tirsdag, juni 15, 2004

Fuck livet!

Nogen gange så bliver det bare for meget. Livets bæger er fyldt til randen, og alt det overskydende plasker ud over kanten. Så er det at jeg får lyst til at skrige fra hustagene: Fuck livet! Fuck forventningerne! Fuck normerne! Fuck pligterne! Fuck fornuftens kvælende dyne! Fuck det hele, men først og fremmest fuck livet!

Så har jeg bare ikke energien til at gøre alt det som jeg bør. Jeg har ikke overskud til at smile, være venlig, overholde reglerne, tage hensyn, undlade at sige den uforbeholdne mening, til at vige en millimeter, til at kære en tøddel, til at overholde noget som helst kodex.

Jeg kan slet ikke rumme alle de ting som jeg skal rumme. Minimumskravene til mig synes at være urealistiske. Små ting, der normalt ingenting betyder, fylder pludseligt alt alt for meget. Der er for meget og jeg er på nippet til at give op. Da er det at overlevelsesinstinktet tilsyneladende tager over.

Alle de ting jeg normalt skal rumme bliver smidt over bord. Væk med pli, væk med selvkontrol, væk med grimasser der passer, væk med overskud til andre, væk med svinkeærinder, væk med behovet for at opfylde forventninger. Væk med alt det som fylder op og ligger ovenpå mit ego. Væk med alt det som er blevet internaliseret.

Og pludselig er der plads til de indre dæmoner kan røre på sig. De skal bare lige ud og danse lidt. De river og flår i selvtilliden, selvværdet, selvkritikken. Da jeg var yngre troede jeg at de skulle opsluge mig, men det gør de ikke. De skal bare have lov til at komme frem og lade vreden, skuffelsen, angsten og alt det indestængte komme op til overfladen.

Langsomt går det over igen. Bagefter er det uvirkeligt, ganske som en drøm. Skete det overhovedet?

Egentlig tror jeg at det er sundt at dreje lidt på den mentale ventil og slippe dampen ud.

Var det virkelig mig der råbte fuck livet!?.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar