søndag, marts 12, 2006

Old boys-ishockey

Jeg blev lokket gjorde jeg. Og tak for det!

Drengene overtalte mig til at tage til Silkeborg igår for at spille ishockey på Silkeborg Langsø. Brigger hentede mig i varevognen så der var fin plads til at alt det udstyr jeg mente ikke at kunne undvære.

Dog var mine gamle skøjter håbløst sløve så jeg satsede på lidt held til at finde et sted, hvor de kunne blive slebet.

I stedet fandt vi et lagerudsalg i Sportsmaster, hvor både Brian og jeg købte nye (og ens) skøjter og billigt udstyr. Og skøjterne var ganske gode. De styrt vi lavede på isen skyldtes rusten motorik.

Da vi endeligt kom på isen var det bidende koldt og vi frøs mens vi tog udstyr på ude på søen. Og vi konstaterede hurtigt at de hurtige vendinger og den sikre balance lå nogle år tilbage i tiden. Men værst var den allestedsmanglende kondi. Heldigvis var det samme situation for alle så der blev spillet med beskedent returløb og tacklet hårdt for at slippe for at løbe.

Men det var skidesjovt og ingen kom til skade. Jeg har et par blå mærker og ømme muskler, men det gør slet ikke noget.
Om jeg så bliver dømt ynkelig når Anne kommer - og vi skal lave arabiske frikadeller og creme brulée det må tiden vise.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar