torsdag, december 30, 2004

Mangel paa respekt

Hvis der er noget jeg absolut ikke kan fordrage, saa er det folk der konstant afbryder mig naar jeg taler eller tydeligt viser at de da er rystende ligeglade med hvad jeg siger.

Naar vedkommende saa selv stiller spoergsmaal og ikke gider at hoere svaret til ende, ja saa faar det mig altsaa til at miste enhver interesse i at tale med vedkommende.

Saadan en person er Bep, en engelsk gut med foraeldre fra Bangladesh (hvis nogen skulle undre sig over navnet). Ham skal jeg saa tilbringe nogle timer sammen med paa bagsaedet i vores bil. Tror jeg beder Martin om pladsen paa passagersaedet....

tirsdag, december 28, 2004

Lidt om Cuba

For os har Cuba vaeret en skuffelse. Vi havde forestillet os et land med glade mennesker, spontan venlighed, farvestraalende bygninger og en god stemning.

Istedet har vi fundet et land med nedslaaede desperate mennesker, som forsoeger at franarre os vore penge ved stort set enhver lejlighed. Det betyder at alle regninger, priser og byttepenge kontrolleres minutioest og at man bruger adskillige minutter hver dag paa at holde hustlers fra livet. Maden er mildest talt elendig og alt er uforholdsvist dyrt, fordi regeringen soeger at pumpe turisterne for flest mulige penge for at kunne daekke underskuddet paa betalingsbalancen.

Alt i alt summer det sig op til at man ikke rigtigt kan slappe af og vi foeler ikke at vi faar nok for vores penge. En oplevelse jovist, men lige paa den anden side af sundet ligger Mexico med masser af steder, hvor vi kan faa meget mere for halv pris og masser af ro oveni.

Daniel er taget til Havana for at sende sin pige Lidia med et fly tilbage til Nigaragua, mens vi andre bliver her i den koloniale perle Trinidad.
I lufthavnen vil han undersoege om det er muligt at aendre vore flybilletter saa vi kan flyve tilbage til Mexico kort efter nytaar i stedet for den 12. som var den oprindelige plan.

Paa den positive side rejser vi nu paa anden uge med nogle helt fantastiske mennesker (og een hund) og vi har det virkeligt sjovt sammen. Selv naar vi er seks mennesker og baggage i en lille bil griner vi dagen lang.

søndag, december 26, 2004

Jul med et bang!

Juleaften var i aar en meget anderledes oplevelse.
Vi tog en stor flok fra Santa Clara til nabobyen Remedios, hvor der er en stor fest juleaften. Festen bestaar i at hele bymidten er fyldt med mad- og oelboder. Hele byen plus moms moeder op og spiser sandwiches med helstegt pattegris til en femtedel dollar, drikker hjemmebrygget bajer af sammenlimede coladaaser til en tiendedel dollar.

Vi smagte maden, men ikke oellet. Istedet drak vi rom og cola ude paa plazaen sammen med de to festlige new zealandske piger og en hammerberuset norsk fyr der hed Kenneth. Ved midnat broed et sandt helvede loes i fyrvaerkeri. Byen Remedios har to store nabolag, som netop denne dag konkurrerer med optog om dagen og om natten med fyrvaerkeri. Jo vildere jo bedre syntes at vaere parolen.

Hjemme i Danmark ville tilskuerne staa i sikker afstand fra fyrvaerkeriet, der ville blive skudt en kilometer op i luften. Saadan leger de ikke her. Nej man skyder da bare kaempestore hjemmelavede bomber hundrede meter op i luften direkte over den taetpakkede plaza. For s.... hvor var det vildt. Rachel den ene af kiwipigerne fik en regn af gnister fra en nedfalden raket ud over sig og hendes kjole og haar begyndte at braende. Saa jeg maatte slukke ilden paa bedste vikinge-gentlemanmaner med rom, cola og klappen med flad haand.

Vi har optaget det paa video og naar jeg kommer hjem vil jeg laegge udvalgte film paa siden saa I ved selvsyn kan konstatere, hvor absolut vanvittigt det var.

Paa vejen hjem var vi otte personer plus en koeresyg hund i een stakkels Hundyai.

Anderledes, men absolut morsomt.

mandag, december 20, 2004

Efter nogle dage her i Havana er vi blevet gode til at undgaa hustlerne, og finde de anstaendige steder, hvor man kan faa udemaerket mad.

Nu har vi moedt et par piger fra New Zealand som vil moedes med os til jul saa vi bliver mindst 9 der holder jul sammen.

Idag vil vi leje en bil fra i morgen og 10 dage frem. Vores amerikanske ven Jeff har en lejet bil med plads til fire-fem personer saa vi vil leje endnu en bil og dermed have plads til 8-9 personer. Vi er seks personer der forlader Havana i morgen i vores lille konvoj, og i Remedios stoeder en australsk pige til. De to kiwipiger kommer formentligt med os til Santiago de Cuba som ligger helt nede i det sydoestlige hjoerne.

Endnu har vi ikke lagt os fast paa nogle planer ud over en strandtur i morgen og saa jul i Remedios. Men det er rigtigt hyggeligt at vaere nogle stykker sammen, for det bliver for meget i laengden naar vi har paa fornemmelsen at samtlige lokale bare er ude paa at franarre os vore penge.

Jeff havde ioevrigt 37 aars foedselsdag igaar saa vi fandt en laekker italiensk restaurant, og vi fik orkestret til at spille "happy birthday to you" i deres helt egen rumbaagtige version.

Da der tilsyneladende ikke er mange internetcafeer udenfor Havana er det lidt usikkert, hvornaar det naeste indlaeg kommer.

Saa hvis ikke jeg har heldet med mig saa vil jeg benytte muligheden til at oenske alle en glaedelig jul!

Vores jul bliver nok en lidt dansk inspireret jul med elementer fra alle egne af Commonwealth.
Under alle omstaendigheder noget med rom og plasticjuletrae. Vi satser paa at komme til en smuk katolsk julemesse, men det er ikke sikkert at vi kan finde en.

lørdag, december 18, 2004

Syndens hule

Tak skal du ha! Det var fredag aften og alle vi drenge taenkte at vi jo naesten havde pligt til at gaa i byen i Havana, eftersom det var den eneste fredag vi formentlig har her.

Richard, vores engelske ven havde fundet en superflot gade med masser af barer og gode restauranter. Jo maden her er jo rent ud sagt elendig, saa god betyder acceptabel. Men alligevel. Fem mand staerk, naesten alle nyvaskede ramte vi den famoese gade.

Alle var vi opsatte paa ikke at skulle hustles saa alle lokale blev venligt, men bestemt afvist inden de kunne faerdiggoere den foerste saetning.
En time senere sad vi paa en restaurant anbefalet af den lokale hustler og spiste hummer. Udenfor stod selvsamme skaldede gut og samlede piger som han sendte ind til vores bord. Foer vi vidste af det havde vi fire brune skoenheder der hver slangede sig med en, af os betalt, drink i haanden.

¨Naa en enkelt drink kan vi da godt holde til at betale¨, taenkte vi. Efter maden blev vi slaebt/lokket ind paa en roevsyg lokal bar fyldt med plasticstole og lokale hustlers i hobetal. Vi gik ud paa gaden igen med det samme, hvilket pigerne fandt var en mystisk opfoersel. Efter en halv time havde vi set fire barer af overordentlig tvivlsom kvalitet og mistet tre piger og faaet tre nye. Det naestsidste ¨dansested¨ vi saa lignede en mellemting mellem en luderhavneknejpe og en skolefest. Man kunne ikke gaa i fred paa gaden, hvor utallige slemme piger greb fat i armene paa os og forsoegte at komme med os ind paa barerne.

Endeligt ankom vi til en bar, hvor kun den ene reelle pige der var med slap forbi doermanden. Mens vi noed voeres frie drink og kiggede betaget paa det dyriske show med afrikansk dans til trommemusik, fandt vores skaldede hustlerven vej ind paa baren og sendte fire piger hen til bordet!

Han var rimeligt utilfreds med at vi ikke ville betale de fire dollars til indgangen eftersom han havde sagt at han intet ville have, blot vaere vores guide for en aften fordi vi lignede flinke fyre. Yeah right!

Det blev dog en mager aften for ham med to oel og en drink paa vores regning.

Idag er vi traette og har lidt hovedpine fra de potente mojitos.

Igaar brugte vi det meste af dagen paa at finde et nyt sted at bo da hotellet var for dyrt for vores budget. I forgaars moedte vi en aeldre norsk gut paa en kineserrestaurant, og han har en lejlighed midt i centrum som han har lejet ud til os. Billigt naturligvis nu hvor vi jo er danskere og nogle flinke fyre.

Han er ude i provinsen og i hans fravaer bliver lejligheden passet af en stort sort fyr der hedder Aramis.
Men han virker som en superflink gut, der i oevrigt er olympisk 400-meterloeber og DVD-junkie.

Nu har vi saa vores egen lejlighed til fire personer for ¨blot¨ 30 dollars pr. dag. Normalprisen for et dobbeltvaerelse er 30-25 dollars. Herovre skal man betale 150 dollars til staten hver maaned for hvert vaerelse man lejer ud. Det er vel og maerke uanset om man rent faktisk faar det lejet ud eller ej. Derfor er alle meget passionerede omkring at faa deres rom, casa particulares, lejet ud. Den gennemsnitlige maanedsloen her er lidt under ti dollars. Ja ti dollars!

torsdag, december 16, 2004

Hey England!

Saadan anraabes jeg ca. hvert femte minut her i den gamle bydel i Havana. Ja vi er jo paa Cuba nu. Ankom igaar foerst paa aftenen.

Vi naaede kun at vaere paa hotellet i ca. tre kvarter foer vores ven fra Manchester, Rik, kom spankulerende ind i vestibulen med et stort smil.
Han bor paa et vaerelse i et privat hjem, kaldet et casa particulares, lige om hjoernet.

Senere samme aften skulle han ud med den skoenne datter i huset og hendes veninde. Vi tre vikingeknaegte og Jeff, som jeg moedte i flyet slog foelge. Vi maatte simpelthen se pigebarnet som fik Riks oejne til at straale og fik ham til at koebe hende hummer paa en fin restaurant.

Hjemme i hans casa particular, moedte vi soennen i huset og iklaedt det perfekte Grease-kostume tog han ogsaa med. Vi fandt en restaurant i China Town (ja det har du sgu ogsaa her), hvor tjeneren udenfor lokkede de to piger med "at faa noget for det", hvis vi alle spiste der.
Et lidt besynderligt arrangement mente vi, men herovre er det meget almindeligt.

Intet er gratis i Cuba. Du kan bruge timer sammen med lokale og have en virkelig god stund, men det er ikke gratis. De forventer du betaler deres mad, drink eller giver en skilling til en taxa (hvorefter de gaar hjem). Dog vil jeg sige at den slags hustlen er meget mere behageligt end i resten af Centralamerika, hvor man basalt set betaler en pisseirriterende personage for at gaa sin vej og lade dig vaere. Her betaler man i princippet for det modsatte.

Ioevrigt saa fortaeller jeg ikke hvor jeg er fra, blot at jeg ikke er fra England og de er velkomne til at gaette, hvor jeg er fra. Det faar dem til at forsvinde ret hurtigt.

Men her er saerpraeget i Havana. Meget fattige mennesker i noget der ligner om et forfaldent Barcelona eller Rom. Man skal ikke bruge fantasien ret meget for at faa oeje paa byens fordoms storhed.

tirsdag, december 14, 2004

WRRROOOOOOOMMMM!

For blot 150 pesos pr. mand fik Daniel og jeg igaar tiltusket os to potente scootere hos en lokal udlejer paa Isla del Mujeres (kvindernes oe).

"Husk I maa max koere 40 kilometer i timen" var det sidste ord kvinden bag disken raabte efter os da vi i en stoevsky og med minimum af kontrol forsvandt hen af den sandede asfaltvej der udgoer hovedfaerdselsaaren paa oen.

Det gjorde vi saa - ihvertfald indtil vi kom til den anden ende af oen - seks kilometer vaek paa et lille kvarter. Saa gik der ellers Herningknallert i den! Vi kraengede gashaandtagene i bund, tillagde os skaeve ulvesmil og en koerestil der ville kunne fylde Thorkild Thyrrings oejne med glaedestaarer.

Vi koerte staerkt, og raadent i den grad. Vi overhalede, vi dyttede uhaemmet, vi pegede og skraldgrinte hver gang vi overhalede en taxa eller floej hen over et fartbump.

Det var sjovt. Rigtigt sjovt endda!

Jeg vidste slet ikke at det var saa sjovt at koere knallert - havde jeg vidst det havde jeg nok byttet nogle af "De fem boegerne" til en laederjakke og en tunet Puch Maxi to-gears og nogle daarlige venner.

mandag, december 13, 2004

Lyset er vendt tilbage

Moerket som omgav mig igaar er forsvundet og atter afloest af lys.

Jeg satte mig paa en oede moerk strand med mine fire iskolde daaseoel og drak dem mens jeg lod mine tanker flyve, mens jeg hvilte mine oejne med blikket paa det moerke boelgebruste vand.

Langsomt men sikkert lettede taagen fra mit sind og jeg kunne igen taenke klart.
Det var som at dykke op til overfladen i et bassin af sort vand. Smilemusklerne begyndte at virke igen, jeg kunne grine, vaere venlig og se fremmede i oejnene uden at oenske dem doed og det som var vaerre. Jeg var blevet mig selv igen.

Melankoli er et hav, som man svoemmer i alene - og jeg er glad for at jeg gjorde det.

I mig braender en ild, for det meste er det min braendstof til at goere det jeg finder rigtigt. Men til tider synes det som om at ilden kommer ud af kontrol og truer med at fortaerre mig. Mit sind soenderrives af moerke og farlige tanker, og alle mine fejl traeder frem og bliver smertende tydelige. Det er en kamp og en flirt med det onde i mig selv. Jeg kalder det for "mine indre daemoner".

Vi maa alle fra tid til anden tage favntag med vore indre daemoner - og nogle gange taber jeg til mine for en stund. Men som jeg sad der paa stranden og skuede ud over det sorte hav, slog det mig pludselig at de indre daemoner maaske i virkeligheden forsoeger at fortaelle mig noget, snarere end blot soeger torturerer mig.

Hjertet kender sandheden foer sindet, laeste jeg forleden. Det tror jeg er sandt. Jeg tror at man nogle gange er ked af noget, som hjernen endnu ikke ved, men som hjertet har vist laenge.

Melankoli er en sandhedens time, hvor man skal laere om sig selv og faa oeje paa de problemer der ligger lige under overfladen, i kanten af synsfeltet og udenfor den aabne del af bevistheden.
Kun ved at se problemerne i oejnene og forholde sig til dem kan man blive glad igen.

Jeg har forholdt mig til det mine daemoner fortalte mig og er atter glad. Atter Jeppe.

Idag er verden grim

Jeg er loebet toer for tolerance. Overskud er jeg ogsaa lav paa og der er heller ikke mere venlighed tilbage i skuffen. Det sidste smil brugte jeg i middags og den sidste venlige tanker ligger nok laengere tilbage.

Der bliver ikke givet saa meget som en millimeter, en toeddel, et smil, et noget som helst. Jeg har lyst til at vaere modbydelig og provokerende. Sige ting bare for at saare. Mine oejne foeles smaa og stikkende og alt hvad de ser er ligegyldigt, latterligt eller grimt.

Den tykke kone kan gaa paa et andet fortov, den lille dreng kan skrige sine infame boernelyde et andet sted, den lavpandede mand paa scooteren kan bare vaelte og splatte sin hjerne ud over asfalten, den smilende pige der staar i vejen burde vrikke rundt paa sin ankel og bryde sammen i smerte. Jeg hader dem allesammen.

Jeg har the blues idag. Uden grund umiddelbart.

Eller ogsaa er jeg bare for en stund traet af surrogatvenner man lige har moedt, at skulle moede nye mennesker hele tiden, at vaere venlig og interessant 24/7, at foele mig som et produkt paa den store hylde for mennesker der er ude at rejse.

Vejret er smukt, Isla del Mujeres er et nemt og billigt sted at vaere. Vores hostel er forrygende og der er saagar et bordfodboldspil. Men jeg er ligeglad og har bare lyst til at snerre af folk der kommer indenfor en meters afstand.

Gad vide om man kan faa menneskeallergi?

Jeg savner mine venner, familie og andre derhjemme som kender mig som den jeg er.

Nu vil jeg gaa mig en lang lang tur her i det ukendte landskab og bagefter vil jeg drikke mig en spand oel paa stranden. Og ioevrigt blaese det hele et langt stykke...

lørdag, december 11, 2004

Ondt i hjernen

Av av av vi har ondt i hovedet idag, blikket er sloeret, vores gang er hovedsageligt i pinefuld zig-zag og vi vil saadan set bare have at nogen henter morgenmad paa MacDonalds og koerer os til stranden bagefter.

Igaar fik jeg endeligt de svenske kjottboller og de var ganske simpelt fantastiske. Baade Magdalena og Melody overgav sig og sprang med paa koedbolletoget, hvilket var en stolt dag for Sverige.

Egentligt skulle vi ned paa stranden og hygge, men al elektricitet i hele byen forsvandt og det begyndte at regne saa vi gik paa bar i stedet. Otte timer senere var vi aeskestive paa lokaloel og gratis pigedrinks, og ifoert hatte af balloner fik vi med besvaer fulgt pigerne hjem. Klokken syv formastede en af hotellets ansatte sig til at banke paa doeren for at se hvad der var paa vaerelset. Er ret sikker paa at det var saa slemt at hun ikke goer det igen.

Idag skal vi bare ligge paa stranden og lide. Det er haardt at vaere mig .

Har lige opdaget at

set i forhold til hvor brun resten af mig er saa er min roev faktisk latterligt hvid.

fredag, december 10, 2004

Update

Okay saa fik jeg ikke svenske kjottboller igaar. Til gengaeld fik jeg chicken wingsmarianade paa alle fingrene og en hyggelig aften paa TJI Fridays som er en amerikansk franciserestaurant.

I aften til gengaeld tager vi en ordentlig flok ned paa Babes og spiser svenske kjottboller eller thaimad.
Magdalena fra Halmstad overvejer at droppe kjottbollerne - tror jeg nu ikke at hun faar lov til.
Bagefter skal vi hygge os med romsjusser paa stranden. Vore svenske veninder bliver her i Playa del Carmen nogle dage laengere end os, saa det er maaske sidste gang vi ser dem.

Vi moedte forresten to piger vi havde koert i bus med i Honduras. De bor her i byen og viste os den hippe bar Blue Parrot igaar med fire dancing. Vi fik en lille oel og efterfoelgende hottentotdans. Det var skaegt!

Danske Sofie var ikke i receptionen i gaar da vi kom til de andres hostel, saa hun har stadig et jysk Goddaw do til gode. Mon ikke hun glaeder sig helt vildt?

torsdag, december 09, 2004

Tretten for ideen og nul tre for udfoerelsen

Det virkede ellers som en supergod ide. "Se du kan faa kokosvand paa daase" sagde Daniel og pegede paa en groen daase med et billede af dejlige kokosnoedder paa en bountystrand. Jeg slap min Dr. Pepper som ramte koeledesken med et smaeld.

Her ti minutter senere kan jeg konstaterer at der var en masse smaa stykker kokos i vandet, hvilket goer det umuligt at drikke uden at faa munden fyldt med kokosaffald. Forsoeger man saa at filtrere kokosstykkerne fra med munden resulterer det oejeblikkeligt i en straf, som bestaar i at man spilder en stor sjat kokosvand ned paa troejen. Sikke noget fjollet tropepjat...

Paa plussiden kan jeg fortaelle at vores rejsekammerat fra Manchester har fundet ud af at receptionisten paa hans hostel er en dansk pige der hedder Stefanie. Hun har ikke moedt danskere i lang tid saa vi tager om og siger hej paa bredt og umiskendeligt jysk. Jeg er helt sikker paa at det er lige hvad hun traenger til efter tusinder af Hola's og Hi's.

Hold paa formerne Stefanie - her kommer vi!

Kjottboller med lingon och sauce!!

Det er naesten ligesom juleaften! Vi landede igaar aftes i det forholdsvist turistede Playa Del Carmen ca. 68 km nord for vores dase-base Tulum. Alle vi kendte fra Tulum var her og vi traf dem paa hovedgaden.

Selv de fire piger som egentlig ville have blevet i Tulum indtil idag tog en bus om aftenen, for som de sagde "hvad laver vi her naar alle er i Playa". Tak for det toeser!

Paa hovedgaden ligger ogsaa den thai/svenske restaurant Babes, saa jeg har store planer om at spise svenske koedboller med lingon och sauce.

De sidste dage har vi lavet meget lidt udover at ligge paa stranden, bade i det violette vand paa den perfekte strand, hygge med svenske, norske, australske og engelsk/svenske piger. Og naturligvis haengt ud i strandbaren El Paraiso, som serverer en helt fantastisk Piña Colada.

Mandag aften moedtes vi ca. ti stykker paa stranden med rom, cola og daaseoel. Ved stjernernes skaer og i perfekt hippie-lejrskolerundkreds sad vi fra otte om aftenen til to om natten og snakkede, grinte og smed lesbiske piger i havet.

Vi har faaet en email fra vores schweiziske partygirl Christine som beder os om at komme til Guatemala fordi hun savner sine tre bodyguards. Nogle gange kunne det vaere praktisk at kunne vaere mere end et sted af gangen. Vi savner sgu ogsaa Christine.

For tiden moeder vi simpelthen saa mange mennesker, men det er langt fra alle som jeg tror jeg vil have kontakt med naar jeg kommer hjem. Men Christine er jeg helt sikker paa at jeg vil holde kontakt med. Det er en af sidegevinsterne ved at rejse - man moeder saa mange forskellige mennesker, at man nogle gange moeder man nogle helt unikke mennesker, som man saetter stor pris paa fra foerste sekund.

Idag staar programmet paa shopping. For en gangs skyld kan vi faa toej uden bynavn eller latterlige firfarvetryk med hvaler eller det som er vaerre. Og ja solbriller er jo en noedvendighed naar man gir den som strandloeve...

mandag, december 06, 2004

En god dag

Men ved at det bliver en god dag naar den stoerste beslutning er hvornaar man skal tage til stranden.

Naestvigtigste beslutning er at afgoere om jeg skal tage til stranden uden haandklaede eller koebe et med kaade hvaler. Det bliver et svaert valg.....

Vi er nu i Tulum i Mexico. Hele dagen igaar blev brugt paa at rejse fra Caye Caulker hertil, en baad og to busser. I vores lille bus fra Belize city til Chetumal i Mexico var vi 10 personer som alle havde planer om at overnatte paa Weary Traveller, som er meget populaert og kun har 40 senge. To svenske pìger og deres australske veninder slog os i spurten baade dertil og til soesterhostellet Rancho Tranquillo. Skidt pyt vi har fundet billige bungalows et fint sted.

Idag staar den paa stranddasen og absolut intet andet.
Det bliver en god dag.

fredag, december 03, 2004

Hoeje boelger og norske pir'

Tidligt tidligt stod vi op klokken fuc... halvseks i morges. Klatoejede traskede vi ned til bussen til Dangriba, hvorfra vi skulle videre til Belize city.

Bussen koerte fint og jeg er nu ganske sikker paa at alle mine indre organer er rystet uigenkaldeligt fast. To timers Thorkild Thyrring-koersel paa hullede grusveje i et stort skrummel uden affjedring har sin effekt.

Vores 45 minutters stop i det soevnige hul Dangriba gav lige noejagtig tid til morgenmad paa "Berthas", hvor vi faldt i snak med en ustyrlig morsom t-shirt/haandklaedesaelger og en lokal soldat. Lystig konversation henover vores fryjacks med boennemos.

Ekspressbussen til Belize city var tranquillo og ingen problemer. Om en halv time tager vi en watertaxi ud til Caye Caulker, hvor vi skal moedes med de to norske nymfer, vi moedte i Placencia.

Dem kommer vi til at rejse med indtil Cancun som vi rammer d. 13. december. Det skal nok blive et lystigt panskandinavisk rejseselskab.

Foerste punkt paa dagsordenen er hummermiddag i aften og snorkling med Carlos' tours i morgen.

onsdag, december 01, 2004

Badeland badevand badeand

Wow!

Nu er vi helt bestemt i Bountyland! Her er venlige lokale, soede norske piger, masser af god og billig rom, palmer uanset hvor vi kigger og vigtigst af alt en fantastisk strand.

Vi overvejer om vi skal slaa os ned her. Blaese paa det hele, saelge billetterne og naegte at se realiteterne i oejnene og fornaegte vores tidligere liv. Bare dase og drikke rom dagen lang.....

tirsdag, november 30, 2004

Welcome to the jungle

Traehuse paa piller, taet mangroveskov, hylende aber, alligatorer i det mudrede vand, mosquitos paa stoerrelse med bier. Vi var i sandhed kommet ud i junglen. Den lille motorbaad moste sig tyst laengere og laengere ind af den stadigt smallere kanal.

Endeligt var vi hos Casa Perico. Her huserer fire schweizisk-tyske gutter med ostefondue, tyrolermusik, kolde oel og faellesspisning klokken syv.

En stor bar dominerede omraadet med smaa hytter for enden af de lange gangbroer henover det ubestemmelige sumpsmat der udgjorde skovbunden.

I takt med moerket kom krybene, insekterne og de ukendte dyr til live.

Storladne koncerter spillet paa lodne insektben fyldte luften i den varme junglenat. I moerket kunne man hoere ubestemmelige dyr spurte hen over smattet lige noejagtigt ude af syne.

Velkommen til junglen drenge...

lørdag, november 27, 2004

Festen der blev vaek

Igaar aftes var vi efter fire timers opvarmning med Moza-oel, vin og det lokale afrodisia gifiti (meget taet paa giftig) var vi daelme klar til at finde garifunafesten og danse til den lyse morgen.

Men alt hvad vi kunne finde var troperegn, et tomt diskotek og en fabrikshal med 200 sekstensaarsdrenge. Ikke lige det vi var ude efter, saa vi endte paa en bar der lignede en bandeborg fra Harlem. Masser af guldkaeder, basketball t-shirts, solskygger paa sned og mikrofonhaar. Til gengaeld var deres coco locos billige og rigtigt rigtigt gode.

Klokken tolv gik vi traette og skuffede hjem gennem den silende trofaste troperegn.

Her til morgen moedte vi vores garifunaven med cyklen og han spurgte hvorfor vi ikke kom op til hallen i den afrikanske del af byen. Ja faktisk var festen under 200 meter fra hvor vi bor.

PIS! Naa men i aften tager han os med til en rigtig garifunafest med masser af piger, dans og coco locos. Nu er det iovrigt en halv time siden han smuttede afsted med 150 af Martins qetzales for at hyre Pato og hans kano til at sejle os ud til et hemmeligt sted paa floden hvor man kan svoemme i en grotte. Gad vide om vi ser ham eller pengene igen...

fredag, november 26, 2004

Partee garifuna styil'

Igaar brugte vi hele dagen paa at komme til garifunaernes by i Guattemala - Livingston. Foerst med shuttlebus fra Antigua til Guatemala city til en lillebitte befaestet busstation med adskillige vagter med shotguns, kaede over vejen og walkietalkies og alle mulige sikkerhedsprocedurer. Dejligt at foele sig sikker i Gua. city for en gangs skyld. Bussen til Puerto Barrios koerte paa minuttet, hvilket ogsaa var en oplevelse.

Dog blev vi en time forsinket paa grund af et trafikuheld paa en bjergvej. Det var modbydeligt at se to lastbiler og en personbil der laa i smaa stumper overalt. Styrhusene paa begge lastbiler var mere eller mindre pulveriserede saa jeg giver ikke dem i bilerne nogen chance for overlevelse.
Den slags saetter risikoen ved vore mange timer i busser lidt i relief...

Foerst paa aftenen ankom vil til Puerto Barrios, hvor vi stiftede bekendskab med garifunaernes venlighed. Nogle lokale med bussen soergede for at vi kom med dem ned til molen, hvorfra water taxies gaar til Livingston. Man kan kun komme til Livingston med baad. En tur paa ca. en halv time.

Alle anbefalede Casa Rosado (det lyseroede hus), som trods det lidt mistaenkelige navn er et virkeligt godt sted. Maaske det bedste sted jeg har vaeret endnu.
Min seng er paa en aaben terrasse paa foerstesalen i en lejlighed med direkte udsigt over bugten. At vaagne halvfem om morgenen og ligge mageligt paa foerste raekke til en solopgang der faar det blikstille vand til at gloede som smeltet guld er en fantastisk start paa dagen. Isaer naar man kan laegge sig til at sove igen bagefter.

Idag har vi vaeret paa lidt sightseeing i byens afrikanske kvarter med vores nye ven - en lokal gut med cykel, hvis navn jeg aldrig fangede. Han viste os den lokale kirke, som var stopfuld med syngende, swingende mennesker der priste gud med afrikanske salmer og hoftevrik.

Det slaar helt sikkert en tom kirke med stilleleg som dem vi har derhjemme. Som vores ven sagde "jeg skal ikke i den europaeiske himmel - jeg skal i Garifunahimlen for der maa man synge og danse". Jeg er klar paa at skifte himmel ogsaa.

Vi koebte noget lokal ildvand gennem vores ven, og i aften skal vi til Garifuna Independence day fest. Det bliver vildt! Dans til afrikanske rytmer overalt!

Garifunaerne er en minoritet der bebor hele den caribiske kyst i Belize, Guatemala, Honduras og Nicaragua. Det er efterkommere af afrikanske slaver fra den engelske oe St. Vincent, som gjorde oproer og derefter deporteret af englaenderne. De blandede blod med caribiske indianere og blev mange og har spredt sig langs kysten i loebet af de sidste tohundrede aar.

De er meget afrikanske i udseende og kultur - og meget caribiske ogsaa. Venlige og festlige, hvilket er perfekt naar man kommer som turist og vil more sig.

Og more sig det skal vi for fuld knald i aften!

onsdag, november 24, 2004

En almindelig dag

Igaar brugte vi tolv timer paa at bestige Guatemalas hoejeste vulkan. 1750 meter gik vi opad (og nedad).

Benene var godt brugte bagefter, men det foeltes rigtigt godt!

Om aftenen tog vi ud at fejre vores bedrift sammen med vore nye kammerater Ana fra New Zealand, Colin fra Sydafrika og Christine fra Schweiz.

Vi spiste paa en rigtigt rigtigt god marokkansk restaurant, hvor de serverer verdens maaske bedste hummus.

Ganske som det ser ud til at vaere en ubrydelig regel saa har jeg faaet diarre af det bedste maaltid jeg har spist laenge.

Fremover tror jeg sgu at jeg gaar til madboderne paa gaden, og faar diarre der til en femtedel af prisen....

I morgen tager vi videre til landsbyen Rio Dulce sammen med Christine. Der er jungle og garifunaer plus et hotel ejet af fire schweiziske gutter - saa vi satser staerkt paa at faa Ostefondue til aften.

tirsdag, november 23, 2004

Lidt snyd

Har lige tilfoejet et indlaeg fra i torsdags om mine saerpraegede oplevelser ude midt i ingenting paa saltsletterne....

søndag, november 21, 2004

Min by

Ja hvis nogen skulle have spekuleret over om jeg nu kom helt frem til min destiantion, saa kan jeg afsloere at jeg kom helt frem.

Og at situationen i lufthavnen fik en lykkelig slutning. En tilfaeldig sikkerhedstolderagtig gut kunne, efter at have haft min flybillet stort set oppe i naesen, forklare at jeg ikke behoevede checkin og at COPA-folkene havde mit boardingpas.

Det havde de soerme og jeg fik endda personligt lov at godkende at det var min rygsaek de havde faaet overfoert fra Grupo TACA. I deres fly sad jeg endda lige ud for transportbaandet til lastrummet og kunne begge gange se min kaere lille rygsaek bliver foert sikkert ind i lastrummet.

Resten af turen gik nogenlunde smertefrit. Ja altsaa bortset fra at jeg sad ved siden af en robotagtig japaner der insisterede paa at sidde med samuraiarmene over kors saa jeg knapt kunne vaere der. Et par danske bissetricks og lidt sammenbidt engelsk loeste situationen (ihvertfald for mig). Lidt sjovt ioevrigt at denne hersens japaner var aabenbart ret fin i det og helt sikkert finere end sin skaldede joviale landsmand. For han sad det meste af tiden med lukkede oejne, mens den joviale bestilte taeppe, mad og drinks til ham. Han aabnede kun oejnene naar han skulle drikke, spise eller kigge brysk paa mig naar han fik den halvtimelige albue i siden for at fylde.

Om det var ham eller den lille fede Robert De Niro-klon bagved der ca. ti gange slog nogle gevaldige kloakprutter ved jeg ikke.

Vel fremme i Guatemala maatte jeg tage en taxa da al organiseret koersel til Antigua ophoerer kort foer klokken 21:38, hvor jeg ankom.
En glad og snaksagelig taxachauffoer koerte mig de 43 km til Antigua og vi havde en livlig samtale under hele turen. Jeg var overrasket over hvor godt mit spansk var. Det foeltes supergodt!

Idag har jeg vaeret omme at besoege min sproglaerer Jorge og hans ultraglade veninde Milli. Hjerteligt gensyn med knus, kys og skulderklap der kunne imponere en stout vestjyde.

Der var desvaerre ingen fodboldkamp i Antigua idag saa jeg maa vente med at komme af med alle de slemme gloser, som hober sig op inde i mig med foruroligende hast.

Antigua er lidt min by, og jeg foeler mig hjemme. En god velkomst af kendte ansigter varmer ogsaa. Solen skinner og her er bare dejligt at vaere.

lørdag, november 20, 2004

¿Hay algunas que hablan ingles?

(Er der nogen her som taler engelsk?)
Gad egentlig godt vide hvad det forventes at jeg goer nu.

Sidder midt i transithallen i Lima lufthavn, og ved faktisk ikke om det er det rigtige sted.
Selvom skopudserdrengene i Perus provins brillerer med godt engelsk er der ingen i lufthavnen som synes at beherske det sprog.

Problemet er at jeg har floejet med selskabet TACA fra La Paz i Bolivia og nu skal videre med COBA til Panama og videre til Guatemala.
Den rare mand ved ankomsthallen mente bestemt at jeg skulle i koen til transit. Men jeg kan vist ikke rigtigt komme paa et fly foerend jeg har checket in' igen. Da jeg forsoegte at komme ud i forhallen for at snakke med British Airways satte jeg den store sikkerhedsalarm igang og blev kropsvisiteret og blev gennet igennem sikkerhedschecket igen.

Et telefonopkald opklarede at British Airways ikke har noget kontor i Lima, saa her kan jeg altsaa heller ikke faa genustedt billetter. Ja Iberia tager sig af British Airways affairs - men de aabner altsaa foerst klokken halvfem(!).

Den flinke vagtmand der i bar iver naer ramte mig i hovedet med sin store walkie talkie forklarede noget med at der kommer nogle folk fra COPA klokken halvet. Maaske de taler engelsk?

Nogen der ved hvorfor man har en flot Informationsstand i en lufthavn naar computerne er slukkede og den ikke er bemandet?

Det er godt nok typisk mig det her. Ja jeg siger det altsaa bare.

fredag, november 19, 2004

Et saltuudsletteligt indtryk

Nu sidder jeg alene paa en tilfaeldig internetcafe i La Paz.
Lisbeth og jeg tog en natbus til provinsbyen Yuini tirsdag eftermiddag. Vi skulle paa en to-dages-tur ud til saltsletterne.

Man boer vel egentlig ikke have hoeje forventninger naar turistbureauets bedste salgsargument er at deres chauffoer ikke er fuld!

Den lokale natbus som vi koerte med stammede helt sikkert direkte fra helvede. Det var baade den grimmeste og mest overfyldte paa hele busstationen. Og det siger ikke saa lidt hernede.

Det er utroligt, hvad de lokale skal have med naar de koerer i bus. Gerne fem-seks tasker som de alligevel ikke kan slaebe. Kasser, saekke og store ubestemmelilge bylter af tape og taepper, som bogstaveligt talt kan indeholde hvad som helst. Derforuden skal indianerkvinderne have en bylt paa deres egen stoerrelse med ind i selve bussen.

Det betyder at det tager en times tid at laesse en langtursbus herovre, og det annoncerede afgangstidspunkt er altid noejagtigt medianen i tidsforbruget paa laesningen.

Suuk jeg er traet af lokale busser, hvor alt lugter af friturestegt kylling og tyggede cocablade.
Og hvorfor er det altid mindst en der skal braekke sig i en boliviansk bus?

Og hvorfor skal ALLE bolivianerne af ved ALLE holdesteder med toilet?

Igaar aftes klokken ni sagde jeg farvel til Lisbeth efter knapt tolv ugers rejsen sammen. Det er godt nok maerkeligt kun at vaere en paa hotelvaerelset.

Men Lisbeth skal jo ud at lege med dynamit og op til Brasilien for at moede Klaus. Og i morgen klokken otte flyver jeg fra La Paz til Lima, hvorfra jeg flyver til Panama city, og igen videre til Guatemala city med mellemlanding et ukendt sted.

Det bliver en lang dag. Men jeg glaeder mig til at gense Antigua.

torsdag, november 18, 2004

Homolamatyr og stirrende mumier

Her er det saa at I to skal af proklamerede den cocatyggende jeepchauffoer ligeglad. Vi saa os vantro omkring. Her? Det kan du sgu da ikke mene! Vores jeep holder i en mennesketom landsby for foden af en udslugt vulkan ude midt i Yuinis saltslette, verdens goldeste terraen.

Vi havde tydeligvis ikke faaet nok information om turen. Faktisk beloeb informationen sig til at det var to dage og at chauffoeren ikke var fuld.

Sjovt nok var vi ikke saerligt indstillede paa at tilbringe 24 timer i hvad der var et sted i absolut ingenting. Paa vores begraensede spansk forsoegte vi at forklare ham at vi saadan set gerne ville med tilbage til Yuini fordi vi ikke havde faaet at vide at vi skulle overnatte saadan et sted.

Uden at vi helt forstod hvad han sagde saa stod det efter tyve minutter klart at vi ikke kunne komme med tilbage fordi nu var det bestilt og at han ikke blev betalt for naeste dag, med mindre vi rent faktisk blev hentet.

Saa vi blev.

Vi fik laest en hel del, spiste noget udemaerket aftensmad, drak the, laeste noget mere og sov.
Stod op, spiste og laeste lidt mere.

Men der var jo den her vulkan som man kunne klatre op paa. Eftersom der ikke var andet at goere der saa besluttede jeg mig for at bestige den.

Da jeg endelig fandt den umaerkede sti der foerte op til vulkanen og et udefineret arkeologisk omraade, kom hostelmutter spaennende i fuld galop Gadagung gadagung gik det over stengaerder og smaa faar.

Da hun indhentede mig stak hun mig en lille noegle. Det er til mumierne sagde hun stakaandet (aha det er altsaa ikke kun vi turister der mister pusten i 4000 meters hoejde).
Mumierne? Spurgte jeg lidt desorienteret.

Jaja - du skal bare selv laase dig ind. Det er ca. en time opad bjerget. Gaa til venstre ved koeretoejerne.

Jamen saa goer jeg da det. Ca. tre kvarter senere ankom jeg til en staaldoer i en klippe. Jeg laaste den lille haengelaas op, aabnede doeren og kravlede ind af den lille aabning. Da jeg var kommet indfor og mine oejne havde vaennet sig til lyset opdagede jeg at jeg stod ansigt til ansigt med en mumie. Det er en ganske saerlig oplevelse vil jeg godt afsloere!
I den lille hule laa adskillige skeletter og vel fire mumier med nogle ofringer i form af keramik.

Pludselig kom der en hoej bankelyd fra den mest velbevarede mumie. Som et rationelt taenkende menneske ved jeg godt at det umuligt kan vaere en bunke genetisk affald der laver den lyd. Som en sensitiv bangebuks en time fra civilisation tog jeg sgu ikke nogen chancer. Hvis en mumie har haft femhundrede aar til at planlaegge hvad den ville goere ved indtraengere saa har den nok en fordel. Hurtigt kom jeg ud af hulen, smaekkede doeren og kastede haengelaasen paa.

Da jeg gik nogle skridt tilbage kunne jeg se den store ravneagtige fugl der pirkede voldsomt i jorden bag hulen. Jaja taenkte jeg. Saa havde den rationelle del af mig ret.

Paa vejen tilbage stod der en stor lamatyr midt paa stien. Jeg kiggede paa den, den kiggede paa mig og vi kom frem til at ingen af os havde i sinde at flytte os.
En mexican standoff. Lamatyren skrabede en smule i jorden med klovene. Da var det at jeg opdagede at den havde store lyseroede garnkvaster i toppen af begge oerer.

Hahaha - hold kaeft hvor er du grim! Du kan da ikke for alvor staa der at puste dig op naar du ligner et kasseret produkt fra My Little Pony!

Det kunne den jo saadan set godt se, og traadte saaret og fornedret vaek fra stien.
Stakkels dyr.

Resten af turen var begivenhedsloes omend en dejlig spadseretur helt alene i storslaaet natur.

Chauffoeren ankom klokken et som aftalt, medbringende en japansk gut som ikke talte et ord spansk. Det undrer mig til stadighed hver gang jeg ser en ene japansk fyr rejse rundt uden at kunne et ord spansk eller engelsk. Hvordan pokker klarer de sig???

tirsdag, november 16, 2004

Blokavolivia

Nu er vi kommet til Bolivia. Her er hoejt og koldt. Busturen fra Puno i Peru skulle tage seks timer, ja altsaa plus en pause paa en time. Det ville sige at da vi tog bussen ca. klokken 8.00 (skulle have vaeret 7:30) saa ville vi vaeret i La Paz ca. kl. 15:00 - 16:00 boliviatid.

Men men men Bolivia er kendt for sine mange strejker og de obligatoriske vejblokader der naturligt foelger med enhver anstaendig strejke paa de kanter.

Foerst var vores pausestop, Cocacabana (ja der er altsaa ogsaa en i Bolivia ved Lago Titicaca) blokkeret i to timer. Da vi endelig kom videre var La Paz godt og grundigt blokkeret, hvilket betoed at det tog over tre timer at komme ind i byen.

Alt i alt en syvtimerstur der tog elleve timer. Suk - vi var godt bombede da vi endelig naaede frem til Hostal Maya Inn der har varmt vand.

I eftermiddag tager vi en 16-timers-natbus sydpaa til saltsletterne. Det er en massiv saltaflejring fra et udtoerret forhistorisk hav, og verdens mest ugaestfrie terraen. Det blir hyl!
Loerdag morgen flyver jeg til Guatemala om Gud og bolivias strejkevagter vil. Deres favoritnummer er nemlig at blokkere den internationale lufthavn....

mandag, november 15, 2004

Min helt

Denne mand er en sand eventyrer og min helt: Arne Falk-Roenne
Jeg var saa heldig at jeg ved et sandt lykketraek fandt hans bog "Matchetebroedre" paa et hostel i Campeche i Mexico.

Efter at have slugt hans historier om moeder med blandt andet Hemmingway og Che og mange andre - ja saa har jeg slaebt den store hardbackbog fra Slagelse Bibliotek med mig i to maaneder.

Hvis du skulle stoede paa nogle af hans boeger - saa sir du til ikk'?

søndag, november 14, 2004

Hjem er hvor man er

Jeg har opdaget noget nyt. Tilsyneladende er jeg begyndt at foele mig hjemme flere af de fremmedartede steder jeg besoeger. I morges var mit hjem en baad som sejlede os rundt imellem oerne i Lago Titicaca. Da jeg sad tilbagelaenet i agterstavnen og noed den starke sol i 3810 meters hoejde - ja da foelte jeg mig hjemme. Hjem er blevet der hvor jeg er.

Globetrotter?

torsdag, november 11, 2004

Tur - retur

Vandreturen til Machu Pichu var fantastisk. Haard og kraevende baade af krop og sjael.

Det startede godt! Bussen gik i stykker blot 17,875 km fra Cusco. Hvordan ved jeg det saa praecist? Jo vi stoppede ud for et skilt, hvor der stod at vi nu blot var 17,875 km fra Cusco.
Nogle gange kan man reparere en moter med noget nylonsnor, men denne var ikke en af dem.

To timer, 6 km og 12 meter snor senere blev vi hentet af en anden bus. Herefter ankom vi til den sidste landsby inden starten af stien ved 82 km stenen. (Hele turen er 104 km, vi tog kun den sidste del som de fleste goer). Her koebte jeg en vandrestav, en rejsepung og en ordentlig pose cocablade. Jep - vi skulle nemlig bruge stoffer for at komme over de hoeje bjergpas og kapere hoejden.

Inden vi skulle igang med at gaa skulle vi foerst spise tre-retters-frokost i vores faellestelt. Vi tretten turister og to guider havde 9 portere som skulle slaebe vores faellestelte, sovetelte, mad og diverse udstyr.

De lavede god traditionel mad. Dog skal vi lige bruge nogle dage, hvor vi ikke spiser ris eller suppe. Mate - eller cocabladsthe er dog rigtigt laekkert.

Naturligvis regnede det da vi startede. "Det er jo regntiden" som guiden Matrichia velvilligt forklarede. Det gav jo mening.

Den foerste dag gik vi 9 kilometer i "fladt terraen". Lad mig kort forklare konceptet "Peruvian flat" - det er naar det blot er aandsvagt bakket, hvilket betyder at turen op af Himmelbjerget ikke ville faa nogen hernede til at sige andet end at det var fladt terraen.

Fra afstand saa vi den foerste ruin - ret imponerende! Da vi ankom til lejren havde porterne slaaet vores tomandstelte op, slaaet faellesteltet op, lavet the og popcorn!
Mums! Traette og maette gik vi i seng. De uddelte madrasser var ikke tykkere end at de blot gjorde stenene i jorden en smule runde. Nattens hoejdepunkt var da en stor ged eller lama tissede uimodstaaeligt og voldsomt paa vores telt lige ud for mit hoved....

Naeste morgen klokken 6 blev vi vaekket i teltet af porteren Sebastian med morgen-coca-the.

Klokken syv startede vi paa de 15 kilometers tur som udgjorde den haarde andendag. I loebet af fire timer var vi kravlet 1200 meter opad til "Den doede kvindes pas" der laa i 4200 meters hoejde. Lungerne pev og benene smertede da vi endeligt kom til toppen. Det var fedt!

Paa vejen op havde vi haft vores foerste og sidste oplevelse med tygning af cocablade. For at udloese kokainen i bladene skal man tygge kul fra et saerligt trae som en katalysator.
Bladene smager som groen the fra Sushirestauranterne - men kullet som tis og fisk.

Det var da interessant at maerke sin mund blive foelelsesloes - men smagen af kullet gjorde det umuligt at tygge mere. Istedet indtog vi M'M's som smager en hel del bedre.

Paa vejen ned fra passet loeb vi i godt tempo og sprang doedsforagtende fra sten til sten. Vi lod tyngdekraften goere sit til at holde tempoet oppe - det var nemlig for haardt for ledene at holde igen.

Dag tre gik vi 13 km op og ned forbi og igennem fire inkaruiner, hvoraf vi udforskede den ene.
Frokosten blev indtaget i faellesteltet paa en bjergtop, mens et voldsomt tordenvejr rasede lige over vore hoveder. Lynene var ikke et sekund fra bragene.

I silende regn gik vi ned fra passet af stejle og glatte trin hugget ud af selve bjerget.
Regnen stoppede da vi kom til en nemmere del af stien. Herefter gik det i iltempo ned til lejren, hvor det varme bad til en blank dansk tier lokkede. Lisbeth var virkeligt godt gaaende, saa maaske burde der havde vaeret badefaciliteter i lejren paa andendagen, hvor Lisbeth virkeligt havde det haardt paa vej op til passet.

Den trejde aften var vores sidste aften sammen med de 9 portere. De er i sandhed mine helte. De er seje haardtarbejdende maend af faa ord. Med et smil paa laeben udfoerer de deres haarde job. Paa stien blev vi ofte overhalet af en lille mand som med 30 kilo bagage surret til ryggen med reb og stof loeb i hoej fart forbi vi prustende turister med fire kilo paa ryggen.
Ja og de bar laedersandaler og shorts, mens vi gik i regnponcho, vandtaette vandrestovler og hitechudstyr.

Det pirkede til min samvittighed at disse portere fik 10 dollars om dagen for et haardt job.
Den sidste aften samlede vi drikkepenge ind og hver porter fik under en cermoni ca. 10 dollars vaerd og en flot tale paa spansk af belgiske Stefan. De hjertelige haandtryk bagefter fra hver porter gjorde stort indtryk paa mig, og er noget jeg aldrig vil glemme.

Paa fjerdedagen stod vi op klokken fire om morgenen, mens der var kulsort nat og vaadt af dug.
Vi skulle vaere ved checkpointet inden de aabnede klokken 5:30.

Det checkpoint skal forhindre at turister camperer ved solporten eller selv Machu Pichu, hvilket jeg bifalder.

Fra den lille traelaage gik vi en times tur i rasende tempo. Alle ville til solporten tidligt saa man kunne sikre sig en god siddeplads naar solens foerste straaler rammer Machu Pichu.
En taabelig kinesiskudseende pige som gik bag mig forsoegte at overhale paa de mest snaevre steder af stien og var til fare for baade sig selv og andre. Den slags ivrighed er farlig og jeg ville oenske at nogen havde gjort hende det klart.
Min midtjydske staedighed gjorde at jeg naegtede hende at overhale, simpelthen fordi hun ikke var hurtigere end vi som gik foran hende og fordi det var for farligt.
Selv paa et stykke kendt som de 50 trin, der er en stige hugget ud i klippen forsoegte hun at overhale mig. Den lille onde mand paa min hoejre skulder overvejede om hun skulle have et gok i noedden. Den slags dumhed er farlig for alle og vi baerer vel alle et ansvar for at saette en stopper for det. Et gok i noeden er vel ikke i kristen aand, men sikkert effektivt uddelt i 25 meters hoejde paa en lodret klippevaeg.

Vi ankom til Solporten. Der var masser af plads og vi sad alle stille med tyste aandedraet og ventede paa at solens foerste straaler skulle oplyse Machu Pichus graa stene og give os beloenningen for 43 kilometers bjergvandring. Vi fumlede med hvert vort kamera, klar til at fange netop det magiske oejeblik med vores optik.
I selvsamme oejeblik besluttede mit kamera egenhaendigt at der ikke var mere batteri. Saa mit billede af oejeblikket eksisterer kun i mit hoved.

Efter en nedstigning paa 350 meter maatte vi dele ruinerne med horder af tykke busturister koert direkte til doeren. Det tog soergeligt nok en del af magien fra stedet. Men saadan er vilkaarene i moderne turisme.

Guiden gav en lang rundvisning af hele stedet.
Bagefter klatrede to belgiske gutter, Gerd og Stefan, og jeg op til bygningerne paa den naerliggende bjergtop. En svimlende klatretur 450 meter op i luften af stejle trin hugget ud af bjerget selv. Fra toppen var den ultimative udsigt og vigtigt ingen tykke amerikanske busturister med enorme kameraer.

Fra inkaernes terraser paa toppen gik det lodret ned flere hundrede meter til alle sider. Jeg tror godt at jeg kan erklaere at min hoejdeskraek er reduceret en del over de sidste elleve-en-halv uge.

Hjemturen skulle vaere nem. Vi skulle moedes paa en restauranten "Chackis" i byen Aguas Calientes for foden af Machu Pichu-bjerget. Her skulle vi faa vores togbilletter og derefter tage toget tilbage til Cusco.

Vi fik skam ogsaa billetter, men kun til noget der paa billetten blot var forkortet til "Va". Vi fik opklaret at det var en by kun ca. en tredjedel af vejen til Cusco. Der skulle ifoelge guiden vaere en bus der ventede paa os og fire andre fra vores rejseselskab.

Da vi klokken 18 steg ud til et stort virvar af indianerkvinder med fingerdukker, vandsaelgende piger og minibus- og taxachauffoerer, var der ingen som ventede paa os.

Efter en halv time stod det klart at der ikke var nogen der ventede os, og at vi selv maatte arrangere vores hjemtur. En minibuschauffoer kom til at love at han ville koere vi seks personer til Cusco for 30 soles (60 kroner). Vi slog til.
Guidens beskrivelse "en times koeretur" haaber jeg var en overdrivelse for det tog to timer afsindig bjergraes at komme til Cusco. Jeg maatte overbevise mig selv om at ingen chauffoerer oensker at doe og sikkert ved hvad de goer naar de overhaler en stationcar uden lys opad bakke inden et haarnaalesving i baelgmoerke.

Den sidste kroelle skal ikke oedelaegge indtrykket af en fantastisk tur.

Det var tyve aars drengedroem vaerd!





lørdag, november 06, 2004

Ikke noget Macho Pichu

I morgen klokken lidt i otte bliver vi hentet af tourbureauets bus saa vi kan komme til startstedet for vores firedagestur til Manchu Pichu.

Vi glaeder os, selvom det formentlig bliver en regnfuld tur og andendagen bliver ret haard.
Her til morgen kom vores guide til hostellet for at briefe os om turen. Og til vores overraskelse kom en glad og soed pige paa en halvanden meters penge hen til os og praesenterede sig som guiden.
Men det tager vi absolut som noget positivt. Hun virker baade soed og kompetent. Da kvinder jo saa rigeligt slaar vi maend paa social intelligens og ansvarsfoelelse betyder det at vi nok skal faa en god tur i behageligt tempo. Ikke noget machofis her.
Altsaa jeg regner jo naturligvis med at vaere forrygende gaaende, men omvendt ved jeg ogsaa hvor umulig jeg er til at gaa opad.
Ned kan man altid komme - og isaer i regnvejr.

Saalen paa min Salomonstoevler kommer helt sikkert med i aftenboennen, for meget kommer til at staa og falde med dem... (ja okay den var simpelthen saa oplagt at jeg ikke kunne modstaa)

Vi har vaeret ude at shoppe saa vi kan vaere klar. Udstyr koster heldigvis ikke ret meget her, og man kan finde udemaerket kvalitet imellem hobene af dingenoter og paaklaedning af tvivlsom kinesisk kvalitet.

Jeg har de senere dage laest i en bog om de hedengangne riger i Perus historie og naturligvis snydt lidt og laest om inkaerne selvom de staar sidst i bogen.

Selvom jeg efterhaanden har laest en del om inkarigets fald har jeg stadig meget svaert ved at forstaa at knapt 300 spanske lykkeriddere kunne undertvinge et stort rige med millioner af indbyggere. Er rige der havde sin storhed takket vaere et veludviklet vejnet og stor dygtighed indenfor logistik og dermed hurtigt kunne sende mange tropper til afsides provinser naar det var noedvendigt.

Inkaerne var i stand til at samle velbevaebnede diciplinerede haere paa baade et- og tohundredetusinde mand.
Den sidste inka, som havde narret spaniolerne ved at spille marionetmonark, havde i al hemmelighed arbejdet fra begyndelse paa at smide spaniolerne i havet og genskabe inkariget. Da han endeligt satte planen i vaerk sendte han en haer paa knapt tohundredetusinde krigere mod Cusco, som var holdt af 170 spanske soldater, hvoraf kun 80 var til hest.

Efter en ugelang strid havde spanierne indtaget et uindtageligt citadel og draebt bogstavelig talt flere tusinde forsvarere.

Den enorme inkahaer var tvunget til at fortraekke.
Forstaa det hvem som vil. Jeg kan ikke forstaa, hvorledes noget senmiddelalderligt vaaben kan vaere saa overlegent at noget saadan kan lade sig goere.

fredag, november 05, 2004

Vi er hoejt hoejt oppe

Saadan synger Steppeulvene i

Blokaden af Arequipa ophoerte igaar eftermiddag og vi kunne derfor tage en natbus til Cusco klokken 20.00.
Vi har naesten kun godt at sige om busselskabet Cruz del Sur (sydkorset); punktlige, sikkerheden i top, ro i busserne, aftensmad ombord, al den anisthe man kan drikke og saamaend ogsaa bingo (!). Men de burde nok investere i at flytte saederne 10 cm mere fra hinanden. Der er knapt plads til en gringo stoerrelse medium og helt sikkert ikke til en gringo stoerrelse large.
Ja det er da meget hyggeligt at faa saedet foran lagt knaldhaardt ned paa knaeene 5-6 gange i loebet af natten....

Vi ankom til Cusco i 3300 meters hoejde. Her var koldt og man maerker tydeligt at der er mindre ilt i luften. Vi skulle gaa soelle 50 meter op af en stejl gyde til vores hostel, og vi prustede som en overvaegtig tysk sexturist den sidste aften i Thailand. Det var ret soelle.

Det betyder at vi er tvunget at slappe af et par dage for at vaenne os til hoejden.
Jeg har i butik nummer nogen-og-tyve (Lisbeth kan bekrafte) fundet den helt rigtige pandelampe. Bjergterraen kom an!

Vi har shoppet os fattige i lokale uldprodukter (igen) og satser nu kraftigt paa at Perus postetat holder et hoejt kvalitetniveau og omvendt proportionalt lavt prisniveau. Vi har i hvertfald en lille lama eller to at sende hjem.

torsdag, november 04, 2004

Update 17:43

Jeg er nu oppe paa at vaere blevet antastet af to transvisitter paa gaden, der vil saelge mig tyggegummi...

Det skider jeg sgu paa!

Igaar fik vi det bedste mexicanske mad paa en lille restaurant, hos en lille flink og usandsynligt naersynet dame.
Ak og ve - vi har begge haft ondt i maven siden.

Lisbeth kom sig igen efter to timer, mens jeg tog den store tur i nat med feber og et stort antal besoeg paa toilettet.
Helt fjollet var det i nat da jeg laa under tre taepper, to lagner og min nyindkoebte alpacauldponcho, og froes saa bitterligt. I den anden ende af vaerelset laa lisbeth med et lagen og svedte tran. Behoever jeg at sige det var svaert at forklare hende at det altsaa var skidekoldt og vi burde lukke vinduet?

Blokaden er nu ophaevet og vi kan komme med en natbus til Cusco i aften klokken 20. Ti timer og et ukendt antal ture paa toenden senere ankommer vi til Cusco.

Ellers har vi set ikke saa faa bizzare optrin. Fra restauranten paa 1. sal paa Plaza grande saa vi en fuld gammel mand med p... haengende ude af bukserne efter et ret kikset toilette i et bed midt i den staerkt befolkede park. Sneg han sig vaek? Nej han dansede saamaend lystigt til musikken fra tre evigtglade Hari Krishnaer.

I dag ved middagstid fik vi lov at opleve det gudsbenaadede syn at se en gammel indianerkone i traditionel dragt lige kraenge kjole og underkjole op, saette sig paa hug paa kirketrappen og ellers bare lade urinen flyde.

300 meter laengere nede af gaden blev vi paa det naermeste overfaldet af en mand i kjole og paryk som absolut ville saelge os tyggegummi. Peru er ihvertfald ikke kedeligt.

Haaber Lisbeth saa det samme, for jeg har drukket cocathe til morgen....


Tre strejker og du er ude

eller three strikes and you´r out som de siger i Kamerika. Det haaber jeg soerme ikke. I Mexico city maatte vi gaa direkte igennem elvaerksarbejdernes demonstration og nu er vi saa i Arequipa, hvor strejkende peruvianere imod forhoejelse af benzinpriser har lagt en to-dages-blokade om byen.

Det vil sige at ingen busser koerer til eller fra byen og som en gut i et flybureua sagde: "Jo vi flyver skam, og vi har stadig et par taxachauffoerer der godt toer koere til lufthavnen...". Nej ellers tak - jeg giver ikke 69 dollars for en tur i et postfly, som vi maaske aldrig kommer ud til.

Naa men Arequipa er da ogsaa en hyggelig og afslappet by. Svaert at tro her bor en million og at det er Perus andenstoerste by (og at taxachauffoeren fra forleden holder med fodboldholdet fra Cusco fordi de lokale var for daarlige). Men tre dages ingenting her er for meget. De utroligt ihaerdige tjenere fra restauranterne paa Plaza Central er nu paa fornavn med os og noejes med at fortaelle at vi jo lovede at spise der naeste gang.
I morges blev vi omringet af tjenere fra to restauranter der loed lige gode - saa jeg trak en moent frem og bad dem om at vaelge. De soede piger tabte og Carlos med den enorme oerering fra Vikingo vandt.

Dagen har vi tilbragt med at se et stort nonnekloster, som er en by i byen, og det lokale museum med en frysetoerret pigemumie, der er 500 aar gammel.

Nu er det ikke skidt altsammen. Lisbeth kan faa et opkald af sin kaereste og jeg kan koebe en supergod pandelampe til 200 kroner. Og jeg har i lommet tre vouchere fra gutterne paa Plaza Central paa gratis pisco sour, som er den lokale drik.

mandag, november 01, 2004

Nu i Peru - busturenes og ikaernes land

I fredags kom vi tilbage fra skildpaddetur i Tortugero ude i junglen. Loerdag skulle vi videre med fly til Peru. Turen til lufthavnen gik med taxa inklusiv omvej pga. vejarbejde og lokal bus. Det gik fint og vi var i lufthavnen i fin tid. 26$ maatte vi slippe for at faa lov til at forlade Costa Rica. Avav!

Flyveturen var behagelig omend filmen var ret ligegyldig og maden ligesaa. I Lima lufthavn fik vi lov til at deltage i en spaendende happening, som bestod i at lade alle turister staa i koe i en time foerend en ligeglad kvinde i uniform kunne ryste paa hovedet af vore pas.
Herefter gik det staerkt. Vi fik vekslet penge paa tre minutter (og til lortekurs), vi var saa heldige at faa gennemlyst vore tasker uden at de skulle aabnes efterfoelgende (2 min) og umiddelbart efter blev vi shanghai'et af folk "som arbejdede for Limas turistkontor". Det viste sig senere at de arbejdede for et turistbureau som blev virkeligt kede af at vi ikke gad have deres 6 dages tur til 269 dollars. Den var da ellers uden kost og logi....

Naa men de skaffede os hurtigt en "billig" taxa som kostede en fjerdedel af de normale taxaer, og fortalte at det hostel vi ville tage til var lukket for laenge siden og at Lima centrum, hvor det laa, var rigtigt farligt om aftenen og isaer for tiden.
De reserverede et dobbeltvaerelse i et stort hus i velhaverforstaden Miraflores, som var meget sikker.

Der var en sikkerhedsvagt paa hvert gadehjoerne og de bredde avenuer var flankeret af en masse imponerende villaer. Herligt!

Naeste morgen ankom en person fra turistbureauet paa hotellet og efter morgenmaden blev vi koert til turistbureauets kontor, hvor de forsoegte at saelge os den famoese tur. Nixen bixen Karen Blixen!
Vi spurgte paa bedste spansk om de var vanvittige siden de troede at to bagpackere ville betale tre gange dagsbudget for noget uden kost og logi. Da vi spurgte efter busstationen kunne de ikke laengere fortaelle hvor den var "alle ved jo hvor den er". Farvel og tak.

Vi gik hjem til hotellet, fik en billig taxa til busstationen. Taxaen viste sig at vaere naboen der koerte os i sin private gasdrevne bil. Sjovt nok og billigt. Tilmed koerte han ordentligt og direkte.

Busturen til Nasca i det sydlige Peru var begivenhedsloes og vi ankom i provinsbyen klokken halvni om aftenen. Vi havde dog kun 200 meter til hotellet, som viste sig at vaere dobbelt saa dyrt og tre gange saa flot som Lonely Planet havde beskrevet. Men de var anbefalet som det bedste bureau for flyture over de beroemte gamle nascalinier i oerkenen.

Linierne er store figurer lavet af striber i oerkenens sand, som kun er synlige fra luften. De er 1500 aar gamle og flere er 200 meter lange.
Ved middagstid steg vi ind i et lille cesnafly og floej henover linierne. Stor oplevelse og de 40$ vaerd.

I aften tager vi bussen videre til "Den hvide stad", hvor vi haaber paa at se kondorer. Derefter skal vi til Pumo ved Titichacasoen hvor der er festival fredag. Da Puno ligger 3800 meter over havets overflade, saa det er det perfekte sted at afklimatisere inden vi paa soendag tager paa trekking paa inkastien der tager os over pas der ligger i mere end 4000 meters hoejde.

Travl uge!
Naar vi ankommer i morgen har vi rejst 8 af de sidste 10 dage. Det bliver rart med noget ro en dags tid i Cusco.

Alle busture tager lang tid hernede fordi afstandene er saa store. 7 timer i gaar, 11 timer i nat, 5 om to dage og 6 timer fredag.

Billeder!

Saa er de her endeligt - billederne jeg ihvertfald selv har ventet paa.

Der er 181 men jeg starter lige med en lille haandfuld:



Lisbeth og Martin



Martin, Vulkan og Daniel (det er vulkanen bagerst)



En bette oel i poolen ved de varme kilder taet paa vulkanen



Paa vej ned af floden med flodtaxaen - ud i junglen og se skildpadder



Ventetid paa busstationen i Cairiari



Lisbeth paa stranden i "Skildpadderup"



Et glad selvportraet af "Gringo Loco" med sin elskede nu hedengangne Panamahat

lørdag, oktober 30, 2004

Diarrè

vil jeg ikke oenske for min vaerste fjende.
Nej det vil jeg oenske for alle dem jeg ikke kan lide. For det er nemmerli' en rigtig straf. Isaer under fremmede himmelstroeg, hvor man paa faa sekunder tvinges til at vralte som en gigtplaget and med et stivnet smil og et febrilsk blik altimens man taeller de staerkt begraensede antal minutter man har til at finde et befriende toilet.

Naar man saa finder en restaurant har de normalt laast doeren til kundetoilettet. Helt sikkert fordi det paa den rigtige side af disken (absolut ikke den side jeg staar paa) er pissesjovt at se mig med stivnet smil og krampagtigt kropsprog forsoege at forklare paa mit begraensede spansk at jeg har noejagtigt tyve sekunder til at faa noeglen til toilettet inden jeg besudler deres blankpolerede flisegulv. Ha - hvem vil saa grine?

Nej se det er sgu en straf der er vaerdig for alle de som gaar langsomt paa fortovet, haever prisen for taxaturen til det dobbelte eller er selvfed som kun ensporede prototypeamerikanere kan vaere. HA!

PS: Pillerne smager af he.... til og jeg har absolut ingen ide om, hvilke kemikalier jeg stopper mig med...

Skildpadder i nattens mulm

Lisbeth og jeg tog onsdag morgen den foerste bus til det caribiske Costa Rica. Via en provinsby Cairibi kom vi videre ud til en stor chiquita-bananplantage, hvorfra vi sejlede med flodtaxa ud til den lille junglekystby Tortugero, som vel betyder noget ala "skildpadderup".
Og netop skildpadder er hvad stedet med 671 sjaele er kendt for. Paa de faa kilometer strand der ligger bag byen ankommer fire af Caribiens 6 havskildpadderarter for at laegge aeg.

Netop nu er det green turtle der kommer, omend vi er sidst paa saesonen og derfor kommer der kun nogle faa af de 180 kilo tunge dyr for at laegge deres 120 bordtennisstore aeg i dybe huller i skovkanten.

Selvom vi havde vaeret oppe allerede klokken fem om morgenen holdt vi ud til klokken ti om aftenen, hvor vi skulle med den lokale guide Steve ud for at se skildpadder paa den moerke strand.
Vi saa tre; en paa vej ned tilbage til havet, en paa vej op fra havet og en der lagde aeg for fuld hammer. Desvaerre maatte vi nyde synet af naturens vidunder med en flok standarddumme amerikanske turister. Da en af dem samlede et aeg op var jeg et oejeblik bange for at Lisbeth ville forklare hende hvor forkert det var. Men vi noejedes med at sende bedrevidende danske blikke i moerket. Amerikanere burde f.... holdes i snor eller forbydes at komme de gode steder hen.

Ja amerikanere, israelere, japanere og italienske busturister: dem kan vi ikke li! De fleste af dem er tanke- og respektloese, kommer altid i store flokke og har ikke oeje for andre, hverken turister eller lokale. Men de bringer dollars. Jeg haaber at de i den grad betaler overpris for de giver vi andre gringoer et daarligt ry.

At kunne fortaelle at man er fra Dinamarca giver altid masser af pluspoint hos de lokale. Enten kender de Danmark for en masse godt, har moedt danskere som de godt kunne lide eller synes bare at et lille land ovenpaa Tyskland lyder eksotisk og ergo er vi interessante.

I morgen eftermiddag klokken 15.10 flyver Lisbeth og jeg til Peru. Vi glaeder os rigtigt meget til en ny og anderledes kultur. Landene her i Centralamerika ligner hinanden en del, saa nu er vi efter to maaeneder klar til et frisk pust.

I dag var jeg igen paa nede paa Iberias kontor her i San Jose, og British Airways i Koebenhavn har ikke gidet at besvare Iberias formelle forespoergsel paa om de maa genudstede mine mistede billetter. Det synes jeg paa godt dansk er for daarligt.

Er der nogen som gider ringe til British Airways i Koebenhavn og se om de tager telefonen? Eller maaske sende dem en hundlort med B-post?

onsdag, oktober 27, 2004

Laes dog paa din skaerm!

I morges ringede jeg saa til Thomas Cook, udstederen af mine nu hedengangne rejsechecks. Missionen var ret simpel, det resterende beloeb skal saettes ind paa min bankkonto, da jeg har mistet tiltroen til deres evne til at udstede nye rejsechecks.

Men naae det restende beloeb var jo wired til mig via Western Union. Nej mente jeg. Vi aftalte jo at den sidste transaktion skulle annulleres fordi det var en fejl eftersom det ikke var hvad jeg bad om sidst jeg talte med jer.

Hende: "Vil du nu have pengene paa din bankkonto?"
Mig: "Ja tak, det var lige det jeg sagde, saa det vil jeg gerne"
Hende: "Saa skal du gaa ind i Jyske Bank i Koebenhavn"
Mig: "Det kan jeg ligesom ikke, jeg er jo i Centralamerika"
Hende: "Jamen du skal altsaa gaa derind alligevel"
Mig: "Gu skal jeg f... ej! Jeg er f.. 20.000 km vaek og der staar paa din skaerm at jeg er i Centralamerika, og ioevrigt har I lavet endnu en fejl!"
Hende: "Forbindelsen er daarlig hr. Ring op senere." KLIK

...hvad f... skete der lige?

Rejsechecks er gode saa laenge man ikke faar dem stjaalet, men det er jo saa til gengaeld det eneste argument der er for dem.

tirsdag, oktober 26, 2004

Jeg har indset..

..at man ikke kan flygte fra sine daemoner.
De rejser bare med. Man er overraskende meget sig selv uanset hvor man er.
Skraemmende eller betryggende - vaelg selv...

Jeg er bare saa nem...

Nogle gange er jeg bare saa nem. Vi gik hele San Jose centrum igennem og saa vores del af plattenslagere, tricksters og nasserne. Ingen colones til haese Antonio fra Usa som var blevet roevet af luderne, ingen til "guiden" for at fortaelle at gadehjoernet vi stod paa var farligt og da slet ingen til den tandloese fyr med koppen.

Til gengaeld var der 2.500 colones (4 dollars) til den unge kunstneriske skoenhed med rottehalerne der solgte hjemmelavede t-shirts paa markedet. Et blink med et af de store brune daadyroejne og jeg havde koebt en blaa t-shirt i stoerrelse large.

Og jeg har slet ikke plads i rygsaekken og i forvejen rigeligt med t-shirts. Meeeen pigen var soed og gringoens kind roed....

mandag, oktober 25, 2004

Saadan!

Fire timer, to kopper vand, to taxier, en bus, syv skranker, fem kontorer og 150 dollars senere har jeg nu de vigtigste billetter genudstedt og fredag eftermiddag kan jeg sandsynligvis hente alle billetterne til min hjemtur fra Mexico til Danmark.

Dejligt at vaere i et land med hjaelpsomme mennesker der taler engelsk og bruger computere.

De fleste af mine udgifter med genudstedelse faar jeg refunderet, men de penge jeg ender med at tabe paa tyveriet er egentlig givet godt ud. Intet kursus i "personlig power", "selvtillidstraening" eller "faa styr paa dit liv" vil give noget naer det samme udviklingsmaessigt.

Selvom jeg har brugt en masse tid, mistet penge og maattet gaa og ringe en utroligt masse steder hen, har det givet mig fornemmelsen af at jeg kan klare vanskelige situationer og komme ud af det med skindet paa naesen og uden at tabe vaesentligt paa et i sidste ende.

Verden kan bare komme an. Jeg er parat (og paranoid).

Nu gaelder det

Saa er det idag at jeg skal ud til San Jose Lufthavn for at faa genudstedt alle mine flybilletter. Det bliver spaendende at se om det lykkes. Kryds fingre!

Fingrene vaek eller haanden sir knaek!

I dag har vi bare rejst heele dagen. Orv det var kedeligt.
Costa Rica skulle efter sigende vaere det mest civiliserede og velordnede land i hele regionen. Men det stemmer bare pis...daarligt med at vi maatte vente i koe i tre fucking timer ved graensen! Vel og maerke for at faa to hurtige stempler af en halvfed og ualmindelig ligeglad toldfunktionaer.

Men vi moedte en rar svensker som bor i Tyskland og taler lidt dansk. Maegtigt spas at sludre med ham i et par timer.

Graensen ud fra Nicaragua er en havelaage med to bevaebnee toldere. Saadan en ganske almindelig metalgitterlaage som der er hundrede af i et hvert dansk industrikvarter med bare en smule respekt for sig selv.
Udenfor laagen stod vi saa i en hob af mennesker som vist hverken skulle ud eller ind. Det gik naesten alt for nemt. Vi krydsede ud af Nicaragua paa noget der ligner tre minutter.

Da jeg skulle igennem havelaagen kom en ung slyngelagtig fyr ud af den. Idet han gik forbi mig maerkede jeg at han stak sin haand ned i min ene lomme. Han var lommetyv. Jeg opdagede det og i ren refleks hamrede jeg ham knaldhaardt over haanden med en knytnaeve. Han gav et hyl og trak haanden til sig. HA! Ta' den din ungdomsslyngel. Jeppe - tyvepak: 1 - 1.

Nu er vi ankommet vel til Costa Ricas hovedstad San Jose. Her er foraarsagtigt, paent og roligt.

lørdag, oktober 23, 2004

Nicaragua og sikkerhed

Vi har efterhaanden moedt en del som er blevet roevet. To piger var i en bus som blev regulaert kapret af tre bevaebnede drenge som var med bussen. Igaar var det saa to piger paa vores hostel der blev roevet af fem drenge med store knive. I fuldt dagslys paa havnen klokken 12, hvor vi havde gaaet forbi blot en halv time tidligere. Godt nok er vi fire, heraf tre fyre og Lisbeth der kan give et virkeligt strengt blik, men fem fyre med knive kan sagtens roeve os hvis de vil.

I byen sydpaa som vi skal til igennem i morgen eller mandag, er der sket flere roeverier, hvor en taxa med en eller to turister samler to bevaebnede maend op paa den anden side af gaden, hvorefter de bliver koert ind i et farligt kvarter og frataget alt. Der har saagar vaeret mord i den slags sager.

Det er ikke rart at taenke paa at uheldet saadan set godt kan ramme os. Vi forsoeger ikke at taenke paa det, men alligevel er det jo en real risiko. Men der skal ikke vaere tvivl om at de faar pengene uden kamp, men at vi vil slaas som loever for vores liv.

Men vi taenker os om og rejser ikke naar det er moerkt og tager altid de befolkede og oplyste gader.

Dog kan man aldrig sikre sig helt...

Lidt farligt skal det jo vaere

Idag vaagnede vi lidt traette da vi var ude at faa et par oel paa de lokale in-steder saa som "La Fabrica" og "El Club". Vi glaedede os for idag skulle vi til Canuping ogsaa kaldt traetopvandring paa godt dansk.

Det var fedt! Sikke et adrenalinrush!

Vi klatrede femten meter op i et trae (ad en stige) til en platform, hvorfra vi koerte med svaevebane til det naeste trae. Ialt svaevede vi 600 meter over 17 platforme indtil vi rapellede tyve meter ned.

Oppe i traerne glemte vi alt om traethed, og hoejdeskraekken var faktisk ikke et problem, selvom jeg var sikker paa at det ville vaere det inden vi startede.

Det haardeste var naesten den 40 minutters koeretur bag i en firhjulstraekker ad meget bumlede jordveje. Vi kom hjem med virkeligt oemme bagd...
Personligt har jeg stadig et oemt haleben efter mit stunt sidste loerdag, hvor jeg gled paa en vaad mole og landede direkte paa roeven. Efter koereturen havde jeg det som om jeg havde faaet 50 smaek i roeven med et boldtrae. Serioest uncool.

fredag, oktober 22, 2004

Nicaragua

Nu har vi rejst i to dage med bus, taxa og minibus.
Lad mig sige det som det er: Saa sjovt er det heller ikke.

Tre ting man kan vaere sikker paa naar man rejser med bus i Mellemamerika:

1. Din rygsaek bliver altid snavset af en tur i bussens bagagerum
2. Der er altid et-eller-andet som goer at en film paa en bus aldrig bliver den perfekte oplevelse
3. Man bliver altid overfaldet af en multifunktionel horde af taxachauffoerer, sliksaelgere, tiggere, folk med hotelbrochurerer og nogen man ikke ved hvad laver ud over at staa lige der hvor jeg skal gaa. Altsammen umiddelbart efter afstigning af bussen, hvor det eneste man vil er at faa sin bagage foer en lokal goer det.

Vi tog faergen fra Utila onsdag morgen klokken 6:20 (hvilket vil sige 6:45 pga fede amerikanere som kr.... burde laere at staa op til tiden). I hyggelige La Ceiba tog vi en halvlokal langdistancebus til hovedstaden Tegucigalpa. Mens vi ventede paa bussen moedte vi et tjekkisk-fransk lesbisk dykkerinstruktoerpar, der underholdt med en dramatisk historie om et vaebnet roeveri en uge tidligere mod deres bus paa ruten vi netop skulle ud paa.

Tre 17-aars drenge med pistoler tvang alle ud af bussen og ud af toejet, hvorefter de blev systematisk frastjaalet alt, mens en af gerningsmaendene gennemgik bussen for det som folk havde gemt.

Vi blev ikke roevet, men alle medpassagerer som saa det mindste mistaenkelige ud blev omhyggeligt nedstirret.

Paa bussen fik vi at vide at La Ceiba, som vi syntes var saadan en hyggelig by, blev betragtet som den andenfarligste by i hele Syd- og mellemamerika. Kun Bogota er vaerre.

I Tegucigalpa var vi i biografen for hvad der svarer til 4 kroner pr. mand. "The Village" kan godt anbefales, dog helst uden spansktalende boern der tuder....

I dag tog vi en fin bus til Managua, hovedstaden i Nicaragua. Borset fra at vi er sikre paa de fik for mange penge til paskontrollen og at airconditionssystemet vil laekkede ca. ti liter vand paa turen, saa gik det godt.

Overgangen paa graensen mellem Honduras og Nicaragua gik nemmere end de fleste tissepauser.

Nu er vi i den gamle by Granada ved Lago Nicaraguas kyst. Ud over at de laver en fabelagtig karrykylling og at vi har faaet "suiten" er der ikke meget at fortaelle endnu.

Jo det skulle lige vaere at her i Nicaragua er de sygeligt stolte af deres hoens! Der er vejskilte overalt som skamroser de lokale kyllinger.

tirsdag, oktober 19, 2004

Goin' loco i Coco loco

Loerdag aften ankom den skoere basker Ibon til Utila og alle vi danskere med tilhoerende englaendere og newzealaendere stillede op til fest.

Coco Loco bar er det hippe sted herovre og er en bjaelkehytte paa en bred traebro som gaar ud i vandet. Her kan man faa Cuba Libre for blot 19 lempiras, hvilket er ca. seks-en-halv krone.

Og der blev drukket, og danset og snakket og fjollet og danset og drukket. Vi havde en fantastisk sjov aften. Jeg blev lidt traet og vores newzealandske ven og en gut fra Australien sikrede sig at jeg kom fint hjem. Naeste dag vaagnede vi alle tre (Lisbeth, Martin og jeg) med slemme eftervirkninger. Vi er enige om at vi bare streger dagen igaar.

En god del af dagen laa vi i swimmingpoolen paa hotellet, hvor Ibon, Daniel og Krees bor fordi de dykker med en bestemt dykkerskole.

Vi fik supergodt mexicansk mad som det kun laves udenfor Mexico. Ja den mexicanske mad som vi alle kender og elsker, Knorr eller hjemmelavet, er ikke som maden i Mexico. Burritos fandt vi aldrig i Mexico trods tre ugers soegen.

Lisbeth har erklaeret at hun er til mexicansk mad, men ikke mad i Mexico.

Naa men vi fik altsaa mexicansk mad som smagte himmelsk og oveni hatten saa vi "Startsky and hutch" i baren. Den er virkelig morsom og der blev grinespyttet adskillige mundfulde Salva Vida-bajer ud i lokalet den aften.

Jeg tager et billede af etiketten fra Salva Vida-oellen som er den lokale favorit. Det er den vildeste sejlerbajer og burde vaere fast inventar paa ethvert soemandshjem.

Livet her i Caribien gaar laaaaangsomt. Vi har ikke kunnet spise hele dagen fordi alle vores penge var i hotellets pengeskab og hende med noeglen var vaek hele dagen.

Hmmmm

lørdag, oktober 16, 2004

Sandfluer

Saa er vi kommet til det caribiske dykkerparadis Utila. Vi fik en stormende velkomst af horder af bouncere med deres sedler for oens bedste hotel som de tilfaeldigvis arbejde for, og saa sandfluerne. Selvom de var betydeligt mindre end de multinationale hotelfolk saa tog de mest opmaerksomhed.

Vi har nu hver ca. halvtreds kloende bumbler paa benene. Nu gaar jagten ind paa den groenne giftspray som efter sigende skulle vaere det eneste som holder dem vaek.....

fredag, oktober 15, 2004

Held omsider!

Saa blev det min tur til at have lidt held!

Vi tog en chicken bus klokken ti over fem i morges til havnebyen Ceiba, hvor vi skulle tage faergen klokken 9:00 eller 9:30 alt efter hvilken informationskilde man valgte at tro paa.

Endda et kvarter for tidligt ankom vi til Ceiba og i fin stil med fem mand og fem rygsaekke i en taxa ankom vi til faergelejet. Her informerede to sikkerhedsfolk ifoert neonveste og pistolbaelter at faergen altsaa foerst sejlede klokken 4 eller 5 om eftermiddagen.

8-9 timer paa en halvtom betonkaj var ikke lige hvad vi havde sat naesen op efter. Men kaptajnen selv tog imod paa kajen. Han forklarede at pga. reparation af Utila Princess og lavsaeson sejlede de i denne maaned kun klokken fire om eftermiddagen.
Men vi kunne da indlevere vore rygsaekke og saa skulle hans store brede soefolk nok passe godt paa dem og vi kunne faa et lift med ham ind til byen.

Et kvarter senere var vi paa vej tilbage til byen i hans store pickup. Her blev vi sat af ved byens bedste morgenmadsrestaurant. Undervejs havde han fortalt om dykkerparadiset Utila, hvor han har boet hele sit liv, faaet at vide at der er et vaskeaegte Mall i byen og fortalt at vi bare skal vaere ved faergen klokken fire. Flink fyr!

Efter en overordentlig solid morgenmad (jeg har aldrig kunnet styre mig ved buffetter), gik vi paa jagt efter det omtalte Mall.

Her sidder jeg saa nu paa en af de mange internetcafeer. Og jeg fandt en butik, hvor jeg kunne faa et digitalkamera. Her kommer saa heldet ind. Han havde lige praecis et Casio Exilim Z3, som var favoritten. Godt nok er det lillebroreren til det kamera jeg havde i tankerne, men det har faaet fantastiske anmeldelser. Det er bedre end Ixus 400, hvilket burde give et hint til kamerafreaks.

Jeg har jo samtidigt en stor stak af de lokale penge som jeg paa en eller anden maade skal have reduceret uden at tabe for stor en andel af vaerdien. Kameraet stod til 10.000 lempiras, hvilket var lidt dyrere end den danske pris. Men der var 20% og herefter trak han yderligere 25% fra da jeg som europaer ikke skal svare moms. Bummelum jeg har nu et virkeligt appetitteligt kamera for kun 6.000 penge a ca. 37 oere stykket!

Faergeturen til Utila er berygtet for haard soe og at alle passagerer bliver enormt soesyge. Men netop idag er havet er roligt og fladt som et spejl.

onsdag, oktober 13, 2004

Alt alt alt for mange penge

Normalt er det ikke et problem jeg har, men idag har jeg ALT for mange penge.

Da jeg skulle have tilsendt penge via Western Union idag fra udstederen af mine stjaalne rejsechecks, skete der en lille fejl.

Istedet for 500 dollars havde de sendte 2000 dollars, som jeg kun kunne faa udbetalt i lokale pappenge, som har en kurs paa 17,5 pr. dollars.

Det betyder at jeg skal rave rundt med et bundt pengesedler paa ca. 20 cm i min mavepung.
Og det kan altsaa ses skal jeg lige pointere! Saa nu er jeg sikker paa at det er tydeligt at jeg spadsere rundt med seks maanedsloeninger paa maven.

Saadan foeles det. Og hvor koeber man lige mange dollars i Honduras?
I soendags vaagnede jeg en kende bagstiv og med en udpraeget mangel paa evne til at staa op. Isaer havde jeg afsindigt ondt i min venstre hael og hvorledes skaden er opstaaet stod ikke klart.

Men jeg dansede en del til salsarytmerne, ikke salsa men vist naermere noget russisk inspireret folkedans. Sjovt var det nu.

Jeg skulle med Jorge, min underviser, paa stadion for at stoette Antiguas groen-hvide lokalhelte.
Sammen med fire andre studerende, en smule medtaget Jorge og en godt bagstiv foedselar tog vi til byens sportsmekka.

Kampen var udemaerket, og jeg havde jo paa forhaand tillaert mig en raekke nyttige gloser. Paa stadion fik jeg rig mulighed for at praktisere det laerte og samtidigt laerte jeg nogle flere af sidemaend og min underviser.

Cerote og huego gordo er to udtryk jeg staerkt kan anbefale paa Guatemalanske fodboldarenaer.
Kampen blev vist paa nationalt tv, og naar Antigua havde et af deres mange hjoernespark i anden halvleg filmede de direkte mod mig. Her er det saa at jeg er overbevist om at jeg har vaeret paa tv pegende paa dommeren og raabende "fede boesse!" til de omkringstaaendes store jubel.

Solen var staerk og jeg dehydreret, hvilket maaske tjener som en form for undskyldning.
Fik jeg fortalt at Antigua vandt 3-2?

Mandag brugte jeg endnu en dag i skolen og kan nu i teorien tale i datid. I teorien kun desvaerre.

Foeljetonen om mine problemer med genudstedelse af rejsechecks har faaet endnu et kapitel. Det ville tage fire dage at faa dem i Antigua. I Honduras, hvor jeg er nu kan jeg ikke faa dem, men til gengaeld modtage penge via Western Unions pengetelegrafservice. Lidt gammeldags, men hurtigt.
Checksene faar jeg i Costa Ricas hovedstad. Tror jeg da.....

Hele tirsdagen har vi brugt paa transport. Op klokken 3:30 og med shuttlebussen klokken 4:00. Bus og bus er nok meget sagt. En varevogn med 11 saeder og doedsforagtende chauffoer.
Herovre overhaler vi gerne tre busser op ad bakke og med en stor lastbil i modkoerende retning paa en bjergvej med stenskredsfare. Ofte endda.

Vi koerte med et overraskende godt og effektivt busselskab i Honduras og oplevede at vaere de eneste fire passagerer i bussen de sidste par hundrede kilometer. Dog skulle vi da ikke snydes for den obligatoriske film. Jeg fandt knapperne til at skrue op for lyden saa for en sjaelden gangs skyld var alt perfekt.
Saa ankom vi en time foer beregnet!! Og nu mangler vi slutningen paa den overraskende gode film "The last castle".

Her i Tela paa den caribiske kyst er der ikke saa ringe endda, med varmt vejr, varmere vand og billige priser.
Om et par dage tager vi ud til dykkerparadiset Utila.
Ja jeg skal nu altsaa kun snorkle og slappe af i min haengekoeje. Men alligevel.

søndag, oktober 10, 2004

Al ny hjemmefra er godt nyt

Altsaa forstaaet saadan at det er utroligt rart at faa emails fra jer derhjemme.

Selvom jeg er paa rejse og derfor oplever en utroligt masse som man ikke oplever normalt i Danmark og maaske ogsaa mere end normalt saa betyder det ikke at det som sker derhjemme er kedeligt. Tvaertom!

Saa de mails jeg faar, hvor der staar om hvad der sker derhjemme er guld vaerd.
Et par stykker har skrevet til mig at de ikke foeler at der sker nok interessant til at der er indhold til en mail. Jeg kan sagtens foelge tanken, men i modtagerenden er selv de smaa ting skattet information.

PS: Er det tydeligt at det er en opfordring?

At danse paa vulkaner

Igaar var jeg som allerede annonceret ude at bestige en aktiv vulkan.
Den var nu ikke saa farlig omend Vulcan Pagaya har et ry for vaebnet roeverier. Der er masser af politi og guider med alle grupper.

Det hele startede med at vi skulle op klokken fem for at vaere klar det beroemte kvarter foer. Naar saa man skal vaere klar til en bus klokken seks betyder det at man skal saa tidligt op at man taenker "hvad f... laver jeg saa tidligt naar jeg har ferie?!". Bussen kom naturligvis ikke foer Martin og jeg klokken 6:35 besluttede os for at ringe til det nummer som stoed paa billetten og spoerge hvor de blev af og alternativt bare skrige de faeleste gloser i det spanske sprog.

Efter en spurt paa 400 meter fik vi de daarligste saeder i shuttlebussen. En time senere stod vi ved foden af Vulcan Pagaya, hvor vores guide Juan med Guatemalas sejeste solbriller forklarede os om turen. Vi forstod det hele og var istand til at stille kvalificerede spoergsmaal paa vores nyerhvervede skolespansk. Stor triumf!

Halvvejs snakkede vi om at det ikke var meget haardere end at bestige Himmelbjerget. Derefter kom vi til den sidste del hvor man gaar paa klippe og vulkansk sand. Det var straks meget haardere. En halv times prusten og gliden senere naaede vi toppen.
Vejret var klart og vi kunne se krateret. Jeg havde forestillet mig et stort hul fyldt med sydende og boblende lave, men desvaerre kunne vi ikke se lavaen pga. en stor kegle af sand og sten. Dog kunne vi se de sten som vulkanen spyede ud og som landede paa den store kegle.
Lyden var fantastisk og man kunne foele varmen i stenene og sandet som var varmt.

Turen ned var fantastisk morsom. I bedste telemark/snowboardstil vaeltede vi ned af den stejle klippeside i et spor af knaedybt vulkansk sand. Vi vaeltede et par gange, baade os selv, hinanden og jeg en tysk pige.
Guiden viste sig at vaere alletiders drengeroev og fandt hele tiden paa lege, saa som giftig jord, saa vi maatte springe fra sten til sten i afsindigt tempo fordi sidste mand ved varden var en toesedreng!

Da vi kom hjem var vi godt traette efter den haarde tur og den tidlige opstigning. En amerikaner vi moedte paa turen tog med paa sandwichbar og fortalte en masse gode ting om Honduras, som han kendte godt efter 6 maaneders rejser i landet.

Jeg tog om eftermiddagen en tur op til det udkigspunkt over byen som de andre havde set med skolen en dag hvor jeg skulle ringe til nogen. En newzealandsk pige Chresse (et-eller-andet navn fra graesk mytologi) tog med paa turen. Hende havde jeg moedt paa skolen da hun var inde for at hoere om skolen. Jeg fik rollen som overtalende studerende. Det viste sig at hun taler dansk efter et aar som udviklingsstudent i Aabenraa. Hun er en cool og sjov person som vi nu har drukket en del oel og meget rom med, saa hun rejser sammen med os til Honduras i naeste uge.

Min underviser Mario havde inviteret mig til at se den store landskamp, arvefjendeopgoeret Costa Rica - Guatemala. Jeg havde dog ikke faaet at vide at hans veninde Milli som laerte os alle bandeordene holdt foedselsdag samme sted. Det vidste Cres som var inviteret til foedselsdagen, men som ikke vidste at der var fodboldkamp. Som traditionen byder her ankom vi med en flaske lokal rom indkoebt i baren 20 meter fra skolen.

Guatemala fik en lektion i effektiv fodbold og tabte 4-0, hvilket isaer skyldtes deres maalmand som er den ringeste jeg nogensinde har set spille landsholdsfodbold!
Det betoed naturligvis at der blev drukket heftigt af rommen. Alle haeldte rom i alle andres glas saa der var hele tiden rom i mit krus.
Efter kampen kom Lisbeth, Daniel og Martin, som ikke havde faaet invitaionen, forbi og blev straks inviteret ind. Et par timer efter var jeg svaert beruset og vi gik hjem. De andre var heldigvis mindre beruset end mig. Ikke meget men lidt. Skolen ligger 100 meter fra vores hostel saa der var ikke nogen fare ved at gaa hjem klokken 12 om natten.

Det var en stor oplevelse at moede deres venner og se traditionerne. Vi talte nok spansk til at kunne begaa os, men ikke helt nok til at foere samtaler. Vi dansede en del til de vuggende salsarytmer, hvor vi danskere mere var til morskab end til gavn. Til gengaeld danser alle de lokale afsindigt godt fordi de alle danser salso og salsarengue.

Mens jeg skriver dette sidder ved computeren ved siden af den tyske pige som ogsaa var med til festen og som sidder med et lille smil paa laeben over den tossede fulde dansker.
Til gengaeld ved jeg at hun ikke gaar med bh, saa jeg vil mene at vi staar lige....

fredag, oktober 08, 2004

Yo tengo mucho dinero!

Saadan!! Nu ruller det for Abildskov og hans guatemalanske kommunikationsshow!

Her til morgen har jeg faaet bekraeftet at mine checks bliver genudstedt. Idag har jeg faaet wired 500 USD til Antigua, hvor jeg er nu. Det kan holde mig koerende i ca tre uger. At jeg saa faar dem i det lokale guld quetzales er ligemeget.

Mandag morgen skal jeg igen ringe for at faa at vide, hvilken bank jeg faar genudstedt mine checks. Der er en god chance for at det bliver i Antigua mandag eller tirsdag. Saa kryds fingre for mig klokken 20:00 dansk tid!

Hvis ikke saa faar jeg dem i en af de byer i Honduras som jeg rejser igennem fra starten af naeste uge.
Ydermere er der styr paa situationen paa alle andre ting som har forbindelse med tyveriet, bortset fra genudstedelse af flybilletter.
Men hvor svaert kan det vaere?

Haenderne over hovedet!! Idag er en god dag!

PS: Mor, imorgen bestiger jeg en skidefarlig vulkan saa der er stadig noget at bekymre sig om...

What you pick up in a pickup

Idag har vi vaeret paa udflugt med sprogskolen til en landsby i omegnen.

Vi koerte i en pickuptruck som med vanlig forsinkelse hentede os i byen. Efter tyve minutters bumblet koeretur paa veje, der gik fra rigtigt gode til absolut elendige i den raekkefoelge kom vi til en picturesk landsby omgivet af malerisk marker og maejestaetiske bjerge. Wow!

Da vi kom ind i huset hos den lokale kvinde vi skulle besoege maatte vi hele turen rundt og hilse paa de ti personer der var. Mit navn var genstand for stor morskab. De syntes at det var et virkeligt sjovt og soedt navn. Dog mente jeg at kunne fange at Don Jeppe (Don Yepee) maatte betyde noget paa spansk.

Ganske rigtigt Yepee er et kaelenavn for store drenge, saadan lidt ala groenaert eller fister.
Hmmm! Da jeg spurgte om det var meget komisk at jeg hed det sagde de alle, nejda overhovedet ikke for jeg hed jo Jeppe. Omend de udtaler det stort set ens var det altsaa ikke noget man grinte af. Det var blot morsomt.

Hvad forskellen var ved jeg ikke, men de var utroligt soede og syntes oprigtigt at mit navn var interessant, morsomt og ret fedt paa en og samme gang.

Om ikke andet var jeg midtpunkt uanset hvad vi lavede. Don Jeppe er populaer hos det guatemalanske folk. Alle smiler, griner og klapper mig paa ryggen.
Og hvad goer det saa at man har et fjollet navn?

Efter en tur ud i marken, hvor hoejdepunkterne var da vi fandt en doed babyslange og fik at vide at moderen naturligvis var taet ved og da kvindens soen skoed et kaffebaer i roeven paa Daniel med sin slangeboesse.

Tilbage i huset fik vi et traditionelt guatemalansk maaltid. Selvsagt fik Don Jeppe henholdsvis ros, latterbroel og stor opmaerksomhed under sin frembringelse af fire naesten runde tortillas.

Klask en dejklump frem og tilbage mellem to vaade haender og du ved hvad jeg mener.

Den traditionelle mad er fantastisk laekker. Sund er den velsagtens ogsaa. Staerk og sukkersoed kaffe til mad blir nu alligevel aldrig helt min favorit.

Tilbageturen var absolut griner!
Vi sad alle bagi en aaben pickup, mens den arbejdede sig ned fra hoejderne. Milli som er den underviser der var med paa turen begyndte stort set uprovokeret at laere os alle de grimme, og dermed enormt interessante, gloser i det guatemalanske sprog.

Det var jo ikke fordi vi havde lyst, men eftersom jeg skal paa stadion soendag har jeg brug for dem.

En chickenbus kom lidt for taet paa og hans intense brug af horn var startsignal til et sandt raabeinferno fra vores side.
Han blev vist ret knotten over gloser som "boesse", "soen af en luder", "op i roeven", "spis mit lort" og den absolutte favorit "skrael min pik!".

Vi grinte saa vi fik ondt i maven.

Hvad man dog ikke samler op i en pickup!

onsdag, oktober 06, 2004

Kommunikationshaj i Guatemala

Efter en lille uge med en hektisk kommunikationsaktivitet vil jeg nu paastaa at jeg er lokal kommunikationsekspert i Antigua.

Jeg ved hvor de billige internetcafeer er, jeg ved hvilke der rent faktisk har den brede hastighed de skriver, jeg ved hvilke hvor man maa skrive gratis ud, hvilke der har pdf-reader, hvilke der har nye versioner af word. Jeg ved hvor de tager de bedste fotokopier, hvor man kan faxe, hvor man kan faa scannet noget ind af nogen som ved hvad de laver.

Naturligvis ved jeg hvorhenne man kan ringe billigt til Europa og hvor telefonen virker selvom byens telefonnet klager.
Hvis nogen har brug for hjaelp saa bare sig til. Det koster tilgengaeld kun en flybillet til Danmark...

Nu har jeg fra min ende snart gjort alt hvad jeg kan. Alle relevante, irrelevante og urimelige informationer er sendt til Danmark og England. Rejseforsikring, udsteder af rejsechecks, Cubas immegrationskontor, rejsebureau, bank, foraeldre og lillebror, Synoptik, min chef og talrige andre personer er nu sat igang med at loese de sidste ting.

Saa vil jeg drikke endnu en dobbelt magaritha og haabe paa det bedste!

PS: Hvis der er flere som har en pose held de kan undvaere saa har jeg stadig brug for lidt ekstra. Alle bliver beloennet med et glas aedelt spiritus ved hjemkomst (ja jeg skal voldhandle toldfrie drikkevarer)

tirsdag, oktober 05, 2004

Fremgang paa flere fronter

Jeg har faaet flere kopper held og tusind tak for det! Allerede nu er der fremgang paa adskillige fronter.

Det er eksempelvis nu over en dag siden at der er blevet spildt stearin paa mig.

Ellers har jeg nu faerdiggjort de formularer jeg skal udfylde, lavet liste over alt hvad jeg har mistet og faaet skrevet en fin beskrivelse paa engelsk af hele det skaebnessvangre haendelsesforloeb.

I m0rgen er store xeroxdag. Jeg skal kopiere, faxe og sende dokumenter med DHL. Fedex har vist sig at vaere urimelige baade med hensyn til pris og med overholdelse af loefter.

De fire dage Fedex svor det ville tage at hjemsende en kasse med indkoebte souveniers tog 14 dage og kostede en hulens masse penge.

I gaar ankom Daniel og Martin i god stand, dog en smule vaade af regnen og uden rygsaekke.
Naar jeg kommer tilbage til vores hostel bliver det interessant at hoere om deres tur til Guatemala internationale lufthavn har givet pote. Det haaber jeg saa sandeligt!

Ved rent held fandt Lisbeth og jeg et par fantastisk soede mennesker som vi moedte i Coban. De bor ogsaa i Antigua og vi fik en drink og en hyggesnak paa en arabisk cafe (!).
De havde under en hektisk tur igennem sydoest Guatemala mistet sedlen med vore emailadresser. Nu har vi deres og de vores (igen).

Efter at have haft nu to gange fem timers eneundervisning er mit spansk allerede blevet ualmindeligt dramatisk forbedret. Nu kan jeg kommunikere med de lokale og foere samtaler. Det mener jeg ihvertfald selv. Om 20 eller 25 timer mere saa regner jeg med at spansk er godt nok til at jeg selv kan bygge videre saa jeg bliver i stand til at tale et rimeligt spansk naar jeg kommer til Peru og Cuba, hvor engelsk ikke er saa udbredt.

Ja min underviser Jorge Mario er en fin fyr som ligesom jeg er interesseret i fodbold. Paa loerdag skal jeg med Mario og hans venner paa stadion for at se det lokale fodboldhold banke en lokalrival. Han er nummer tyve i fanklubben og har advaret mig om at de har troejer paa, synger og raaber. Det lyder som rendyrket morskab og jeg glaeder mig!

søndag, oktober 03, 2004

Op og ned

Jeg er ved at loebe lidt toer for held. Dog er der stadig lidt paa tanken, men min lykkemotor hoster sagte.

Idag lykkedes det mig endeligt at finde en internetcafe, hvor jeg kunne faa udskrevet de forsikringsdokumenter som jeg nu skal hygge mig med. Netop da jeg glad kommer ud paa gaden med de dyrebare sider; ja saa begynder det at regne og mine papirer fik vand.

Nogen der kan undvaere en kop held?

lørdag, oktober 02, 2004

Det er dyrt at blive bestjaalet

Nu har jeg brugt hele eftermiddagen igaar og hele formiddagen idag paa at snakke med forsikringsselskabets emergency line, min mor og i flere omgange og i laaang tid Thomas Cook som har udstedt mine rejsechecks.

De er meget grundige og jeg har vel forklaret ti gange saa meget til folkene hos Thomas Cook, end jeg fortalte politiet, som vel i bund og grund blot konstaterede at der var en mere til den svulmende statistik. Men politirapporten er jo den eneste maade hvorpaa man kan faa noget fra sin forsikring og refund af rejsechecks.

Faktisk var det lidt af en oplevelse at sidde paa en lillebitte stol i en betoncelle sammen med en politimand i fuld uniform og velsagtens ti stykker papir og ni stykker kalkerpapir i den udtjente men store skrivemaskine. Han kunne kun lidt engelsk og jeg kun lidt spansk, men det gik.
Heldigvis havde turistpolitiet hjulpet mig med at udfylde et skema paa engelsk og spansk med de vigtigste detaljer.

Uanset at det var mig som var blevet forulempet saa foelte jeg mig alligevel lidt kriminel som jeg sad der paa min lille stol naer gulvet og kiggede op til den store politimand.

Humoeret er fint og heldigvis havde jeg nogle kontanter paa mig saa jeg kan klare mig. Rejsechecks skal nok blive refunderet og mit visakort er lukket, og et nyt kommer ud sammen med drengene paa soendag.

Men flybilletterne kan blive svaere at faa genudstedt og mit visa til Cuba kan maaske blive et problem. Ud over det skal jeg bare udfylde en satans masse formularer omkring alting.....