lørdag, oktober 30, 2004

Diarrè

vil jeg ikke oenske for min vaerste fjende.
Nej det vil jeg oenske for alle dem jeg ikke kan lide. For det er nemmerli' en rigtig straf. Isaer under fremmede himmelstroeg, hvor man paa faa sekunder tvinges til at vralte som en gigtplaget and med et stivnet smil og et febrilsk blik altimens man taeller de staerkt begraensede antal minutter man har til at finde et befriende toilet.

Naar man saa finder en restaurant har de normalt laast doeren til kundetoilettet. Helt sikkert fordi det paa den rigtige side af disken (absolut ikke den side jeg staar paa) er pissesjovt at se mig med stivnet smil og krampagtigt kropsprog forsoege at forklare paa mit begraensede spansk at jeg har noejagtigt tyve sekunder til at faa noeglen til toilettet inden jeg besudler deres blankpolerede flisegulv. Ha - hvem vil saa grine?

Nej se det er sgu en straf der er vaerdig for alle de som gaar langsomt paa fortovet, haever prisen for taxaturen til det dobbelte eller er selvfed som kun ensporede prototypeamerikanere kan vaere. HA!

PS: Pillerne smager af he.... til og jeg har absolut ingen ide om, hvilke kemikalier jeg stopper mig med...

Skildpadder i nattens mulm

Lisbeth og jeg tog onsdag morgen den foerste bus til det caribiske Costa Rica. Via en provinsby Cairibi kom vi videre ud til en stor chiquita-bananplantage, hvorfra vi sejlede med flodtaxa ud til den lille junglekystby Tortugero, som vel betyder noget ala "skildpadderup".
Og netop skildpadder er hvad stedet med 671 sjaele er kendt for. Paa de faa kilometer strand der ligger bag byen ankommer fire af Caribiens 6 havskildpadderarter for at laegge aeg.

Netop nu er det green turtle der kommer, omend vi er sidst paa saesonen og derfor kommer der kun nogle faa af de 180 kilo tunge dyr for at laegge deres 120 bordtennisstore aeg i dybe huller i skovkanten.

Selvom vi havde vaeret oppe allerede klokken fem om morgenen holdt vi ud til klokken ti om aftenen, hvor vi skulle med den lokale guide Steve ud for at se skildpadder paa den moerke strand.
Vi saa tre; en paa vej ned tilbage til havet, en paa vej op fra havet og en der lagde aeg for fuld hammer. Desvaerre maatte vi nyde synet af naturens vidunder med en flok standarddumme amerikanske turister. Da en af dem samlede et aeg op var jeg et oejeblik bange for at Lisbeth ville forklare hende hvor forkert det var. Men vi noejedes med at sende bedrevidende danske blikke i moerket. Amerikanere burde f.... holdes i snor eller forbydes at komme de gode steder hen.

Ja amerikanere, israelere, japanere og italienske busturister: dem kan vi ikke li! De fleste af dem er tanke- og respektloese, kommer altid i store flokke og har ikke oeje for andre, hverken turister eller lokale. Men de bringer dollars. Jeg haaber at de i den grad betaler overpris for de giver vi andre gringoer et daarligt ry.

At kunne fortaelle at man er fra Dinamarca giver altid masser af pluspoint hos de lokale. Enten kender de Danmark for en masse godt, har moedt danskere som de godt kunne lide eller synes bare at et lille land ovenpaa Tyskland lyder eksotisk og ergo er vi interessante.

I morgen eftermiddag klokken 15.10 flyver Lisbeth og jeg til Peru. Vi glaeder os rigtigt meget til en ny og anderledes kultur. Landene her i Centralamerika ligner hinanden en del, saa nu er vi efter to maaeneder klar til et frisk pust.

I dag var jeg igen paa nede paa Iberias kontor her i San Jose, og British Airways i Koebenhavn har ikke gidet at besvare Iberias formelle forespoergsel paa om de maa genudstede mine mistede billetter. Det synes jeg paa godt dansk er for daarligt.

Er der nogen som gider ringe til British Airways i Koebenhavn og se om de tager telefonen? Eller maaske sende dem en hundlort med B-post?

onsdag, oktober 27, 2004

Laes dog paa din skaerm!

I morges ringede jeg saa til Thomas Cook, udstederen af mine nu hedengangne rejsechecks. Missionen var ret simpel, det resterende beloeb skal saettes ind paa min bankkonto, da jeg har mistet tiltroen til deres evne til at udstede nye rejsechecks.

Men naae det restende beloeb var jo wired til mig via Western Union. Nej mente jeg. Vi aftalte jo at den sidste transaktion skulle annulleres fordi det var en fejl eftersom det ikke var hvad jeg bad om sidst jeg talte med jer.

Hende: "Vil du nu have pengene paa din bankkonto?"
Mig: "Ja tak, det var lige det jeg sagde, saa det vil jeg gerne"
Hende: "Saa skal du gaa ind i Jyske Bank i Koebenhavn"
Mig: "Det kan jeg ligesom ikke, jeg er jo i Centralamerika"
Hende: "Jamen du skal altsaa gaa derind alligevel"
Mig: "Gu skal jeg f... ej! Jeg er f.. 20.000 km vaek og der staar paa din skaerm at jeg er i Centralamerika, og ioevrigt har I lavet endnu en fejl!"
Hende: "Forbindelsen er daarlig hr. Ring op senere." KLIK

...hvad f... skete der lige?

Rejsechecks er gode saa laenge man ikke faar dem stjaalet, men det er jo saa til gengaeld det eneste argument der er for dem.

tirsdag, oktober 26, 2004

Jeg har indset..

..at man ikke kan flygte fra sine daemoner.
De rejser bare med. Man er overraskende meget sig selv uanset hvor man er.
Skraemmende eller betryggende - vaelg selv...

Jeg er bare saa nem...

Nogle gange er jeg bare saa nem. Vi gik hele San Jose centrum igennem og saa vores del af plattenslagere, tricksters og nasserne. Ingen colones til haese Antonio fra Usa som var blevet roevet af luderne, ingen til "guiden" for at fortaelle at gadehjoernet vi stod paa var farligt og da slet ingen til den tandloese fyr med koppen.

Til gengaeld var der 2.500 colones (4 dollars) til den unge kunstneriske skoenhed med rottehalerne der solgte hjemmelavede t-shirts paa markedet. Et blink med et af de store brune daadyroejne og jeg havde koebt en blaa t-shirt i stoerrelse large.

Og jeg har slet ikke plads i rygsaekken og i forvejen rigeligt med t-shirts. Meeeen pigen var soed og gringoens kind roed....

mandag, oktober 25, 2004

Saadan!

Fire timer, to kopper vand, to taxier, en bus, syv skranker, fem kontorer og 150 dollars senere har jeg nu de vigtigste billetter genudstedt og fredag eftermiddag kan jeg sandsynligvis hente alle billetterne til min hjemtur fra Mexico til Danmark.

Dejligt at vaere i et land med hjaelpsomme mennesker der taler engelsk og bruger computere.

De fleste af mine udgifter med genudstedelse faar jeg refunderet, men de penge jeg ender med at tabe paa tyveriet er egentlig givet godt ud. Intet kursus i "personlig power", "selvtillidstraening" eller "faa styr paa dit liv" vil give noget naer det samme udviklingsmaessigt.

Selvom jeg har brugt en masse tid, mistet penge og maattet gaa og ringe en utroligt masse steder hen, har det givet mig fornemmelsen af at jeg kan klare vanskelige situationer og komme ud af det med skindet paa naesen og uden at tabe vaesentligt paa et i sidste ende.

Verden kan bare komme an. Jeg er parat (og paranoid).

Nu gaelder det

Saa er det idag at jeg skal ud til San Jose Lufthavn for at faa genudstedt alle mine flybilletter. Det bliver spaendende at se om det lykkes. Kryds fingre!

Fingrene vaek eller haanden sir knaek!

I dag har vi bare rejst heele dagen. Orv det var kedeligt.
Costa Rica skulle efter sigende vaere det mest civiliserede og velordnede land i hele regionen. Men det stemmer bare pis...daarligt med at vi maatte vente i koe i tre fucking timer ved graensen! Vel og maerke for at faa to hurtige stempler af en halvfed og ualmindelig ligeglad toldfunktionaer.

Men vi moedte en rar svensker som bor i Tyskland og taler lidt dansk. Maegtigt spas at sludre med ham i et par timer.

Graensen ud fra Nicaragua er en havelaage med to bevaebnee toldere. Saadan en ganske almindelig metalgitterlaage som der er hundrede af i et hvert dansk industrikvarter med bare en smule respekt for sig selv.
Udenfor laagen stod vi saa i en hob af mennesker som vist hverken skulle ud eller ind. Det gik naesten alt for nemt. Vi krydsede ud af Nicaragua paa noget der ligner tre minutter.

Da jeg skulle igennem havelaagen kom en ung slyngelagtig fyr ud af den. Idet han gik forbi mig maerkede jeg at han stak sin haand ned i min ene lomme. Han var lommetyv. Jeg opdagede det og i ren refleks hamrede jeg ham knaldhaardt over haanden med en knytnaeve. Han gav et hyl og trak haanden til sig. HA! Ta' den din ungdomsslyngel. Jeppe - tyvepak: 1 - 1.

Nu er vi ankommet vel til Costa Ricas hovedstad San Jose. Her er foraarsagtigt, paent og roligt.

lørdag, oktober 23, 2004

Nicaragua og sikkerhed

Vi har efterhaanden moedt en del som er blevet roevet. To piger var i en bus som blev regulaert kapret af tre bevaebnede drenge som var med bussen. Igaar var det saa to piger paa vores hostel der blev roevet af fem drenge med store knive. I fuldt dagslys paa havnen klokken 12, hvor vi havde gaaet forbi blot en halv time tidligere. Godt nok er vi fire, heraf tre fyre og Lisbeth der kan give et virkeligt strengt blik, men fem fyre med knive kan sagtens roeve os hvis de vil.

I byen sydpaa som vi skal til igennem i morgen eller mandag, er der sket flere roeverier, hvor en taxa med en eller to turister samler to bevaebnede maend op paa den anden side af gaden, hvorefter de bliver koert ind i et farligt kvarter og frataget alt. Der har saagar vaeret mord i den slags sager.

Det er ikke rart at taenke paa at uheldet saadan set godt kan ramme os. Vi forsoeger ikke at taenke paa det, men alligevel er det jo en real risiko. Men der skal ikke vaere tvivl om at de faar pengene uden kamp, men at vi vil slaas som loever for vores liv.

Men vi taenker os om og rejser ikke naar det er moerkt og tager altid de befolkede og oplyste gader.

Dog kan man aldrig sikre sig helt...

Lidt farligt skal det jo vaere

Idag vaagnede vi lidt traette da vi var ude at faa et par oel paa de lokale in-steder saa som "La Fabrica" og "El Club". Vi glaedede os for idag skulle vi til Canuping ogsaa kaldt traetopvandring paa godt dansk.

Det var fedt! Sikke et adrenalinrush!

Vi klatrede femten meter op i et trae (ad en stige) til en platform, hvorfra vi koerte med svaevebane til det naeste trae. Ialt svaevede vi 600 meter over 17 platforme indtil vi rapellede tyve meter ned.

Oppe i traerne glemte vi alt om traethed, og hoejdeskraekken var faktisk ikke et problem, selvom jeg var sikker paa at det ville vaere det inden vi startede.

Det haardeste var naesten den 40 minutters koeretur bag i en firhjulstraekker ad meget bumlede jordveje. Vi kom hjem med virkeligt oemme bagd...
Personligt har jeg stadig et oemt haleben efter mit stunt sidste loerdag, hvor jeg gled paa en vaad mole og landede direkte paa roeven. Efter koereturen havde jeg det som om jeg havde faaet 50 smaek i roeven med et boldtrae. Serioest uncool.

fredag, oktober 22, 2004

Nicaragua

Nu har vi rejst i to dage med bus, taxa og minibus.
Lad mig sige det som det er: Saa sjovt er det heller ikke.

Tre ting man kan vaere sikker paa naar man rejser med bus i Mellemamerika:

1. Din rygsaek bliver altid snavset af en tur i bussens bagagerum
2. Der er altid et-eller-andet som goer at en film paa en bus aldrig bliver den perfekte oplevelse
3. Man bliver altid overfaldet af en multifunktionel horde af taxachauffoerer, sliksaelgere, tiggere, folk med hotelbrochurerer og nogen man ikke ved hvad laver ud over at staa lige der hvor jeg skal gaa. Altsammen umiddelbart efter afstigning af bussen, hvor det eneste man vil er at faa sin bagage foer en lokal goer det.

Vi tog faergen fra Utila onsdag morgen klokken 6:20 (hvilket vil sige 6:45 pga fede amerikanere som kr.... burde laere at staa op til tiden). I hyggelige La Ceiba tog vi en halvlokal langdistancebus til hovedstaden Tegucigalpa. Mens vi ventede paa bussen moedte vi et tjekkisk-fransk lesbisk dykkerinstruktoerpar, der underholdt med en dramatisk historie om et vaebnet roeveri en uge tidligere mod deres bus paa ruten vi netop skulle ud paa.

Tre 17-aars drenge med pistoler tvang alle ud af bussen og ud af toejet, hvorefter de blev systematisk frastjaalet alt, mens en af gerningsmaendene gennemgik bussen for det som folk havde gemt.

Vi blev ikke roevet, men alle medpassagerer som saa det mindste mistaenkelige ud blev omhyggeligt nedstirret.

Paa bussen fik vi at vide at La Ceiba, som vi syntes var saadan en hyggelig by, blev betragtet som den andenfarligste by i hele Syd- og mellemamerika. Kun Bogota er vaerre.

I Tegucigalpa var vi i biografen for hvad der svarer til 4 kroner pr. mand. "The Village" kan godt anbefales, dog helst uden spansktalende boern der tuder....

I dag tog vi en fin bus til Managua, hovedstaden i Nicaragua. Borset fra at vi er sikre paa de fik for mange penge til paskontrollen og at airconditionssystemet vil laekkede ca. ti liter vand paa turen, saa gik det godt.

Overgangen paa graensen mellem Honduras og Nicaragua gik nemmere end de fleste tissepauser.

Nu er vi i den gamle by Granada ved Lago Nicaraguas kyst. Ud over at de laver en fabelagtig karrykylling og at vi har faaet "suiten" er der ikke meget at fortaelle endnu.

Jo det skulle lige vaere at her i Nicaragua er de sygeligt stolte af deres hoens! Der er vejskilte overalt som skamroser de lokale kyllinger.

tirsdag, oktober 19, 2004

Goin' loco i Coco loco

Loerdag aften ankom den skoere basker Ibon til Utila og alle vi danskere med tilhoerende englaendere og newzealaendere stillede op til fest.

Coco Loco bar er det hippe sted herovre og er en bjaelkehytte paa en bred traebro som gaar ud i vandet. Her kan man faa Cuba Libre for blot 19 lempiras, hvilket er ca. seks-en-halv krone.

Og der blev drukket, og danset og snakket og fjollet og danset og drukket. Vi havde en fantastisk sjov aften. Jeg blev lidt traet og vores newzealandske ven og en gut fra Australien sikrede sig at jeg kom fint hjem. Naeste dag vaagnede vi alle tre (Lisbeth, Martin og jeg) med slemme eftervirkninger. Vi er enige om at vi bare streger dagen igaar.

En god del af dagen laa vi i swimmingpoolen paa hotellet, hvor Ibon, Daniel og Krees bor fordi de dykker med en bestemt dykkerskole.

Vi fik supergodt mexicansk mad som det kun laves udenfor Mexico. Ja den mexicanske mad som vi alle kender og elsker, Knorr eller hjemmelavet, er ikke som maden i Mexico. Burritos fandt vi aldrig i Mexico trods tre ugers soegen.

Lisbeth har erklaeret at hun er til mexicansk mad, men ikke mad i Mexico.

Naa men vi fik altsaa mexicansk mad som smagte himmelsk og oveni hatten saa vi "Startsky and hutch" i baren. Den er virkelig morsom og der blev grinespyttet adskillige mundfulde Salva Vida-bajer ud i lokalet den aften.

Jeg tager et billede af etiketten fra Salva Vida-oellen som er den lokale favorit. Det er den vildeste sejlerbajer og burde vaere fast inventar paa ethvert soemandshjem.

Livet her i Caribien gaar laaaaangsomt. Vi har ikke kunnet spise hele dagen fordi alle vores penge var i hotellets pengeskab og hende med noeglen var vaek hele dagen.

Hmmmm

lørdag, oktober 16, 2004

Sandfluer

Saa er vi kommet til det caribiske dykkerparadis Utila. Vi fik en stormende velkomst af horder af bouncere med deres sedler for oens bedste hotel som de tilfaeldigvis arbejde for, og saa sandfluerne. Selvom de var betydeligt mindre end de multinationale hotelfolk saa tog de mest opmaerksomhed.

Vi har nu hver ca. halvtreds kloende bumbler paa benene. Nu gaar jagten ind paa den groenne giftspray som efter sigende skulle vaere det eneste som holder dem vaek.....

fredag, oktober 15, 2004

Held omsider!

Saa blev det min tur til at have lidt held!

Vi tog en chicken bus klokken ti over fem i morges til havnebyen Ceiba, hvor vi skulle tage faergen klokken 9:00 eller 9:30 alt efter hvilken informationskilde man valgte at tro paa.

Endda et kvarter for tidligt ankom vi til Ceiba og i fin stil med fem mand og fem rygsaekke i en taxa ankom vi til faergelejet. Her informerede to sikkerhedsfolk ifoert neonveste og pistolbaelter at faergen altsaa foerst sejlede klokken 4 eller 5 om eftermiddagen.

8-9 timer paa en halvtom betonkaj var ikke lige hvad vi havde sat naesen op efter. Men kaptajnen selv tog imod paa kajen. Han forklarede at pga. reparation af Utila Princess og lavsaeson sejlede de i denne maaned kun klokken fire om eftermiddagen.
Men vi kunne da indlevere vore rygsaekke og saa skulle hans store brede soefolk nok passe godt paa dem og vi kunne faa et lift med ham ind til byen.

Et kvarter senere var vi paa vej tilbage til byen i hans store pickup. Her blev vi sat af ved byens bedste morgenmadsrestaurant. Undervejs havde han fortalt om dykkerparadiset Utila, hvor han har boet hele sit liv, faaet at vide at der er et vaskeaegte Mall i byen og fortalt at vi bare skal vaere ved faergen klokken fire. Flink fyr!

Efter en overordentlig solid morgenmad (jeg har aldrig kunnet styre mig ved buffetter), gik vi paa jagt efter det omtalte Mall.

Her sidder jeg saa nu paa en af de mange internetcafeer. Og jeg fandt en butik, hvor jeg kunne faa et digitalkamera. Her kommer saa heldet ind. Han havde lige praecis et Casio Exilim Z3, som var favoritten. Godt nok er det lillebroreren til det kamera jeg havde i tankerne, men det har faaet fantastiske anmeldelser. Det er bedre end Ixus 400, hvilket burde give et hint til kamerafreaks.

Jeg har jo samtidigt en stor stak af de lokale penge som jeg paa en eller anden maade skal have reduceret uden at tabe for stor en andel af vaerdien. Kameraet stod til 10.000 lempiras, hvilket var lidt dyrere end den danske pris. Men der var 20% og herefter trak han yderligere 25% fra da jeg som europaer ikke skal svare moms. Bummelum jeg har nu et virkeligt appetitteligt kamera for kun 6.000 penge a ca. 37 oere stykket!

Faergeturen til Utila er berygtet for haard soe og at alle passagerer bliver enormt soesyge. Men netop idag er havet er roligt og fladt som et spejl.

onsdag, oktober 13, 2004

Alt alt alt for mange penge

Normalt er det ikke et problem jeg har, men idag har jeg ALT for mange penge.

Da jeg skulle have tilsendt penge via Western Union idag fra udstederen af mine stjaalne rejsechecks, skete der en lille fejl.

Istedet for 500 dollars havde de sendte 2000 dollars, som jeg kun kunne faa udbetalt i lokale pappenge, som har en kurs paa 17,5 pr. dollars.

Det betyder at jeg skal rave rundt med et bundt pengesedler paa ca. 20 cm i min mavepung.
Og det kan altsaa ses skal jeg lige pointere! Saa nu er jeg sikker paa at det er tydeligt at jeg spadsere rundt med seks maanedsloeninger paa maven.

Saadan foeles det. Og hvor koeber man lige mange dollars i Honduras?
I soendags vaagnede jeg en kende bagstiv og med en udpraeget mangel paa evne til at staa op. Isaer havde jeg afsindigt ondt i min venstre hael og hvorledes skaden er opstaaet stod ikke klart.

Men jeg dansede en del til salsarytmerne, ikke salsa men vist naermere noget russisk inspireret folkedans. Sjovt var det nu.

Jeg skulle med Jorge, min underviser, paa stadion for at stoette Antiguas groen-hvide lokalhelte.
Sammen med fire andre studerende, en smule medtaget Jorge og en godt bagstiv foedselar tog vi til byens sportsmekka.

Kampen var udemaerket, og jeg havde jo paa forhaand tillaert mig en raekke nyttige gloser. Paa stadion fik jeg rig mulighed for at praktisere det laerte og samtidigt laerte jeg nogle flere af sidemaend og min underviser.

Cerote og huego gordo er to udtryk jeg staerkt kan anbefale paa Guatemalanske fodboldarenaer.
Kampen blev vist paa nationalt tv, og naar Antigua havde et af deres mange hjoernespark i anden halvleg filmede de direkte mod mig. Her er det saa at jeg er overbevist om at jeg har vaeret paa tv pegende paa dommeren og raabende "fede boesse!" til de omkringstaaendes store jubel.

Solen var staerk og jeg dehydreret, hvilket maaske tjener som en form for undskyldning.
Fik jeg fortalt at Antigua vandt 3-2?

Mandag brugte jeg endnu en dag i skolen og kan nu i teorien tale i datid. I teorien kun desvaerre.

Foeljetonen om mine problemer med genudstedelse af rejsechecks har faaet endnu et kapitel. Det ville tage fire dage at faa dem i Antigua. I Honduras, hvor jeg er nu kan jeg ikke faa dem, men til gengaeld modtage penge via Western Unions pengetelegrafservice. Lidt gammeldags, men hurtigt.
Checksene faar jeg i Costa Ricas hovedstad. Tror jeg da.....

Hele tirsdagen har vi brugt paa transport. Op klokken 3:30 og med shuttlebussen klokken 4:00. Bus og bus er nok meget sagt. En varevogn med 11 saeder og doedsforagtende chauffoer.
Herovre overhaler vi gerne tre busser op ad bakke og med en stor lastbil i modkoerende retning paa en bjergvej med stenskredsfare. Ofte endda.

Vi koerte med et overraskende godt og effektivt busselskab i Honduras og oplevede at vaere de eneste fire passagerer i bussen de sidste par hundrede kilometer. Dog skulle vi da ikke snydes for den obligatoriske film. Jeg fandt knapperne til at skrue op for lyden saa for en sjaelden gangs skyld var alt perfekt.
Saa ankom vi en time foer beregnet!! Og nu mangler vi slutningen paa den overraskende gode film "The last castle".

Her i Tela paa den caribiske kyst er der ikke saa ringe endda, med varmt vejr, varmere vand og billige priser.
Om et par dage tager vi ud til dykkerparadiset Utila.
Ja jeg skal nu altsaa kun snorkle og slappe af i min haengekoeje. Men alligevel.

søndag, oktober 10, 2004

Al ny hjemmefra er godt nyt

Altsaa forstaaet saadan at det er utroligt rart at faa emails fra jer derhjemme.

Selvom jeg er paa rejse og derfor oplever en utroligt masse som man ikke oplever normalt i Danmark og maaske ogsaa mere end normalt saa betyder det ikke at det som sker derhjemme er kedeligt. Tvaertom!

Saa de mails jeg faar, hvor der staar om hvad der sker derhjemme er guld vaerd.
Et par stykker har skrevet til mig at de ikke foeler at der sker nok interessant til at der er indhold til en mail. Jeg kan sagtens foelge tanken, men i modtagerenden er selv de smaa ting skattet information.

PS: Er det tydeligt at det er en opfordring?

At danse paa vulkaner

Igaar var jeg som allerede annonceret ude at bestige en aktiv vulkan.
Den var nu ikke saa farlig omend Vulcan Pagaya har et ry for vaebnet roeverier. Der er masser af politi og guider med alle grupper.

Det hele startede med at vi skulle op klokken fem for at vaere klar det beroemte kvarter foer. Naar saa man skal vaere klar til en bus klokken seks betyder det at man skal saa tidligt op at man taenker "hvad f... laver jeg saa tidligt naar jeg har ferie?!". Bussen kom naturligvis ikke foer Martin og jeg klokken 6:35 besluttede os for at ringe til det nummer som stoed paa billetten og spoerge hvor de blev af og alternativt bare skrige de faeleste gloser i det spanske sprog.

Efter en spurt paa 400 meter fik vi de daarligste saeder i shuttlebussen. En time senere stod vi ved foden af Vulcan Pagaya, hvor vores guide Juan med Guatemalas sejeste solbriller forklarede os om turen. Vi forstod det hele og var istand til at stille kvalificerede spoergsmaal paa vores nyerhvervede skolespansk. Stor triumf!

Halvvejs snakkede vi om at det ikke var meget haardere end at bestige Himmelbjerget. Derefter kom vi til den sidste del hvor man gaar paa klippe og vulkansk sand. Det var straks meget haardere. En halv times prusten og gliden senere naaede vi toppen.
Vejret var klart og vi kunne se krateret. Jeg havde forestillet mig et stort hul fyldt med sydende og boblende lave, men desvaerre kunne vi ikke se lavaen pga. en stor kegle af sand og sten. Dog kunne vi se de sten som vulkanen spyede ud og som landede paa den store kegle.
Lyden var fantastisk og man kunne foele varmen i stenene og sandet som var varmt.

Turen ned var fantastisk morsom. I bedste telemark/snowboardstil vaeltede vi ned af den stejle klippeside i et spor af knaedybt vulkansk sand. Vi vaeltede et par gange, baade os selv, hinanden og jeg en tysk pige.
Guiden viste sig at vaere alletiders drengeroev og fandt hele tiden paa lege, saa som giftig jord, saa vi maatte springe fra sten til sten i afsindigt tempo fordi sidste mand ved varden var en toesedreng!

Da vi kom hjem var vi godt traette efter den haarde tur og den tidlige opstigning. En amerikaner vi moedte paa turen tog med paa sandwichbar og fortalte en masse gode ting om Honduras, som han kendte godt efter 6 maaneders rejser i landet.

Jeg tog om eftermiddagen en tur op til det udkigspunkt over byen som de andre havde set med skolen en dag hvor jeg skulle ringe til nogen. En newzealandsk pige Chresse (et-eller-andet navn fra graesk mytologi) tog med paa turen. Hende havde jeg moedt paa skolen da hun var inde for at hoere om skolen. Jeg fik rollen som overtalende studerende. Det viste sig at hun taler dansk efter et aar som udviklingsstudent i Aabenraa. Hun er en cool og sjov person som vi nu har drukket en del oel og meget rom med, saa hun rejser sammen med os til Honduras i naeste uge.

Min underviser Mario havde inviteret mig til at se den store landskamp, arvefjendeopgoeret Costa Rica - Guatemala. Jeg havde dog ikke faaet at vide at hans veninde Milli som laerte os alle bandeordene holdt foedselsdag samme sted. Det vidste Cres som var inviteret til foedselsdagen, men som ikke vidste at der var fodboldkamp. Som traditionen byder her ankom vi med en flaske lokal rom indkoebt i baren 20 meter fra skolen.

Guatemala fik en lektion i effektiv fodbold og tabte 4-0, hvilket isaer skyldtes deres maalmand som er den ringeste jeg nogensinde har set spille landsholdsfodbold!
Det betoed naturligvis at der blev drukket heftigt af rommen. Alle haeldte rom i alle andres glas saa der var hele tiden rom i mit krus.
Efter kampen kom Lisbeth, Daniel og Martin, som ikke havde faaet invitaionen, forbi og blev straks inviteret ind. Et par timer efter var jeg svaert beruset og vi gik hjem. De andre var heldigvis mindre beruset end mig. Ikke meget men lidt. Skolen ligger 100 meter fra vores hostel saa der var ikke nogen fare ved at gaa hjem klokken 12 om natten.

Det var en stor oplevelse at moede deres venner og se traditionerne. Vi talte nok spansk til at kunne begaa os, men ikke helt nok til at foere samtaler. Vi dansede en del til de vuggende salsarytmer, hvor vi danskere mere var til morskab end til gavn. Til gengaeld danser alle de lokale afsindigt godt fordi de alle danser salso og salsarengue.

Mens jeg skriver dette sidder ved computeren ved siden af den tyske pige som ogsaa var med til festen og som sidder med et lille smil paa laeben over den tossede fulde dansker.
Til gengaeld ved jeg at hun ikke gaar med bh, saa jeg vil mene at vi staar lige....

fredag, oktober 08, 2004

Yo tengo mucho dinero!

Saadan!! Nu ruller det for Abildskov og hans guatemalanske kommunikationsshow!

Her til morgen har jeg faaet bekraeftet at mine checks bliver genudstedt. Idag har jeg faaet wired 500 USD til Antigua, hvor jeg er nu. Det kan holde mig koerende i ca tre uger. At jeg saa faar dem i det lokale guld quetzales er ligemeget.

Mandag morgen skal jeg igen ringe for at faa at vide, hvilken bank jeg faar genudstedt mine checks. Der er en god chance for at det bliver i Antigua mandag eller tirsdag. Saa kryds fingre for mig klokken 20:00 dansk tid!

Hvis ikke saa faar jeg dem i en af de byer i Honduras som jeg rejser igennem fra starten af naeste uge.
Ydermere er der styr paa situationen paa alle andre ting som har forbindelse med tyveriet, bortset fra genudstedelse af flybilletter.
Men hvor svaert kan det vaere?

Haenderne over hovedet!! Idag er en god dag!

PS: Mor, imorgen bestiger jeg en skidefarlig vulkan saa der er stadig noget at bekymre sig om...

What you pick up in a pickup

Idag har vi vaeret paa udflugt med sprogskolen til en landsby i omegnen.

Vi koerte i en pickuptruck som med vanlig forsinkelse hentede os i byen. Efter tyve minutters bumblet koeretur paa veje, der gik fra rigtigt gode til absolut elendige i den raekkefoelge kom vi til en picturesk landsby omgivet af malerisk marker og maejestaetiske bjerge. Wow!

Da vi kom ind i huset hos den lokale kvinde vi skulle besoege maatte vi hele turen rundt og hilse paa de ti personer der var. Mit navn var genstand for stor morskab. De syntes at det var et virkeligt sjovt og soedt navn. Dog mente jeg at kunne fange at Don Jeppe (Don Yepee) maatte betyde noget paa spansk.

Ganske rigtigt Yepee er et kaelenavn for store drenge, saadan lidt ala groenaert eller fister.
Hmmm! Da jeg spurgte om det var meget komisk at jeg hed det sagde de alle, nejda overhovedet ikke for jeg hed jo Jeppe. Omend de udtaler det stort set ens var det altsaa ikke noget man grinte af. Det var blot morsomt.

Hvad forskellen var ved jeg ikke, men de var utroligt soede og syntes oprigtigt at mit navn var interessant, morsomt og ret fedt paa en og samme gang.

Om ikke andet var jeg midtpunkt uanset hvad vi lavede. Don Jeppe er populaer hos det guatemalanske folk. Alle smiler, griner og klapper mig paa ryggen.
Og hvad goer det saa at man har et fjollet navn?

Efter en tur ud i marken, hvor hoejdepunkterne var da vi fandt en doed babyslange og fik at vide at moderen naturligvis var taet ved og da kvindens soen skoed et kaffebaer i roeven paa Daniel med sin slangeboesse.

Tilbage i huset fik vi et traditionelt guatemalansk maaltid. Selvsagt fik Don Jeppe henholdsvis ros, latterbroel og stor opmaerksomhed under sin frembringelse af fire naesten runde tortillas.

Klask en dejklump frem og tilbage mellem to vaade haender og du ved hvad jeg mener.

Den traditionelle mad er fantastisk laekker. Sund er den velsagtens ogsaa. Staerk og sukkersoed kaffe til mad blir nu alligevel aldrig helt min favorit.

Tilbageturen var absolut griner!
Vi sad alle bagi en aaben pickup, mens den arbejdede sig ned fra hoejderne. Milli som er den underviser der var med paa turen begyndte stort set uprovokeret at laere os alle de grimme, og dermed enormt interessante, gloser i det guatemalanske sprog.

Det var jo ikke fordi vi havde lyst, men eftersom jeg skal paa stadion soendag har jeg brug for dem.

En chickenbus kom lidt for taet paa og hans intense brug af horn var startsignal til et sandt raabeinferno fra vores side.
Han blev vist ret knotten over gloser som "boesse", "soen af en luder", "op i roeven", "spis mit lort" og den absolutte favorit "skrael min pik!".

Vi grinte saa vi fik ondt i maven.

Hvad man dog ikke samler op i en pickup!

onsdag, oktober 06, 2004

Kommunikationshaj i Guatemala

Efter en lille uge med en hektisk kommunikationsaktivitet vil jeg nu paastaa at jeg er lokal kommunikationsekspert i Antigua.

Jeg ved hvor de billige internetcafeer er, jeg ved hvilke der rent faktisk har den brede hastighed de skriver, jeg ved hvilke hvor man maa skrive gratis ud, hvilke der har pdf-reader, hvilke der har nye versioner af word. Jeg ved hvor de tager de bedste fotokopier, hvor man kan faxe, hvor man kan faa scannet noget ind af nogen som ved hvad de laver.

Naturligvis ved jeg hvorhenne man kan ringe billigt til Europa og hvor telefonen virker selvom byens telefonnet klager.
Hvis nogen har brug for hjaelp saa bare sig til. Det koster tilgengaeld kun en flybillet til Danmark...

Nu har jeg fra min ende snart gjort alt hvad jeg kan. Alle relevante, irrelevante og urimelige informationer er sendt til Danmark og England. Rejseforsikring, udsteder af rejsechecks, Cubas immegrationskontor, rejsebureau, bank, foraeldre og lillebror, Synoptik, min chef og talrige andre personer er nu sat igang med at loese de sidste ting.

Saa vil jeg drikke endnu en dobbelt magaritha og haabe paa det bedste!

PS: Hvis der er flere som har en pose held de kan undvaere saa har jeg stadig brug for lidt ekstra. Alle bliver beloennet med et glas aedelt spiritus ved hjemkomst (ja jeg skal voldhandle toldfrie drikkevarer)

tirsdag, oktober 05, 2004

Fremgang paa flere fronter

Jeg har faaet flere kopper held og tusind tak for det! Allerede nu er der fremgang paa adskillige fronter.

Det er eksempelvis nu over en dag siden at der er blevet spildt stearin paa mig.

Ellers har jeg nu faerdiggjort de formularer jeg skal udfylde, lavet liste over alt hvad jeg har mistet og faaet skrevet en fin beskrivelse paa engelsk af hele det skaebnessvangre haendelsesforloeb.

I m0rgen er store xeroxdag. Jeg skal kopiere, faxe og sende dokumenter med DHL. Fedex har vist sig at vaere urimelige baade med hensyn til pris og med overholdelse af loefter.

De fire dage Fedex svor det ville tage at hjemsende en kasse med indkoebte souveniers tog 14 dage og kostede en hulens masse penge.

I gaar ankom Daniel og Martin i god stand, dog en smule vaade af regnen og uden rygsaekke.
Naar jeg kommer tilbage til vores hostel bliver det interessant at hoere om deres tur til Guatemala internationale lufthavn har givet pote. Det haaber jeg saa sandeligt!

Ved rent held fandt Lisbeth og jeg et par fantastisk soede mennesker som vi moedte i Coban. De bor ogsaa i Antigua og vi fik en drink og en hyggesnak paa en arabisk cafe (!).
De havde under en hektisk tur igennem sydoest Guatemala mistet sedlen med vore emailadresser. Nu har vi deres og de vores (igen).

Efter at have haft nu to gange fem timers eneundervisning er mit spansk allerede blevet ualmindeligt dramatisk forbedret. Nu kan jeg kommunikere med de lokale og foere samtaler. Det mener jeg ihvertfald selv. Om 20 eller 25 timer mere saa regner jeg med at spansk er godt nok til at jeg selv kan bygge videre saa jeg bliver i stand til at tale et rimeligt spansk naar jeg kommer til Peru og Cuba, hvor engelsk ikke er saa udbredt.

Ja min underviser Jorge Mario er en fin fyr som ligesom jeg er interesseret i fodbold. Paa loerdag skal jeg med Mario og hans venner paa stadion for at se det lokale fodboldhold banke en lokalrival. Han er nummer tyve i fanklubben og har advaret mig om at de har troejer paa, synger og raaber. Det lyder som rendyrket morskab og jeg glaeder mig!

søndag, oktober 03, 2004

Op og ned

Jeg er ved at loebe lidt toer for held. Dog er der stadig lidt paa tanken, men min lykkemotor hoster sagte.

Idag lykkedes det mig endeligt at finde en internetcafe, hvor jeg kunne faa udskrevet de forsikringsdokumenter som jeg nu skal hygge mig med. Netop da jeg glad kommer ud paa gaden med de dyrebare sider; ja saa begynder det at regne og mine papirer fik vand.

Nogen der kan undvaere en kop held?

lørdag, oktober 02, 2004

Det er dyrt at blive bestjaalet

Nu har jeg brugt hele eftermiddagen igaar og hele formiddagen idag paa at snakke med forsikringsselskabets emergency line, min mor og i flere omgange og i laaang tid Thomas Cook som har udstedt mine rejsechecks.

De er meget grundige og jeg har vel forklaret ti gange saa meget til folkene hos Thomas Cook, end jeg fortalte politiet, som vel i bund og grund blot konstaterede at der var en mere til den svulmende statistik. Men politirapporten er jo den eneste maade hvorpaa man kan faa noget fra sin forsikring og refund af rejsechecks.

Faktisk var det lidt af en oplevelse at sidde paa en lillebitte stol i en betoncelle sammen med en politimand i fuld uniform og velsagtens ti stykker papir og ni stykker kalkerpapir i den udtjente men store skrivemaskine. Han kunne kun lidt engelsk og jeg kun lidt spansk, men det gik.
Heldigvis havde turistpolitiet hjulpet mig med at udfylde et skema paa engelsk og spansk med de vigtigste detaljer.

Uanset at det var mig som var blevet forulempet saa foelte jeg mig alligevel lidt kriminel som jeg sad der paa min lille stol naer gulvet og kiggede op til den store politimand.

Humoeret er fint og heldigvis havde jeg nogle kontanter paa mig saa jeg kan klare mig. Rejsechecks skal nok blive refunderet og mit visakort er lukket, og et nyt kommer ud sammen med drengene paa soendag.

Men flybilletterne kan blive svaere at faa genudstedt og mit visa til Cuba kan maaske blive et problem. Ud over det skal jeg bare udfylde en satans masse formularer omkring alting.....

fredag, oktober 01, 2004

Tyv ja tyv det skal du hedde!

Ja idag oprandt den store dag, hvor vi skulle udfordre skaebnen, teste vores vovemod og grine faren lige lukt ind i ansigtet.

Vi skulle rejse igennem Guatemala City med de almindelige busser. Nu er det jo en enorm farlig by saa hvorfor dog? Jo vi kunne spare ca. 80%, hvilket altid er en god grund naar man rejser billigt.

I alle boeger staar der at Guatemala City er et sted, hvor mange bliver roevet. Isaer paa busstationerne i Zona 1. Gaet selv hvor vi skulle hen.

Det gik fint; vi kom ud af bussen, fik vore rygsaekke og kom helskindet ud i en taxa som skulle farte os de 500 meter hen til busstationen, hvorfra vi skulle tage den lokale chickenbus til Antigua.

Da vi kom ud af taxaen begyndte en tyk fyr i meget oprullet skjorte at smide vores rygsaekke op paa taget af en stor roed bus. Lisbeth loeb efter ham mens jeg betalte overprisen til vores taxafyr.

Det var den rigtige bus saa buschauffoeren ville bare vaere flink. En engelsktalende gut, som sjovt nok ejede en sprogskole han ville vise os i Antigua, fik forklaret at vi skam var ved at praje den rette bus.

I bussen maatte jeg slaas for at komme ned i enden, hvor der var ledige saedder. En rar mand viste mig glad to ledige pladser og en hylde til min lille rygsaek. Lettet slog jeg mig ned og smed tasken op paa hylden. Derefter skubbede jeg den frem saa jeg kunne se den igennem det gitter hylden bestod af.

Lige da bussen skulle til at koere bankede det paa ruden ud for mig og den rare mand viftede med armene og raabte noget jeg hoerte som "om jeg skulle til Antigua". Vi rystede paa hovedet. Pludselig opdagede jeg at min lille rygsaek var vaek. Jeg raabte ud i bussen "que es mio bolso negra". Alle kiggede, men den var vaek. Vores engelsktalende ven forklarede at nogen havde set en dreng tage den og loebe.
Jeg var blevet bestjaalet!

Alle mine rejsechecks, mit visakort, alle flybilletter, visa til Cuba, digitalkamera, 500 quetzales og min cdafspiller som var en gave, var i tasken. Med andre ord alt det jeg ikke ville miste.

Hele eftermiddagen har jeg brugt paa at ringe til udstederen af mine rejsechecks og lige nu er vi lige kommet ud fra en god time hos det lokale politi.

Her vil jeg dog gerne rose det guatemalanske politi i Antigua for at vaere meget hjaelpsomme og venlige. Mange i bussen var ogsaa medfoelende og en mand der sad bag os var helt ked af ikke at have opdaget tyveriet.

Visakort er sikkert lukket nu og alle checks markeret som stjaalet. Men billetterne bliver et helvede at faa udstedt igen. Suk.