mandag, februar 21, 2005

Immateriel materialist

Flytningen igår gik godt. Alt er kommet ind i lejligheden selv den dødenstunge mørkebrune skænk af gamle lakerede skibsbrædder. Den vejer vel 80-100 kilo og er 1,80 meter lang, hvilket ikke gør den til det oplagte yndlingsobjekt at slæbe op af en smal trappeopgang.

Men det gik.

Nu hvor alle mine ting er kommet ind i lejligheden går det for alvor op for mig, hvor satans mange ting jeg har. Det synes som om hele lejligheden er stoppet til randen med alskens ting og sager. Det hele står i stærk kontrast til at rejse med en rygsæk og de sidste to uger med en overordentlig spartansk indrettet lejlighed.

Men i takt med at jeg får pakket tingene ud fylder de vel også mindre. Jeg overvejer dog at gøre nogle drastiske ting for at reducere antallet af ting som jeg omgiver mig med, for at skabe ro og frigøre mig bare en smule fra al den materialisme som jeg er landet lige lukt i midten af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar