tirsdag, februar 21, 2006

Når Far er i køkkenet med Gud som gæstekok

Det er en stor ting at komme træt hjem og kunne åbne køleskabet og vælge imellem hele to slags rester og endda af nogle virkeligt lækre retter. Igår stod valget imellem kylling i mexicansk traditionel mole og malaysisk kormakarry.

Malaysia trak sig sejrrigt ud af den duel - og efter lidt oppepning med et skvæt kokosmælk, et drys hjemmelavet garam marsala, lidt stødt fennikel og lidt chili så var den en sand nydelse.

Det går virkeligt godt med at genoptage min gamle passion for madlavning. I øjeblikket går det endda særdeles godt, hvilket nok især skyldes min nye karrybibel samt det faktum at jeg har fået akkumuleret et stort antal af de nødvendige krydderier.

Faktisk har krydderioprustningen betydet at jeg har måttet flytte rundt på en del ting i mit køkken og flere gamle trofaste stykker køkkengrej er blevet pensioneret for at give plads til rosenpeber, fiskesauce, korrianderfrø med venner.

Den gamle kaffekværn er blevet genfødt som en fræk og effektiv krydderkværn og far her har fået en ny kaffekværn i stål og chrom med en tunet motor.

Alt i alt har det kostet en del tid, penge og anstrengelser, men resultatet har også været det ønskede; masser af lækker mad og deraf følgende forøget livskvalitet.

Den slags rygtes jo så jeg har haft rigtigt mange venner til middag på det seneste og det gør jo glæden endnu større at lave maden sammen med andre og bagefter nyde kreationerne.

Forleden havde jeg sågar Gud som gæstekok!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar