søndag, oktober 26, 2008

Dakota Oglala-rattlesnake-Trøjborg-fusionschili

Jeg har henover weekenden lavet et chilieksperiment.   Anne kan ikke tåle okse- eller svinekød og jeg kan ikke rigtigt få mig selv til at servere vegetarchili så der måtte udtænkes et alternativ.

Min tanke var at bruge kyllingekød og efter at have konsulteret min Chili John-kogebog fandt jeg en opskrift, hvor man istedet for klapperslange kan bruge kylling (Rattlesnake chili).  En anden ret er chili som Sitting Bull har spist den (Dakota Oglala chili) som er en ren vegetarchili. Oglala var siouxindianernes navn for sig selv,  hvis du undrer dig over det løjerlige navn.

Da ingredienserne stort set var de samme - så måtte jeg jo kombinere dem så der både kunne komme kød og bønner i.   Efter noget kogeri og jongleren med kylling og bønner mellem de to gryder i kog er jeg endt med at have små ti liter fusionschili med mit eget touch i form af hjemmelavet chilipasta og øl.  Et strejf af det elskede og banale Trøjborgkøkken (peber, chili og øl i alt og gerne samtidigt).

Nu mangler jeg bare at yndlingspigerne og jeg kan finde en aften, hvor vi alle tre er ledige i kalenderen.  indtil da passer fryseemperiet på de ni liter.

Første vigtige kvalitetscheck sker formentligt mandag når jeg forhåbentligt er så langt med opgaven at jeg kan tillade mig at spise chili og gå til blues på Fatter Eskil.

Det minder mig om at jeg hellere må skrive et par sider mere i aften så jeg kan holde chili-blues-aften næste mandag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar