onsdag, august 10, 2005

I en ventetid

Jeg venter. Jeg afventer. Jeg sidder parat til at kunne gå igang. Det er for tidligt at gå i gang. Der er ikke råd lige nu. Måske er det ikke relevant at overveje at gå igang endnu.

For tiden venter jeg bare. Sådan generelt.
På arbejde venter jeg på at der igen kommer gang i det hele efter ferien. På at min chef kommer tilbage og giver mig flere opgaver. På at mine projektdeltagere og samarbejdspartnere kommer tilbage eller afleverer det jeg venter på.

Så venter jeg på at mine bøger kommer til de to HD enkeltfag jeg skal læse i efteråret. Og på at første undervisningssession går igang. For så kan jeg nemlig købe den rigtige lommeregner til faget logistikværktøjer og -beregningsmodeller.

I disse dage venter jeg på at Stine flytter ud. Ikke fordi jeg glæder mig til at hun skal væk. Der er bare nogle ting jeg først kan gå i gang med når hun er flyttet ud og jeg igen har mit loftsværelse til opbevaring. Jeg glæder mig over at hun nu kan gå i gang med at skabe det hjem hun har gået og planlagt de sidste par måneder.

Roning sådan med fast interval må vente på at mit knæ går endeligt i orden efter styrtet i Skotland, hvor det fik et ordentligt gok.

Jeg venter på at Silkeborg får nogle af de mange skadede spillere tilbage - og køber Bajram Fetai som den angriber der skal score målene. Bare lige et par dage mere og så er det køb offentliggjort Om bare lige et par uger så skal de nok vinde kampe igen. Om et par år skal de nok spille med i toppen igen.

Kærestepotentiale. Jeg venter på at møde netop hende, der er virkeligt interessant. Jeg afventer at hun kommer forbi.

Alle mine weekender er planlagt ind i september. Jeg venter på at der bliver nogle ledige så jeg igen kan planlægge noget på forhånd. Først skal jeg dog vide, hvilke lørdage, hvor der er heldagsundervisning i Økonomistyring 1.

Jeg venter på at jeg bliver 31 på lørdag. På at vi skal til Briggers 30. års fødselsdag samme dag og på at nogen melder sig til at stå for gaven fra alle drengene. Stolelegen - hvem dummer sig først og tar den på sig. Jeg tror det blev Mikkel.

Banken venter jeg også på. De må snart ringe og sige at låneomlægningen endeligt er gået igennem. Ja eller Realkredit Danmark omkring låneomlægningen i boligforeningen.

Lige nu venter jeg på at Stine ringer og fortæller, hvornår jeg skal være klar til at bære ting ned i flyttebilen. Og på at min kaffe bliver så afkølet at den kan drikkes.

Jeg venter såmand bare mens livet glider stille forbi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar