få mulighed for at bruge alle de nye funky funktionaliteter hos Blogger.com.

Fremover vil bloggen være at finde på blog.abildskov.dk

Bloggen i sin nuværende version og med de seneste 5 års indhold vil fortsat være at finde på www.abildskov.dk i lang tid fremover som en form for html-mumie konserveret for eftertiden - nettets svar på Pompeii. Umiddelbart forventer jeg at hele arkivet kan flytte med over på den nye adresse i et nyt og kækkere design. Eneste ulempe er at jeg formentligt ikke kan flytte alle kommentarerne med da det er en ikke-blogger-tjeneste jeg bruger idag.

Det er dog en forholdsvis lille pris at betale, at man må en tur tilbage på abildskov.dk for at se kommentarerne.

For at gå med livrem og seler har jeg også taget en backup af hele bloggen så den ligger på min harddisk såfremt noget skulle gå galt.

Nu håber jeg virkeligt at det kan lykkes at tilknytte nyt domæne denne gang.

tirsdag, januar 06, 2009

Update på situationen

Som det nok kan ses har jeg ikke brugt min nyfundne frihed til at skrive på webloggen.

Nu havde jeg nok selv min tvivl om jeg kunne holde mig fra at kaste mig over nye aktiviteter efter endt uddannelse. Men det har ser ud til at jeg sådan nogenlunde er lykkedes med at blive mindre travl. Ihvertfald er mit liv nu mindre stressende.

Jeg har dog brugt en hel masse tid på alle mine fantastiske venner, hvilket har været tiltrængt.
Derudover har jeg fået lavet en hulens masse mad og fyldt både køleskab, fryser og svælget med diverse hjemmelavede goder.

Nu har jeg kigget sultent i kataloget fra åbent universitet og der er flere foredrag og foredragsrækker jeg overvejer - ingen af dem er det fjerneste fagligt relevante.

Om det bliver forfatterworkshop, foredrag om kemien bag sushi, vikingernes samfundsopfattelse eller noget helt fjerde må tiden vise.

Så meldingen herfra er at det går godt og jeg trives med mit nye liv. Plus jeg har ikke syndet og kastet mig over andet snusfornuftigt.