lørdag, oktober 03, 2009

Vredeholiker rehab

Tilbage i januar skrev jeg om vrede. Hvordan går det så nu?

Jeg kan stadigvæk falde i og tillade mig selv at blive vred og skælde ud over ting jeg ikke burde bruge energi på. Men det sker sjældnere og oftest får jeg stoppet det i opløbet så det ikke er sikkert at andre opdager det som andet end en sætninger der bliver kvalt efter et par enkelte ord.

Fra tid til anden kan jeg stadig godt tænke dårligt om andre og om situationer. Dog kan jeg efterhånden uden de store problemer fange mig selv i det og tvinge mig til at starte forfra og anlægge et mere positivt syn på dem eller det jeg har tænkt negativt om.
Det virker og ofte glemmer jeg det bagefter fordi det positive indtryk viste sig at være det rigtigste.

Mit sprog har udviklet sig en del siden og jeg har vænnet mig til at der er udtryk og formuleringer jeg ikke længere bruger og nogle andre er kommet til. Der er stadigvæk dagligt situationer, hvor jeg føler at jeg mangler flow og spontanitet i mine formuleringer for at kunne sige det jeg gerne vil og på den måde som jeg ønsker. Det kommer jeg til at arbejde med i lang tid fremover førend jeg igen kan føle mig helt så veltalende som før.

Til gengæld fornemmer jeg at jeg igen har fået en frihed i at formulere mig som gør at jeg har fået mere rum til at være morsom. Jeg tror stadigvæk ikke at jeg er lige så morsom som tidligere, men jeg føler ikke længere i samme grad at jeg ikke kan komme til udtryk og det er en god fornemmelse at have.

Jeg har her til formiddag siddet og læst en masse gamle indlæg på webloggen for at kunne give dem etiketter så det er lettere at manøvrere rundt på webloggen. Det slår mig at i en del gamle indlæg er der et element med en sætning eller tre med et negativt udbrud selvom selve indlægget faktisk handler om noget grundlæggende positivt.
Det springer i øjnene på mig nu og jeg tænker at da jeg skriver som jeg tænker og taler - så har jeg sikkert også når jeg talte sneget en negativ sætning ind i de fleste sammenhænge.

Det kan jeg ikke gøre noget ved nu, men jeg vil tillade mig den luksus at ærge mig over at der skulle gå så lang tid før jeg selv indså det.

Til forskel fra for et års tid siden er jeg mere afslappet omkring situationer, hvor jeg tillader mig at blive vred og skælde ud. Det må jeg jo godt når bare der er en legal grund. Og det er mig som alene bestemmer om det er legalt da det er mit liv.
Jeg tror nogle af mine nærmeste, med mit bedste for øje, til tider har haft svært ved at vurdere præcis hvor grænsen går for, hvad der er legalt og ikke legalt.

Positiv psykologi er svært at forklare når det kommer til, hvor positiv skal man være og især hvor lidt negativ man må være.

Det handler jo om at man altid skal give det positive chancen og prøve at se andre og livet fra en positiv synsvinkel og bruge mest energi på det man gerne vil have mere af - og det er det positive og mindre energi på det negative som man ønsker mindre af.

Men det betyder ikke at man ikke må være negativ og altid skal være positiv. Hvis jeg synes Mathias Lysgaard har lavet en uoriginal og dårlig sang så må jeg godt sige det istedet for at sige det modsatte som er løgn. Men så skal jeg istedet for at fordybe mig i hvad jeg mener om den sang så skal jeg i den positive psykologis ånd tale om hvilke sange jeg godt kan lide og måske glæde mig over at andre får glæde af sangen selvom jeg ikke gør.

Det er en balancegang - det erkender jeg og den er svær. Men det skal forsøges.
Jeg vil gerne kunne leve mit liv, hvor jeg kan give udtryk for hvad jeg mener og føler og uden at få dårlig samvittighed over det.

Helt overordnet så kan jeg stadigvæk spore fremgang og glæder mig over det. Jeg kan dog også se at det er noget jeg fortsat skal arbejde med i lang tid endnu førend jeg har nået de mål jeg ønsker. Det kræver tålmodighed og det er ikke noget jeg har voldsomt meget af, hvilket gør det hele til en interessant mental udviklingsrejse.

Og jeg er glad for at jeg har været nødt til at foretage den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar