mandag, december 13, 2004

Lyset er vendt tilbage

Moerket som omgav mig igaar er forsvundet og atter afloest af lys.

Jeg satte mig paa en oede moerk strand med mine fire iskolde daaseoel og drak dem mens jeg lod mine tanker flyve, mens jeg hvilte mine oejne med blikket paa det moerke boelgebruste vand.

Langsomt men sikkert lettede taagen fra mit sind og jeg kunne igen taenke klart.
Det var som at dykke op til overfladen i et bassin af sort vand. Smilemusklerne begyndte at virke igen, jeg kunne grine, vaere venlig og se fremmede i oejnene uden at oenske dem doed og det som var vaerre. Jeg var blevet mig selv igen.

Melankoli er et hav, som man svoemmer i alene - og jeg er glad for at jeg gjorde det.

I mig braender en ild, for det meste er det min braendstof til at goere det jeg finder rigtigt. Men til tider synes det som om at ilden kommer ud af kontrol og truer med at fortaerre mig. Mit sind soenderrives af moerke og farlige tanker, og alle mine fejl traeder frem og bliver smertende tydelige. Det er en kamp og en flirt med det onde i mig selv. Jeg kalder det for "mine indre daemoner".

Vi maa alle fra tid til anden tage favntag med vore indre daemoner - og nogle gange taber jeg til mine for en stund. Men som jeg sad der paa stranden og skuede ud over det sorte hav, slog det mig pludselig at de indre daemoner maaske i virkeligheden forsoeger at fortaelle mig noget, snarere end blot soeger torturerer mig.

Hjertet kender sandheden foer sindet, laeste jeg forleden. Det tror jeg er sandt. Jeg tror at man nogle gange er ked af noget, som hjernen endnu ikke ved, men som hjertet har vist laenge.

Melankoli er en sandhedens time, hvor man skal laere om sig selv og faa oeje paa de problemer der ligger lige under overfladen, i kanten af synsfeltet og udenfor den aabne del af bevistheden.
Kun ved at se problemerne i oejnene og forholde sig til dem kan man blive glad igen.

Jeg har forholdt mig til det mine daemoner fortalte mig og er atter glad. Atter Jeppe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar