fredag, november 19, 2004

Et saltuudsletteligt indtryk

Nu sidder jeg alene paa en tilfaeldig internetcafe i La Paz.
Lisbeth og jeg tog en natbus til provinsbyen Yuini tirsdag eftermiddag. Vi skulle paa en to-dages-tur ud til saltsletterne.

Man boer vel egentlig ikke have hoeje forventninger naar turistbureauets bedste salgsargument er at deres chauffoer ikke er fuld!

Den lokale natbus som vi koerte med stammede helt sikkert direkte fra helvede. Det var baade den grimmeste og mest overfyldte paa hele busstationen. Og det siger ikke saa lidt hernede.

Det er utroligt, hvad de lokale skal have med naar de koerer i bus. Gerne fem-seks tasker som de alligevel ikke kan slaebe. Kasser, saekke og store ubestemmelilge bylter af tape og taepper, som bogstaveligt talt kan indeholde hvad som helst. Derforuden skal indianerkvinderne have en bylt paa deres egen stoerrelse med ind i selve bussen.

Det betyder at det tager en times tid at laesse en langtursbus herovre, og det annoncerede afgangstidspunkt er altid noejagtigt medianen i tidsforbruget paa laesningen.

Suuk jeg er traet af lokale busser, hvor alt lugter af friturestegt kylling og tyggede cocablade.
Og hvorfor er det altid mindst en der skal braekke sig i en boliviansk bus?

Og hvorfor skal ALLE bolivianerne af ved ALLE holdesteder med toilet?

Igaar aftes klokken ni sagde jeg farvel til Lisbeth efter knapt tolv ugers rejsen sammen. Det er godt nok maerkeligt kun at vaere en paa hotelvaerelset.

Men Lisbeth skal jo ud at lege med dynamit og op til Brasilien for at moede Klaus. Og i morgen klokken otte flyver jeg fra La Paz til Lima, hvorfra jeg flyver til Panama city, og igen videre til Guatemala city med mellemlanding et ukendt sted.

Det bliver en lang dag. Men jeg glaeder mig til at gense Antigua.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar