lørdag, oktober 03, 2009

Vredeholiker rehab

Tilbage i januar skrev jeg om vrede. Hvordan går det så nu?

Jeg kan stadigvæk falde i og tillade mig selv at blive vred og skælde ud over ting jeg ikke burde bruge energi på. Men det sker sjældnere og oftest får jeg stoppet det i opløbet så det ikke er sikkert at andre opdager det som andet end en sætninger der bliver kvalt efter et par enkelte ord.

Fra tid til anden kan jeg stadig godt tænke dårligt om andre og om situationer. Dog kan jeg efterhånden uden de store problemer fange mig selv i det og tvinge mig til at starte forfra og anlægge et mere positivt syn på dem eller det jeg har tænkt negativt om.
Det virker og ofte glemmer jeg det bagefter fordi det positive indtryk viste sig at være det rigtigste.

Mit sprog har udviklet sig en del siden og jeg har vænnet mig til at der er udtryk og formuleringer jeg ikke længere bruger og nogle andre er kommet til. Der er stadigvæk dagligt situationer, hvor jeg føler at jeg mangler flow og spontanitet i mine formuleringer for at kunne sige det jeg gerne vil og på den måde som jeg ønsker. Det kommer jeg til at arbejde med i lang tid fremover førend jeg igen kan føle mig helt så veltalende som før.

Til gengæld fornemmer jeg at jeg igen har fået en frihed i at formulere mig som gør at jeg har fået mere rum til at være morsom. Jeg tror stadigvæk ikke at jeg er lige så morsom som tidligere, men jeg føler ikke længere i samme grad at jeg ikke kan komme til udtryk og det er en god fornemmelse at have.

Jeg har her til formiddag siddet og læst en masse gamle indlæg på webloggen for at kunne give dem etiketter så det er lettere at manøvrere rundt på webloggen. Det slår mig at i en del gamle indlæg er der et element med en sætning eller tre med et negativt udbrud selvom selve indlægget faktisk handler om noget grundlæggende positivt.
Det springer i øjnene på mig nu og jeg tænker at da jeg skriver som jeg tænker og taler - så har jeg sikkert også når jeg talte sneget en negativ sætning ind i de fleste sammenhænge.

Det kan jeg ikke gøre noget ved nu, men jeg vil tillade mig den luksus at ærge mig over at der skulle gå så lang tid før jeg selv indså det.

Til forskel fra for et års tid siden er jeg mere afslappet omkring situationer, hvor jeg tillader mig at blive vred og skælde ud. Det må jeg jo godt når bare der er en legal grund. Og det er mig som alene bestemmer om det er legalt da det er mit liv.
Jeg tror nogle af mine nærmeste, med mit bedste for øje, til tider har haft svært ved at vurdere præcis hvor grænsen går for, hvad der er legalt og ikke legalt.

Positiv psykologi er svært at forklare når det kommer til, hvor positiv skal man være og især hvor lidt negativ man må være.

Det handler jo om at man altid skal give det positive chancen og prøve at se andre og livet fra en positiv synsvinkel og bruge mest energi på det man gerne vil have mere af - og det er det positive og mindre energi på det negative som man ønsker mindre af.

Men det betyder ikke at man ikke må være negativ og altid skal være positiv. Hvis jeg synes Mathias Lysgaard har lavet en uoriginal og dårlig sang så må jeg godt sige det istedet for at sige det modsatte som er løgn. Men så skal jeg istedet for at fordybe mig i hvad jeg mener om den sang så skal jeg i den positive psykologis ånd tale om hvilke sange jeg godt kan lide og måske glæde mig over at andre får glæde af sangen selvom jeg ikke gør.

Det er en balancegang - det erkender jeg og den er svær. Men det skal forsøges.
Jeg vil gerne kunne leve mit liv, hvor jeg kan give udtryk for hvad jeg mener og føler og uden at få dårlig samvittighed over det.

Helt overordnet så kan jeg stadigvæk spore fremgang og glæder mig over det. Jeg kan dog også se at det er noget jeg fortsat skal arbejde med i lang tid endnu førend jeg har nået de mål jeg ønsker. Det kræver tålmodighed og det er ikke noget jeg har voldsomt meget af, hvilket gør det hele til en interessant mental udviklingsrejse.

Og jeg er glad for at jeg har været nødt til at foretage den.

Facebook killed the weblog star?

Har det forherligede medie Facebook dræbt webloggen på samme måde som MTV dræbte radioen?

Måske og måske ikke. Facebook har gjort det nemt for både webloggere og ikke-webloggere at kommunikere til mange mennesker og have en vished om at blive hørt og set.

Pludseligt bliver det på Facebook man orienterer sig om, (en del af) hvad der sker med (en del) af dem man kender og når man så er inde at kigge kan man jo også selv lige give et par kommentarer, sætte en status om hvad der sker lige akkurat i det øjeblik osv.

Jeg kan godt lide det ukomplicerede i Facebooks måde at kommunikere og blive kommunikeret til. Men måske er det ikke helt uproblematisk. Livet bliver og snakken om det bliver pludseligt meget teenageagtigt og reduceret til semioverfladiske one-liners.

Hvor er fordybelsen, nuanceret stillingtagen og reflektionen over de store og små ting i livet. Den glider i baggrunden - ihvertfald på skrift.

Der er ikke nogen der afholder os fra at have og bruge en weblog, men fænomenet er nok stagneret og blevet et forum for entusiaster på samme måde som frimærker, modeltog, kortbølgeradioer og mange andre hobbies, der mest er betragtet interessante for en begrænset kreds af personer.

Afholder min brug af Facebook mig fra at skrive på webloggen?
Ja og nej. Ja fordi en del af de små ting i hverdagen jeg tidligere ville have skrevet om på webloggen skriver jeg nu om på Facebook.

Nej fordi mange af de indlæg, hvor jeg har delt mine tanker har været for at få styr på noget som jeg ikke kunne få styr på når det alene eksisterede i mine tanker.
Den slags tanker har jeg stadigvæk, men slet ikke i samme omfang som før.

Så måske har modenhed og afklarethed dræbt min weblog.

Men når alt det er sagt så savner jeg min weblog. Savner at skrive og udforske en tankerække, savner at høre kommentarer til indlæg der strækker sig ud over 250 tegn, savner tanken om at have en sammenhængende oversigt over åndsstemninger, oplevelser, tanker og undringspunkter.

Jeg savner i virkeligheden substans. Men det er der jo en glimrende mulighed for selv at skabe. (Om det er substans for dig kan jeg ikke vide, jeg kan kun vurdere om jeg selv synes det er).

Nu hvor jeg kigger efter har jeg faktisk haft Facebook åben i et andet vindue mens jeg har skrevet hele dette indlæg. Det siger vist det hele..