torsdag, november 09, 2006

Salte kinder i regnen

Jeg har kort nævnt overskriften på et indlæg for et par måneder siden over indlæg jeg ville lægge på webloggen senere.

Først tænkte jeg at det var en oplevelse jeg ville dele med Jer alle. Eftertænksomheden fik mig til at tøve og jeg valgte at få oplevelsen lidt på afstand og se om jeg stadig følte behov for at fortæller det når det første dybe indtryk havde lagt sig.

Jeg er normalt ikke nærig med ros. Omvendt er det ikke ofte at jeg tager skridtet fuldt ud og kommer med en hyldest. Sådan skal det også være. Ganske som aviserne altid gemmer de allerstørste typer så de kan skrive overskriften større end nogensinde set når Jesus’ genkomst er en realitet der skal på forsiden. ”Jesustyper” hedder det i typografsprog. Sådan er det med hyldest.
Superlativerne og de helt store ord skal gemmes til særlige lejligheder.

Nu er du advaret; for her kommer en hyldest. Og den har været på vej igennem et stykke tid.

Sidste år til Århus festuge havde jeg aftalt med Ann-Katrine at vi skulle ned og se Rasmus Nøhr. Under koncerten syntes jeg godt nok at han var anderledes end jeg havde opfattet ham ud fra hjemmesiden. De sange jeg kendte spillede han heller ikke.
Efter koncerten kom konferencieren ud og råbte ”Mine damer og herrer – MICHAEL SIMPSON – giv ham en stor hånd!”. Ann-Katrine vendte sig om og sagde ”Det er altså ikke Rasmus Nøhr”. Jeg blev introduceret til Michael Simpson og vi fik lavet en aftale om at se Rasmus Nøhr dagen efter. For vi havde kigget forkert i programmet. Simpson er nu også ganske god - så tilfældighedernes spil kan godt give uventet gevinst.

Aftenen efter hørte vi Rasmus fyre den af på Univers foran adskillige tusinde mennesker. Det var stort. Og da han til sidst spillede nummeret ”Sjælland” var jeg solgt.

Allerede om aftenen da jeg kom hjem købte jeg nummeret i iTunes og spillede det uafbrudt i en lille uge på min iPod indtil jeg fik CD’en.

Det blev fast ritual at høre jeg Rasmus Nøhr på iPodden, mens jeg cyklede på arbejde. Som Anne siger så er det perfekt cykelmusik og jeg havde normalt ikke travlt med at komme frem.

Eneste anke jeg har er at de numre der handler om at tage ud i verden og rom at rejse gav mig en knugende udlængsel de første par uger, hvor jeg hørte CD’en. Endda i en grad så jeg regnede friværdien på lejligheden ud i kroner og ører og havde min rygsæk stående i mit soveværelse så den hurtigt kunne fyldes og være min trofaste fælle når jeg gav efter og tog flugten.
Den dag er ikke kommet endnu.

De glade numre gør mig glad og sorgløs; jeg smiler bredt, synger med, danser ukoordineret og bliver dejligt afslappet. De melankolske numre går lige i hjertekulen på mig, og jeg får lov at tage kortvarigt ophold i det grænseland mellem lykke og sorg, hvor eftertænksomheden og refleksionen bor. De sange er et magtfuld fix, der ved indtagelse gennem øregangene på sekunder sender mig dybt ind i melankoliens smukke tusmørke.

På Skanderborgfestivalen i år havde jeg min største musikalske oplevelse til dato (større end da jeg som syvårig hørte mit store idol Poul Kjøller og sparkede ham over skinnebenet).

De andre ville høre Outlandish i ly af Rytmehans' massive telt. Jeg skulle høre Rasmus Nøhr og en smule vand eller ensomhed skulle ikke forhindre det.

Alene stod jeg gemt i mit sorte regntøj, dybt inde under hætten i den silende regn og mærkede vandet løbe gennem mig, over mig, nedad mig nedad nedad og udad. Helt alene og langt væk og alligevel så vanvittigt meget til stede at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke det bygge sig op i maven med en følelse, der bredte sig opad, fyldte brystet, blev til klump i halsen og endte i hovedet med tørhed i munden, spændte kinder, bævrende læber, sløret hørelse og våde øjne og pres på tårekanalerne. Så var trykket for stort og følelsen måtte ud. Mundvigene gav efter, så tårekanalerne. Stille stod jeg gennemblødt og formummet i regnen og græd.
At musik kan være så forbandet smukt har jeg aldrig før oplevet.

Indtrykket og oplevelsen var så stort at jeg måtte bruge nogle minutter på at komme mig og jeg husker ikke rigtigt det næste nummer, for jeg var ikke andet end fysisk til stede.

Jeg følte trang til at dele oplevelsen og sendte en sms til både Anne og Louise, som hver især stod andet steds på festivalen. Ordlyden var i sin enkelthed ”Jeg har lige hørt et nummer med Rasmus Nøhr, der er så melankolsk og fantastisk at jeg nu står og græder i regnen. Jeg har aldrig hørt noget lignende! Fuck hvor er det smukt!”.

Og det var smukt.

Nu har Anne og jeg skrevet til Rasmus og inviteret ham til julestuen. Vi håber inderligt at han siger ja, men er forberedt på et nej. Men selvom man er travl rockstjerne så er det ikke urealistisk at der kan blive plads i programmet til Danmarks bedste julestue...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar