søndag, marts 07, 2004

Tusind tak for kommentarerne!!
Det lunede gevaldigt. Men ulempen for mig er at jeg nu er forpligtet til at skrive ofte - og for jer, at jeg grebet af ånden, vil fremføre lange semiseriøse indlæg om dette og hint.

Kondicyklen er stadigvæk ikke kommet hjem...
En dag må det lykkes mig at gennemføre de ting jeg planlægger. Den dag vil være dagen hvor jeg bliver voksen!
Men det er jeg ikke endnu - og sidste eksempel i en serie så lang, at bagmanden bag "Absolut music" bliver misundelig, er min storladne plan om at afhente min nyindkøbte kondicykel.
Den står stadigvæk tørt og godt i vante trygge rammer i marskandiserens baglokale et sted på Langelandsgade. I morgen der henter jeg den! Eller rettere jeg planlægger at hente den. Min undskyldning fra i fredags om, at busserne jo ikke var så fulde lørdag formiddag, var helt sikkert et godt gedigent stykke konsekvensberegning. Omend det henleder mig på, at jeg i morgen har samme problem - men bare ikke nogen lørdag at udskyde til.

Pokkers :-)

Igår lavede jeg finten med at tage ned på strøget for at "kigge" efter en ting, og endte med at købe nogle helt andre ting end det jeg blot så økonomisk uforpligtende skulle kigge på. Mine damer og herrer - det var weekendens andet bevis på at jeg endnu ikke er helt voksen!

Kasper spurgte om jeg havde fået skudt noget film. Og svaret er jaaaa.. Jeg har skudt ca. en rulle - men skal nok lige have vænnet mig til bare sådan at knipse løs. Jeg er jo trods alt fra Midtjylland, hvor nærrighed er en nationalsport.
Jeg planlægger at tage en runde bevæbnet med kamera og et vågent øje for optrin, der kunne være interesse eller penge i at fange med kameraet. Jeg er ikke så optimistisk med hensyn til om det bliver idag. Men jeg vedholder mig at jeg planlægger det.

Hvis nogen skulle have bemærket at jeg her mandag formiddag var inde og redigere lidt, så skyldes det at jeg har opdaget at min kommattering i bedste fald var mangelfuld. Kommattering og spontanitet går ikke så godt i spænd. Derfor. Og jeg vil hellere spontan end korrekt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar