mandag, juni 28, 2004

Glæden ved ingenting

På arbejde er et projekt afsluttet, på et andet afventer jeg at jeg bliver inddraget, to andre er sat på "hold". Resultatet er at min arbejdsdag tøffer afsted i et adstadigt tempo.

Egentligt har jeg det bedst når der er travlt - så føler jeg at jeg virkeligt deltager i kampen for firmaet.
Men jeg har det overraskende fint med ikke at have spor travlt, især fordi det ikke rigtigt er min skyld.

Nu tror jeg at jeg vil tage mig en velfortjent frokost og glæde mig over ingenting.

søndag, juni 27, 2004

Han kører med rød hjelmfarve!

Speedway er en på overfladen lidt enfoldig og halvkedelig sport. Jeg plejede at betragte det lidt som atletik, hvor udøverne blot var typiske knallertbøller fra provinsen uden anden reel mulighed for at stå ud fra mængden.

Men det er jo en nuancernes sport, så det er alligevel interessant. Jeg ser det til gengæld på grund af kommentatorerne og deres helt fantastiske arsenal af utrolige udtryk.

"Han kører med RØD hjelmfarve!" - jeg aner ikke om der er noget særligt over at have en rød klud på sin hjelm, men det lyder sådan, begejstringen i deres stemmer taget i betragtning.

"Han kører HELT ude ved hegnet!" - ja det er i sandhed vildt! Hvorfor ved jeg ikke...

Og hver gang de entusiastisk råber "Thomas Gollup - den GALE polak!" - ja så gibber det sgu i mig. Det er da et navn for en levende legende. Jeg mistænker kommentatorerne for at tillægge alle polakker en vis portion galskab, så den gale polak må være et ekstraordinært vanvittigt individ og derfor en vi alle bør beundre.

Jeg ærger mig faktisk lidt over at speedwaysæsonen er overstået.

fredag, juni 25, 2004

One-trick-pony?

I denne EM-tid er det jo populært at illustrere alt ved fodboldeksempler, og med forskelligt held. Jeg iøvrigt tror godt at jeg vil bønfalde andenrangspolitikere så som byrådsmedlemmer, amtsborgmestre og alle fra Dansk Volkspartei: Stop nu - i lærer det aldrig!

Når det er gjort vil jeg springe direkte til mit eget eksempel. Det siges at en fodboldspiller skal mestre både det nemme og det svære for at være komplet og vide, hvornår man skal gøre noget enkelt og, hvornår man skal forsøge det geniale.
Det må være det samme I det professionelle erhvervsliv. Man skal kunne både det konventionelle og det ukonventionelle for at være rigtigt dygtig, for at kunne gøre en forskel.

Vi må alle erkende at vi indeholder mest af den ene - at vi er traditionelle eller utraditionelle. Begge ting har fordele og ulemper ved at nogle ting enten bliver meget svære eller ganske simpelt ikke er muligt. Den meget traditionelle får ofte svært ved at gøre noget rigtigt uventet og utraditionelt. Uden at blinke vil jeg og mine omgivelser utvetydigt dømme mig som en af de enddog svært utraditionelle. Jeg har så til tider svært ved at gøre hvad der er traditionelt a.k.a normalt a.k.a. fornuftigt.

Spørgsmålet som rumsterer i mit hoveder er: hvad mon er nemmest at få en traditionelt tænkende person til at tænke utraditionelt eller at få en utraditionel til at tænke traditionelt?

Jeg kunne godt tænke mig at være lidt mere traditionel. Bare en gang i mellem og altså bare en lille smule. Men jeg er nok oppe imod overmagten....

Regn på min rude 2

Det lykkedes mig faktisk at komme nogenlunde tørskoet hjem. Eller det er faktisk løgn - det var sådan set udelukkende mine sko der var våde.

Her til morgen vågnede jeg halvsyg og meget lidt frisk, hvilket tydeligt afspejlede sig i min ulyst til at springe på en cykel og hjulle ud i øsregnvejr.

Fem kilometer op ad bakke bliver ikke ligefrem mere sexet af tanken om at få hvad der svarer til en spand vand i ansigtet hver femte minut.

Så pludselig var der et kort stop, akkurat længe nok til at narre mig ud på cyklen i den naive tro om at jeg kunne nå på arbejde uden at blive sønderligt våd.
Åh jo det regnede ikke så meget, til gengæld cyklede jeg så hurtigt at nu er jeg istedet gennemsvedt. Og så er det at jeg tænker - regn lugter ikke.

Hvordan kan det være at man taber hver gang?

torsdag, juni 24, 2004

Regn på min rude

Æv æv dobbeltæv. Hvorfor er det lige at det altid regner når man ikke har regntøj med - og aldrig regner når man har regntøj med?

Det er eddermadme urimeligt!
Til gengæld ser det ikke ud til at stoppe foreløbig - så nu kommer jeg til at drukne på vej til FØTEX.

mandag, juni 21, 2004

Gatecrashing med ti-dobbelt hollandsk skrue

Så har jeg også prøvet det. Lørdag nat klokken 2:15 deltog jeg i en semiinviteret gatecrashing af en sovende herskabsvilla i Silkeborg sammen med 6 glade venner og et ti mand stort hollandsk jazzorkester i cirkusuniformer!

Efter at have fået gratis øl og være inviteret ind af manden i huset blev vi alle smidt ud af hans kone, der ikke tog mildt på at blive vækket af invasionen. Hun var meget afvisende overfor ideen om at 7 fremmede mænd skulle drikke deres øl mens et overgearet uniformeret jazzorkester spillede when the saints i hendes dagligstue.

Modvilligt og storgrinende måtte vi bukke os for argumenter som jeg kender jer ikke og my children stands up i seks in the morning - skrid!.

Men hvem taler også formfuldendt engelsk i sådan en situation?

Jeg fik da en gratis øl, et godt grin og 1½ minuts tiltrængt varme...

torsdag, juni 17, 2004

Ekletant og med finesse

Erfaring er det, der gør det muligt for os at gentage vores fejltagelser med større finesse.
- Derwood Fincher

Det er d.... smukt formuleret! Sådan har jeg aldrig før set på det.

Johnny Madsen har engang sagt at skal man have fiasko kan den ligeså godt være ekletant. Der er meget mere stil over en maveplasker fra 10-metervippen end i bare at falde i bassinet.

Uden at vide det har jeg i lang tid været god til noget. Eller ekletant og med finesse!

Duft af regn

Der er altså noget over duften af sommerregn. Faktisk er der flere ting jeg godt kan lide ved sommerregn. Man kan sidde indenfor uden at have dårlig samvittighed over ikke at være ude i det gode vejr. Der er grund til at lave varm kakao, hvis man altså har noget. Men kan fryde sig over alle de der troede de skulle nyde en dejlig sommerdag udenfor. Ha! Jeg bliver aldrig for gammel til at fryde mig inderligt og barnligt over den slags.

onsdag, juni 16, 2004

Åh at være en høne!

Kim Larsen synger så smuk Frank Jægers tekst:

Åh at være en høne
ingen kan finde hvor er
gemme sig dybt i en have
pikke et rødhudet bær.

Men sådan kan man ikke gemme sig for verden.

På Slagt en hellig ko har der været diskuteret om det at blogge anonymt. Jeg kan kun sige at tanken for nogle er tillokkende og fred være med dem.
For mit eget vedkommende er min blog meget personlig, og bliver med tiden mere og mere personlig. Men netop det, at jeg skriver mine tanker på en weblog under eget navn og med billeder i farver, gør at jeg netop bliver bedre til at stå ved hvem jeg er.

Jeg er, som jeg er. Og netop sådan ønsker jeg at fremstå for verden. Blotlagt og med åben pande. Det er måden at møde verden på for mig.

Hvad med dig?

Jeg forstår....

Det er fedt at kunne udtrykke sig. Jeg nyder at skrive mine tanker ned. Det skaber struktur i de ting der rumsterer i mit hoved, og ofte er selve processen med at beskrive dem det vigtigste.

For før jeg kan skrive noget, er jeg nødt til at finde ud af, hvad det egentlig er jeg føler. På trods af det lyder simpelt er det ikke lige til. Men vreden, frustrationen eller glæden skal have et ansigt. Jeg tvinges til at kigge indad. Til at se hvad, og derefter til at se hvorfor.

Beskrivelsen af mine tanker og mig selv er en form for renselsesritual. En emotionel bordlægger. Når så alle kortene er lagt på bordet og det rumsterende blotlagt for mit øje, da kan jeg begynde at forstå.

Selvindsigten er værdifuld. Jeg begynder at forstå digteren, som skriver; maleren som maler, musikkeren som komponerer sågar øksemorderen, der går løs på den tilfældige cyklist.

Det handler om udfrielse.

tirsdag, juni 15, 2004

Fuck livet!

Nogen gange så bliver det bare for meget. Livets bæger er fyldt til randen, og alt det overskydende plasker ud over kanten. Så er det at jeg får lyst til at skrige fra hustagene: Fuck livet! Fuck forventningerne! Fuck normerne! Fuck pligterne! Fuck fornuftens kvælende dyne! Fuck det hele, men først og fremmest fuck livet!

Så har jeg bare ikke energien til at gøre alt det som jeg bør. Jeg har ikke overskud til at smile, være venlig, overholde reglerne, tage hensyn, undlade at sige den uforbeholdne mening, til at vige en millimeter, til at kære en tøddel, til at overholde noget som helst kodex.

Jeg kan slet ikke rumme alle de ting som jeg skal rumme. Minimumskravene til mig synes at være urealistiske. Små ting, der normalt ingenting betyder, fylder pludseligt alt alt for meget. Der er for meget og jeg er på nippet til at give op. Da er det at overlevelsesinstinktet tilsyneladende tager over.

Alle de ting jeg normalt skal rumme bliver smidt over bord. Væk med pli, væk med selvkontrol, væk med grimasser der passer, væk med overskud til andre, væk med svinkeærinder, væk med behovet for at opfylde forventninger. Væk med alt det som fylder op og ligger ovenpå mit ego. Væk med alt det som er blevet internaliseret.

Og pludselig er der plads til de indre dæmoner kan røre på sig. De skal bare lige ud og danse lidt. De river og flår i selvtilliden, selvværdet, selvkritikken. Da jeg var yngre troede jeg at de skulle opsluge mig, men det gør de ikke. De skal bare have lov til at komme frem og lade vreden, skuffelsen, angsten og alt det indestængte komme op til overfladen.

Langsomt går det over igen. Bagefter er det uvirkeligt, ganske som en drøm. Skete det overhovedet?

Egentlig tror jeg at det er sundt at dreje lidt på den mentale ventil og slippe dampen ud.

Var det virkelig mig der råbte fuck livet!?.....

mandag, juni 14, 2004

Silkeborg i superligaen igen!

Engang i mellem må man tillade sig selv at være lidt rørstrømsk og blot knibe en tåre.
Som trofast fan af Silkeborg var det en hård ting sidste sommer at måtte sande at ens fodboldhold må rykke ned.

At jeg så bor i Århus gør det ikke nemmere når byen er fyldt med AGF-fans, som glædes inderligt over at få en sjælden lejlighed til at håne et andet hold, som på papiret er dårligere end deres eget.

Men nu er "de røde" (de røe' som det så smukt og plumpt hedder på lokalsproget) igen i Superligaen!!

fredag, juni 11, 2004

Når hjertet driver kispus med min forstand

Nogle gange føler jeg at en mur af uhåndgribelig sørgmodighed vælter ind over mig, og jeg overvældes af en snigende udefinerbar følelse af ensomhed, selvom jeg befinder mig midt i mængden.

Når jeg tænker efter er der ingen grund til at have det sådan. Men hvorfor spilles dette puds? Hvad er det hjertet vil, når det driver kispus med min forstand?

Der er kun en ting at gøre - spise chokoladen der ligger på mit skrivebord, tage ud i solskinnet og forkæle mig selv. Kun som en modpol naturligvis. Hvor der er Yin skal der også være Yan - og Yan kan godt være burgermad, solskin på min pande og belgisk klosterøl.

torsdag, juni 10, 2004

Åbent spørgsmål

Kan man godt have et rent hjerte og en beskidt mund?

Er det en gun?

Igår faldt jeg i svime foran yndlingskanalen DR2, thi de sendte Lonely Planets pilotguide om Mayaruten som er lige præcis det område, hvor jeg starter min rejse 1. september.

Det var en stor oplevelse at se en lille mundsmag af alt det jeg skal se og opleve om ikke engang tre måneder. Der var så meget spændende, flot, anderledes og eventyragtigt. Men der er altid en slange i paradis og to bemærkninger har brændt sig ind i min hukommelse. En amerikansk rygsækrejsende, der ved Guatemalas grænse sagde "This is no Disneyland. Be aware of the guns. They have so many guns!".

To andre rejsende med to års rejse på bagen i Mellemamerika sagde om Guatemala city at efter 20 minutter kunne de ikke komme ud af byen hurtigt nok.

Pyt! Jeg sørger for ikke at være i G. City længere end nødvendigt og hvis der er optræk til noget må jeg byde på øl. Måske skulle jeg lære at sige noget på spansk om sammenhængen mellem store pistoler og små tissemænd....

Er det en gun Jeppe? Hvad skal du med en gun Jeppe?

onsdag, juni 09, 2004

Luksusproblematikløsningsteori søges!

Jeg har i øjeblikket en følelse af, at jeg ikke anvender tiden fornuftigt. Det er som om, at der ikke rigtigt er fremskridt på de områder hvor der bør være fremskridt. Rejseplaner, fremleje af lejlighed og se alle mine venner.

Men når jeg gør op hvad jeg bruger min tid på kan jeg konstatere at jeg egentlig bruger tiden på nogle udemærkede aktiviteter; koncerter, bluesjam på Fatter Eskil, grille i parker, Mols Ego challenge, teamweekend med vikingetema (som i øvrigt var helt fantastisk), rollespil, tur til Horsens Stadion osv osv.

Dog er der en stor rest af ting jeg burde, skulle, ville gøre, som der ikke har været tid til. Hvis jeg nu laver en liste...men så forsvinder spontaniteten formentlig.

Måske må jeg bare indse at antallet af fornuftige gøremål overstiger den tid der er til rådighed. Det må vel karakteriseres som et luksusproblem.

Men hvad gør man egentlig med luksusproblemer? Fjerner man luksusen ved at løse problemet???

mandag, juni 07, 2004

Ikke den store aktivitet herinde

Jeg har haft travlt i de sidste par uger. Men ikke med alle de ting som er vigtige, men alle de små uvigtige og hyggelige ting. Generel dovenskab og en snigende skriveblokering har gjort at webloggen har ligget stille i et stykke tid.

Men nu er jeg tilbage igen og skriveblokeringen er lettet, sjovt nok i takt med at jeg har problemer at tumle med. Lidelse er åbenbart det bedste stof....

Regnvejrsblues...

Om det lige er regnen der sætter mig en en lidt blå stemning ved jeg ikke, men jeg føler mig lidt på sidelinien idag. Flere jeg kender har store ting som sker i deres liv; fremgang, nye kærester, nye karrieremuligheder, etablering af forhold og giftemål, afslutning af uddannelser osv osv.

Jeg føler at mit eget liv står lidt stille - på trods af udsigten til en rejse som formentlig kommer til at blive en af de største oplevelse i mit liv.
Sandheden er at jeg ikke selv søger udvikling af mit liv på andre områder end de som har med rejsen at gøre. Fokusering koster. Jeg betaler gerne prisen, men når det regner virker prisen høj.

En anden ting jeg har lagt mærke til er min gryende forventninger, til den person jeg er når jeg kommer hjem fra rejsen. Jeg er bange for at mine forventninger er høje og måske er rejsen lidt ved at udvikle sig til en undskyldning for ikke at ændre på nogle ting. For de ændrer sig jo alligevel i løbet af rejsen....