søndag, oktober 14, 2007

Kan det være positivt at kede sig?

Nu er det efterhånden længe siden at jeg har skrevet sidst.

Det sidste lange stykke tid har jeg ikke rigtigt haft emner, som jeg har følt egner sig til webloggen.

Det meste af sommeren kedede jeg mig på arbejde, hvilket var første gang i 10 år.   Faktisk har jeg ikke kedet mig på arbejde siden de sidste 2 uger som kontorelev tilbage i sommeren 1996, så det er ikke en disciplin jeg har øvelse i.
Men jeg har en fantastisk chef, som gjorde mig opmærksom på at jeg med god samvittighed godt kunne kede mig lidt når jeg nu var vant til at knokle.   Og at jeg kunne betragte det som en god ting at jeg fik ladet batterierne op til et travlt efterår.

Sådan havde jeg ikke selv set på det.   Men batterierne blev ladet godt og grundigt op.    En sideeffekt var at jeg gik ned i tempo og midlertidigt mistede evnen til at være inittiativrig og følte jeg blev en lille smule uskarp.

Men nu er travlheden tilbage og det samme er både initiativrigdommen og i særdeleshed skarpheden.   For tiden har jeg rygende travlt.
Der er masser af opgaver på arbejde, der har været en del arbejde med boligselskabet (hvoraf hovedparten nu er lavet) og så læser jeg IT-projektledelse på Master i IT gennem Handelshøjskolen i Århus.

Især det sidste har været en ordentlig mundfuld.  Siden starten af september har jeg brugt 15-20 timer om ugen alene på det.    Det betyder at jeg hver uge bruger mindst 60 timer på at løse opgaver af seriøs art (arbejde, kassererarbejde, studie).  
Den sidste uges tid har jeg balanceret lidt på en knivsæg mellem effektivitet og stress.

Her kommer så kedsomhedens gave ind.    Fordi mine batterier var ladet fuldt op og jeg under den kedelige sommer havde opbygget en enorm lyst til udvikling så har jeg både roen, energien og lysten til at kunne komme igennem en travl periode uden rigtige skrammer.

Gevinsten er to-sidet:  Det er år siden at jeg har følt at jeg udviklede mig så meget og så har jeg fundet en god balance mellem helbred og arbejdsindsats.

Da jeg for nogle år siden blev sygemeldt med stress var det fordi at jeg dybest set ikke havde været god nok til at passe på mig selv og lytte til min krop.    Det lærte jeg meget af og idag holder jeg øje med stresssignalerne og sørger hele tiden for at tilpasse min indsats efter, hvor meget energi jeg har at trække på.

Postitivt stress er værd at stræbe efter.   Det er den tilstand, hvor jeg føler flow og masser af glæde og power over, hvor meget jeg rent faktisk kan udrette når jeg er fokuseret og flyvende.
Men når hjernen udskriver checks min krop ikke kan honorere så bliver stressen negativ.
Det er overgangen mellem disse to jeg skal holde øje med så jeg kan geare ned i tide når jeg nærmer mig grænsen.

Her kan jeg godt mærke at jeg har fået værdifulde erfaringer som projektleder, der giver mig nogle værktøjer til hele tiden at justere på planen så jeg ikke kommer til at arbejde hårdere end hvad der er gavnligt i det lange løb.

Jeg har forlængst indset at min krop sætter begrænsninger noget før mine evner.    Med andre ord så er det ikke mine talenter eller evner som sætter grænsen for hvad jeg kan opnå i min karriere eller i mit liv - men ganske simpelt min fysik.
Det førte til, den overraskende lette, konklusion at jeg ville hellere leve længere med lidt lavere ambitionsniveau end at teste evnerne fuldt ud og leve et kortere liv.

Det betyder at jeg måske skal blive bedre til at kede mig og til ikke at lave noget.
Nogen forslag til, hvordan jeg kan øve mig i det? (At se ballet vil jeg på forhånd katagorisk afvise at kaste mig ud i....)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar