Jeg er ikke heldig. Jeg er f... god!

Jeg har indtil for nyligt brystet mig af at være heldig og have været heldig gennem de sidste par år. I september var jeg til en afdelingsdag, hvor der var et foredrag omkring optimisme og en optimismetest viste at jeg ikke ligefrem scorede højt på optimismeskalaen.

Konklusionen på den test var at man groft sagt kunne inddele alle i to kategorier:

• Pessimister der føler de er heldige når noget går godt og dårlige når noget går skidt.
• Optimisterne som føler at de er gode når noget går godt og uheldige når noget går skidt.

Det fik mig til at se at når jeg er glad for at være heldig så hænger jeg fast i et mønster som pessimist. Nu vil jeg jo naturligvis gerne være optimist. Dog uden at at blive lalleglad og naiv.

Underviseren var ganske simpelt ret dårlig og mindede mig ganske meget om Præsi i "Svinene" på DR, hvor han med en banal udefineret graf for "Kriminalitet med rockere" gående fra 50% til 0% over fire år mente at bevise at rockere ikke var kriminielle.

Dog fangede jeg at man kunne træne sin optimisme og det oplagte sted at starte var hele tiden at overbevise mig selv om at jeg er god når ting lykkes og uheldig når de mislykkes.
Pt. er jeg kommet knapt halvvejs i udviklingen så jeg begynder at tro på at jeg ER god...og så tror jeg er dårlig når de mislykkes. Men så er held da ude af ligningen.

...og jeg er jo stadig heldig eller hvad?

Over det sidste døgn er jeg lykkedes med fire forskellige udfordringer og hvis det ikke skyldes held men forstand og evner, så må jeg vel med udansk beskedenhed erklære: jeg er fucking god!!

Okay, jeg har i formiddag tabt den øl (og ære) jeg så gloværdigt vandt ved bordfodboldbordet igår. Men det er jo bare et enkeltstående uheld...ikk'?

...og jeg skal nok vinde øllen tilbage. Nemlig!