søndag, oktober 10, 2004

At danse paa vulkaner

Igaar var jeg som allerede annonceret ude at bestige en aktiv vulkan.
Den var nu ikke saa farlig omend Vulcan Pagaya har et ry for vaebnet roeverier. Der er masser af politi og guider med alle grupper.

Det hele startede med at vi skulle op klokken fem for at vaere klar det beroemte kvarter foer. Naar saa man skal vaere klar til en bus klokken seks betyder det at man skal saa tidligt op at man taenker "hvad f... laver jeg saa tidligt naar jeg har ferie?!". Bussen kom naturligvis ikke foer Martin og jeg klokken 6:35 besluttede os for at ringe til det nummer som stoed paa billetten og spoerge hvor de blev af og alternativt bare skrige de faeleste gloser i det spanske sprog.

Efter en spurt paa 400 meter fik vi de daarligste saeder i shuttlebussen. En time senere stod vi ved foden af Vulcan Pagaya, hvor vores guide Juan med Guatemalas sejeste solbriller forklarede os om turen. Vi forstod det hele og var istand til at stille kvalificerede spoergsmaal paa vores nyerhvervede skolespansk. Stor triumf!

Halvvejs snakkede vi om at det ikke var meget haardere end at bestige Himmelbjerget. Derefter kom vi til den sidste del hvor man gaar paa klippe og vulkansk sand. Det var straks meget haardere. En halv times prusten og gliden senere naaede vi toppen.
Vejret var klart og vi kunne se krateret. Jeg havde forestillet mig et stort hul fyldt med sydende og boblende lave, men desvaerre kunne vi ikke se lavaen pga. en stor kegle af sand og sten. Dog kunne vi se de sten som vulkanen spyede ud og som landede paa den store kegle.
Lyden var fantastisk og man kunne foele varmen i stenene og sandet som var varmt.

Turen ned var fantastisk morsom. I bedste telemark/snowboardstil vaeltede vi ned af den stejle klippeside i et spor af knaedybt vulkansk sand. Vi vaeltede et par gange, baade os selv, hinanden og jeg en tysk pige.
Guiden viste sig at vaere alletiders drengeroev og fandt hele tiden paa lege, saa som giftig jord, saa vi maatte springe fra sten til sten i afsindigt tempo fordi sidste mand ved varden var en toesedreng!

Da vi kom hjem var vi godt traette efter den haarde tur og den tidlige opstigning. En amerikaner vi moedte paa turen tog med paa sandwichbar og fortalte en masse gode ting om Honduras, som han kendte godt efter 6 maaneders rejser i landet.

Jeg tog om eftermiddagen en tur op til det udkigspunkt over byen som de andre havde set med skolen en dag hvor jeg skulle ringe til nogen. En newzealandsk pige Chresse (et-eller-andet navn fra graesk mytologi) tog med paa turen. Hende havde jeg moedt paa skolen da hun var inde for at hoere om skolen. Jeg fik rollen som overtalende studerende. Det viste sig at hun taler dansk efter et aar som udviklingsstudent i Aabenraa. Hun er en cool og sjov person som vi nu har drukket en del oel og meget rom med, saa hun rejser sammen med os til Honduras i naeste uge.

Min underviser Mario havde inviteret mig til at se den store landskamp, arvefjendeopgoeret Costa Rica - Guatemala. Jeg havde dog ikke faaet at vide at hans veninde Milli som laerte os alle bandeordene holdt foedselsdag samme sted. Det vidste Cres som var inviteret til foedselsdagen, men som ikke vidste at der var fodboldkamp. Som traditionen byder her ankom vi med en flaske lokal rom indkoebt i baren 20 meter fra skolen.

Guatemala fik en lektion i effektiv fodbold og tabte 4-0, hvilket isaer skyldtes deres maalmand som er den ringeste jeg nogensinde har set spille landsholdsfodbold!
Det betoed naturligvis at der blev drukket heftigt af rommen. Alle haeldte rom i alle andres glas saa der var hele tiden rom i mit krus.
Efter kampen kom Lisbeth, Daniel og Martin, som ikke havde faaet invitaionen, forbi og blev straks inviteret ind. Et par timer efter var jeg svaert beruset og vi gik hjem. De andre var heldigvis mindre beruset end mig. Ikke meget men lidt. Skolen ligger 100 meter fra vores hostel saa der var ikke nogen fare ved at gaa hjem klokken 12 om natten.

Det var en stor oplevelse at moede deres venner og se traditionerne. Vi talte nok spansk til at kunne begaa os, men ikke helt nok til at foere samtaler. Vi dansede en del til de vuggende salsarytmer, hvor vi danskere mere var til morskab end til gavn. Til gengaeld danser alle de lokale afsindigt godt fordi de alle danser salso og salsarengue.

Mens jeg skriver dette sidder ved computeren ved siden af den tyske pige som ogsaa var med til festen og som sidder med et lille smil paa laeben over den tossede fulde dansker.
Til gengaeld ved jeg at hun ikke gaar med bh, saa jeg vil mene at vi staar lige....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar