torsdag, november 11, 2004

Tur - retur

Vandreturen til Machu Pichu var fantastisk. Haard og kraevende baade af krop og sjael.

Det startede godt! Bussen gik i stykker blot 17,875 km fra Cusco. Hvordan ved jeg det saa praecist? Jo vi stoppede ud for et skilt, hvor der stod at vi nu blot var 17,875 km fra Cusco.
Nogle gange kan man reparere en moter med noget nylonsnor, men denne var ikke en af dem.

To timer, 6 km og 12 meter snor senere blev vi hentet af en anden bus. Herefter ankom vi til den sidste landsby inden starten af stien ved 82 km stenen. (Hele turen er 104 km, vi tog kun den sidste del som de fleste goer). Her koebte jeg en vandrestav, en rejsepung og en ordentlig pose cocablade. Jep - vi skulle nemlig bruge stoffer for at komme over de hoeje bjergpas og kapere hoejden.

Inden vi skulle igang med at gaa skulle vi foerst spise tre-retters-frokost i vores faellestelt. Vi tretten turister og to guider havde 9 portere som skulle slaebe vores faellestelte, sovetelte, mad og diverse udstyr.

De lavede god traditionel mad. Dog skal vi lige bruge nogle dage, hvor vi ikke spiser ris eller suppe. Mate - eller cocabladsthe er dog rigtigt laekkert.

Naturligvis regnede det da vi startede. "Det er jo regntiden" som guiden Matrichia velvilligt forklarede. Det gav jo mening.

Den foerste dag gik vi 9 kilometer i "fladt terraen". Lad mig kort forklare konceptet "Peruvian flat" - det er naar det blot er aandsvagt bakket, hvilket betyder at turen op af Himmelbjerget ikke ville faa nogen hernede til at sige andet end at det var fladt terraen.

Fra afstand saa vi den foerste ruin - ret imponerende! Da vi ankom til lejren havde porterne slaaet vores tomandstelte op, slaaet faellesteltet op, lavet the og popcorn!
Mums! Traette og maette gik vi i seng. De uddelte madrasser var ikke tykkere end at de blot gjorde stenene i jorden en smule runde. Nattens hoejdepunkt var da en stor ged eller lama tissede uimodstaaeligt og voldsomt paa vores telt lige ud for mit hoved....

Naeste morgen klokken 6 blev vi vaekket i teltet af porteren Sebastian med morgen-coca-the.

Klokken syv startede vi paa de 15 kilometers tur som udgjorde den haarde andendag. I loebet af fire timer var vi kravlet 1200 meter opad til "Den doede kvindes pas" der laa i 4200 meters hoejde. Lungerne pev og benene smertede da vi endeligt kom til toppen. Det var fedt!

Paa vejen op havde vi haft vores foerste og sidste oplevelse med tygning af cocablade. For at udloese kokainen i bladene skal man tygge kul fra et saerligt trae som en katalysator.
Bladene smager som groen the fra Sushirestauranterne - men kullet som tis og fisk.

Det var da interessant at maerke sin mund blive foelelsesloes - men smagen af kullet gjorde det umuligt at tygge mere. Istedet indtog vi M'M's som smager en hel del bedre.

Paa vejen ned fra passet loeb vi i godt tempo og sprang doedsforagtende fra sten til sten. Vi lod tyngdekraften goere sit til at holde tempoet oppe - det var nemlig for haardt for ledene at holde igen.

Dag tre gik vi 13 km op og ned forbi og igennem fire inkaruiner, hvoraf vi udforskede den ene.
Frokosten blev indtaget i faellesteltet paa en bjergtop, mens et voldsomt tordenvejr rasede lige over vore hoveder. Lynene var ikke et sekund fra bragene.

I silende regn gik vi ned fra passet af stejle og glatte trin hugget ud af selve bjerget.
Regnen stoppede da vi kom til en nemmere del af stien. Herefter gik det i iltempo ned til lejren, hvor det varme bad til en blank dansk tier lokkede. Lisbeth var virkeligt godt gaaende, saa maaske burde der havde vaeret badefaciliteter i lejren paa andendagen, hvor Lisbeth virkeligt havde det haardt paa vej op til passet.

Den trejde aften var vores sidste aften sammen med de 9 portere. De er i sandhed mine helte. De er seje haardtarbejdende maend af faa ord. Med et smil paa laeben udfoerer de deres haarde job. Paa stien blev vi ofte overhalet af en lille mand som med 30 kilo bagage surret til ryggen med reb og stof loeb i hoej fart forbi vi prustende turister med fire kilo paa ryggen.
Ja og de bar laedersandaler og shorts, mens vi gik i regnponcho, vandtaette vandrestovler og hitechudstyr.

Det pirkede til min samvittighed at disse portere fik 10 dollars om dagen for et haardt job.
Den sidste aften samlede vi drikkepenge ind og hver porter fik under en cermoni ca. 10 dollars vaerd og en flot tale paa spansk af belgiske Stefan. De hjertelige haandtryk bagefter fra hver porter gjorde stort indtryk paa mig, og er noget jeg aldrig vil glemme.

Paa fjerdedagen stod vi op klokken fire om morgenen, mens der var kulsort nat og vaadt af dug.
Vi skulle vaere ved checkpointet inden de aabnede klokken 5:30.

Det checkpoint skal forhindre at turister camperer ved solporten eller selv Machu Pichu, hvilket jeg bifalder.

Fra den lille traelaage gik vi en times tur i rasende tempo. Alle ville til solporten tidligt saa man kunne sikre sig en god siddeplads naar solens foerste straaler rammer Machu Pichu.
En taabelig kinesiskudseende pige som gik bag mig forsoegte at overhale paa de mest snaevre steder af stien og var til fare for baade sig selv og andre. Den slags ivrighed er farlig og jeg ville oenske at nogen havde gjort hende det klart.
Min midtjydske staedighed gjorde at jeg naegtede hende at overhale, simpelthen fordi hun ikke var hurtigere end vi som gik foran hende og fordi det var for farligt.
Selv paa et stykke kendt som de 50 trin, der er en stige hugget ud i klippen forsoegte hun at overhale mig. Den lille onde mand paa min hoejre skulder overvejede om hun skulle have et gok i noedden. Den slags dumhed er farlig for alle og vi baerer vel alle et ansvar for at saette en stopper for det. Et gok i noeden er vel ikke i kristen aand, men sikkert effektivt uddelt i 25 meters hoejde paa en lodret klippevaeg.

Vi ankom til Solporten. Der var masser af plads og vi sad alle stille med tyste aandedraet og ventede paa at solens foerste straaler skulle oplyse Machu Pichus graa stene og give os beloenningen for 43 kilometers bjergvandring. Vi fumlede med hvert vort kamera, klar til at fange netop det magiske oejeblik med vores optik.
I selvsamme oejeblik besluttede mit kamera egenhaendigt at der ikke var mere batteri. Saa mit billede af oejeblikket eksisterer kun i mit hoved.

Efter en nedstigning paa 350 meter maatte vi dele ruinerne med horder af tykke busturister koert direkte til doeren. Det tog soergeligt nok en del af magien fra stedet. Men saadan er vilkaarene i moderne turisme.

Guiden gav en lang rundvisning af hele stedet.
Bagefter klatrede to belgiske gutter, Gerd og Stefan, og jeg op til bygningerne paa den naerliggende bjergtop. En svimlende klatretur 450 meter op i luften af stejle trin hugget ud af bjerget selv. Fra toppen var den ultimative udsigt og vigtigt ingen tykke amerikanske busturister med enorme kameraer.

Fra inkaernes terraser paa toppen gik det lodret ned flere hundrede meter til alle sider. Jeg tror godt at jeg kan erklaere at min hoejdeskraek er reduceret en del over de sidste elleve-en-halv uge.

Hjemturen skulle vaere nem. Vi skulle moedes paa en restauranten "Chackis" i byen Aguas Calientes for foden af Machu Pichu-bjerget. Her skulle vi faa vores togbilletter og derefter tage toget tilbage til Cusco.

Vi fik skam ogsaa billetter, men kun til noget der paa billetten blot var forkortet til "Va". Vi fik opklaret at det var en by kun ca. en tredjedel af vejen til Cusco. Der skulle ifoelge guiden vaere en bus der ventede paa os og fire andre fra vores rejseselskab.

Da vi klokken 18 steg ud til et stort virvar af indianerkvinder med fingerdukker, vandsaelgende piger og minibus- og taxachauffoerer, var der ingen som ventede paa os.

Efter en halv time stod det klart at der ikke var nogen der ventede os, og at vi selv maatte arrangere vores hjemtur. En minibuschauffoer kom til at love at han ville koere vi seks personer til Cusco for 30 soles (60 kroner). Vi slog til.
Guidens beskrivelse "en times koeretur" haaber jeg var en overdrivelse for det tog to timer afsindig bjergraes at komme til Cusco. Jeg maatte overbevise mig selv om at ingen chauffoerer oensker at doe og sikkert ved hvad de goer naar de overhaler en stationcar uden lys opad bakke inden et haarnaalesving i baelgmoerke.

Den sidste kroelle skal ikke oedelaegge indtrykket af en fantastisk tur.

Det var tyve aars drengedroem vaerd!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar