søndag, december 12, 2010

Tanker om tid

Jeg husker en sommer for mange år siden, hvor jeg sad i køkkenet i betonlejligheden i Grøfthøj og lovede mig selv at jeg ville gøre en indsats for at lave noget med andre mennesker hver anden aften.

Netop samme løfte har jeg givet mig selv igen i tirsdags. Forskellen er at dengang handlede det om at komme mere ud blandt andre, hvor de denne gang handler om at give mig selv pusterum til at lade op mellem alle de aktiviteter jeg har gang i.

Dengang handlede det om at jeg følte mit liv stod i stampe; at jeg ikke fik nok ud af min fritid. Jeg kunne mærke at jeg fik energi af at være sammen med andre mennesker - og energi var det mit liv på det tidspunkt virkelig manglede.

Jeg må konstatere at min mission fra den sommeraften i Viby er lykkedes til fulde.
Måske lidt for godt. Selv med et minimum af indsats har jeg hurtigt 5-6 aftener om ugen booket i kalenderen. Det er selvom jeg for år tilbage begyndte at sortere i invitationer så jeg kun gør de ting jeg har lyst til. Men selv da kan jeg forholdsvis nemt få lavet aftaler.

Det er i grunden meget positivt at jeg har så let adgang til socialt samvær af høj kvalitet. Men mit behov for alenetid er vokset ændret sig på et-eller-andet tidspunkt i løbet af de sidste par år.

Før i tiden var skrækscenariet en weekend uden aftaler. 65 timers isolationsfængsel i betoncellen i Grøfthøj med kabeltv som cellekammerat. Idag er en hel weekend alene en luksus som jeg nyder. Jeg finder tid til at sysle med nogle af de små ubetydelige gøremål som er så vigtige for at mit liv fungerer. Lægge vasketøj på plads, bage brød, rydde op på skrivebordet, svare gamle mails og ja skrive weblog.

Min udfordring er at, hver gang jeg får skåret en tidsrøver bort, eller stopper med at bruge tid på en tidskrævende aktivitet - ja så dukker der altid noget andet op, som belejligt suger den ledige tid op og så må jeg starte forfra.

Der ER energi i at gøre noget nyt. Enten noget helt nyt, så som at bage/dyrke yoga, eller genoptage noget jeg ikke har gjort længe, hvilket kunne være læsning af skønlitteratur og skrive weblog.

Spørgsmålet som hele tiden dukker op er: hvorfor er det jeg til stadighed forsøger at frigøre tid når jeg alligevel forbruger den så snart den er frigjort?

Et svar kunne være at, jeg ikke rigtigt er i kontrol over mit liv. Sådan oplever jeg det ikke omend jeg må indrømme at jeg ikke har den grad af kontrol jeg nogle gange godt kunne tænke mig.

Et andet svar kunne være at det er en reboot-mekanisme, som lukker gamle uddaterede programmer for at frigøre mental RAM til at køre nogle nye. Det føles mere rigtigt. Jeg tror at jeg har et stort behov for hele tiden at kaste mig over nye ting. Der er stunder, hvor jeg tror at jeg er afhængig af at skulle finde nye ting at engagere mig i. Hvis hjerneforskerne har ret i at hjernen udvikler sig fysisk og laver nye neuronforbindelser, hver gang man gør noget nyt - ja så er der efterhånden trukket mange kabler i min hjernekasse.

På et kursus forleden hørte jeg underviseren sige, at nogle mennesker var født med en skabertrang, der betød at de simpelthen var nødt til altid at have gang i og kaste sig over projekter for at hænge sammen som mennesker.

Sådan et menneske er jeg. Det hænger rigtigt godt sammen med behovet for hele tiden at gøre noget nyt. Så når jeg stopper med at gøre noget er det fordi jeg ikke længere får energi af det og derfor skifter det ud med noget nyt som giver den energi jeg har brug for.

Når jeg kigger på, hvad jeg bruger meget tid på så er der flere aktiviteter, som jeg gør af pligt og ikke af lyst. Når jeg ikke har lyst så bruger jeg energi i stedet for at få energi. Derfor risikerer jeg at komme i underskud af energi, og har derfor brug for tid alene for at samle ny energi.

Så når jeg har givet mig selv et løfte om i løbet af foråret at skære ned på antallet af aktiviteter så hænger det nok sammen med at summen af de ting jeg bruger min tid på ikke giver den energi jeg har brug for. Og fordi at jeg ikke har tid til at gøre nogle af de ting, som giver mig energi.

Hvad er så det? Det er at skrive, at lave mad, at spille computer, at meditere. At være noget for mig selv.
Jeg føler at jeg bruger meget tid på at være noget for andre og måske for lidt tid på at være noget for mig selv.

Jeg bruger også for meget tid på at gøre ting effektivt, gøre dem hurtigt, gøre dem samtidigt og i virkeligheden at gøre dem halvt. Jeg har brug for at gøre ting langsomt, gøre dem grundigt, gøre dem fuldt og gøre dem en af gangen.

Jeg skal ikke øge mit topniveau - jeg skal den modsatte vej og fordybe mig.
I stedet for at præstere skal jeg eksistere.

Derfor har jeg tænkte mig at holde løftet og for anden gang sikre at jeg skal noget hver anden aften. Men også kun hver anden aften.

lørdag, november 13, 2010

Ja det er pengene værd - eller vinderen er...

Nu har jeg fået mig en køkkenmaskine. Og til min egen og andres overraskelse er det ingen af de to kandidater Assistenten eller KitchenAiden.

Næ det blev Bosch MU86 med masser af motorkraft, rød lak på aluminiumschasiet og et væld af mere eller mindre nyttigt udstyr.

Største problem er såmænd at tumle de mange kræfter når de slippes løs på en forsvarsløs melblanding. Dejen er bogstaveligt talt på vej ud af skålen og lykkes med det, hvis ikke jeg er opmærksom.

Men det er en fornøjelse hurtigt og effektivt at kunne ælte en dej. Især når jeg følger opskrifterne fra min nye bagebog fra Meyers madhus. Udfordringen nu er at båndbredden på min bageproduktion klart overstiger lagerkapaciteten i fryser og mave.

Som Gitte på arbejde så klogt siger, så er nybagt brød altid en velkommen gave. I skal nok håbe at jeg får bagt noget godt, for I kommer til at få det som gaver fremover. Gaver kan man jo som bekendt ikke takke nej til. Hvis det ikke er godt så smil stort og giv det til fuglene, børnene, naboen eller den hjemløse når jeg er taget hjem igen.

Jeg glæder mig til at bruge køkkenmaskinen til andre ting end blot brøddej. Den er oplagt til at tumle store mængder fars og vaniliekransene til jul skal selvfølgelig på korrekt vis køres gennem kødhakkeren. Så bliver det motoriseret jul i det lille hjem på Trøjborg.

Ñæste opgave bliver at røre en dej til hjemmelavede hindbærsnitter i morgen.

Jeg ved godt at jeg lyder som Hüttemeyer med en maskinfetish, men jeg har opdaget glæden ved bagning og powertools.

søndag, oktober 24, 2010

Køkkenmaskine?

Jeg har længe overvejet om jeg burde anskaffe mig en køkkenmaskine. Altså sådan en rigtig voldsom en med masser af kræfter og lækker lak. Det udæsker sig i to spørgsmål som det har vist sig vanskeligt at besvare.

1) Er det værd at bruge 3.000 kroner på en køkkenmaskine?
2) Hvilken køkkenmaskine skulle det være - den store grimme kraftkarl eller den lille smukke med middelmådig maskineri?

Er det 3.000 kroner værd?
Tja det er ikke helt let at afgøre. Idag rører jeg ikke så voldsomt ofte større mængder mad sammen. Men det kan jo både skyldes at mine udfoldelser i køkkenet ikke kræver dette eller at jeg ikke gør det fordi jeg skal gøre det i hånden.

Min bagemaskine bruges idag til cirka en gang om ugen at drible en dej for mig. Optimalt set kunne jeg godt bruge en maskine til at føre en fars, mosle en mos, jonglere en yoghurt, spinde en skum osv.

Jeg kan godt lide at være i køkkenet og fremmane kulminariske frembringelser. Men jeg kan egentligt også godt lide at det går hurtigt. En køkkenmaskine ville kunne bidrage væsentligt til effektiviteten og måske få mig ud i køkkenet på de dage, hvor jeg ikke bobler af energi.

JO, jeg tror det er pengene værd at anskaffe sig en køkkenmaskine.

Hvilken?
Her kommer jeg i problemer.

Mit hjerte er tabt til en knaldrød KitchenAid Artisan køkkenmaskine. Jeg har dog et par betænkeligheder ved den. Man får lov at betale for designet, der kan efter sigende snige sig dej op i selve maskinen, der hvor røreaggregatet sidder fast. Men det er kun, hvis man ælter for længe og uden opsyn. Den kan håndtere ca. 2 kilo dej, hvilket er rimeligt godt. Det svarer til ca. 6 pizzabunde, 10 fladbrød eller tre tærter.

Assistent (tidligere kendt som Ballerupmikseren) har masser af kræfter, stor kapacitet og anses for noget nær uopslidelig. Den kan tumle svimlende fem kilo dej, hvilket er mere end rigeligt for de fleste husholdninger og i særdeleshed min beskedne en af slagsen.

Problemet er at den i mine øjne er grim. Rigtigt grim endda og hverken fås i rød eller chrom.

Den virkelige essens
Det hele summerer sig dermed op i et tredje spørgsmål:

3) Hvorfor fanden skal en Ballerupmikser være så grim?!

Hvis nu Assistenten havde været smuk og rød - så havde det hele været afgjort nu og jeg og min nye køkkenmaskine kunne allerede haft et fornuftigt samarbejde baseret på rå effektivitet og gensidig påskønnelse af æstetik.

Egentligt kender jeg godt svaret; nemlig at jeg skal have en rød KitchenAid Artisan og være tilfreds med den mængde dej eller andet som den kan røre sammen. Når jeg tænker over det så er det sjældent at jeg laver mere end to kilo dej af gangen og dermed forsvinder et argument for den bomstærke Assistent.

Jeg skal vist ind og trykke på en knap på vupti.com

søndag, september 19, 2010

Fæng svæj på jysk

For mange år siden fik jeg i forbindelse med et jobskifte en bog i gave fra min afgivende chef. Dengang opfattede jeg den mest som en form for gimmick med et budskab.

Men over årene har jeg opdaget at bogen faktisk er rigtig god.
Karen Kingstons "Ryd op i dit rod med Feng Shui".

En god andel af I mine kære læsere, vil vide at Jeppe og Feng Shui ikke som udgangspunkt er specielt kompatible. Selvom jeg sagtens kan acceptere at nogle ser mening i at skabe energibane mod nord, placerer soveværelset mod syd og sørger for at have et antal planter der minimum matcher antal elektriske apparater - ja så er jeg ikke en beliver.

MEN bogens metoder er ganske fremragende - dejligt praktiske og, hvad der vinder mig over, effektive.
Selvom logikken og argumenterne for at rydde op og gå ganske drastisk til værks er funderet i Feng Shui så mener jeg sagtens at kunne sortere det mest flagrende hippieævl fra og se at Karen Kingston rent faktisk har fat i noget, der kan overbevise en notorisk samler som jeg til at smide ting ud.

Bogens budskab er så simpelt at det er smukt: du får energi ved at komme dit rod til livs og stort set alt det du ikke har brugt de seneste par år kommer du aldrig til at bruge igen (og skulle du mod forventning få brug for det så anskaffer du dig det igen).

Jeg har opdaget at det på mig virker enddog meget afslappende at sortere mine ting i skabe, loftrum og kælderrum. Samtidigt er gevinsten umiddelbar i form af mindre rod og mere plads. Sidegevinsten er at jeg finder ting, som jeg har glemt at bruge, som igen kommer frem i lyset samt at jeg får en kærkommen lejlighed til at gense effekter, der har en blivende og væsentlig affektionsværdi og kan få minder til at stå knivskarpt for en stund.

Hvis man tilsætter bogen en god sjat fornuft så får man en herlig jysk feng shui som virker.

søndag, august 29, 2010

Hvor blev immaterialisten af?

Jeg har i eftermiddag været i gang med at rydde op i de mange IKEA-kasser, der står oven på mit klædeskab i soveværelset. 12 styk papkasser fyldt med papirer, fotografier, opladere til ting jeg ikke husker at have ejet og meget andet.

En god del er blevet smidt ud, nye generationer af papirer er blevet lagt i som erstatning og nogle kasser har fusioneret.

Egentlig en sund øvelse i effektiv hygiejne af opbevarede informationer. Men blandt de mange bankudskrifter og notater fra hedengangne HD-fag var der en masse papirer fra mine flytninger, bankskifter og ikke mindst min rygsækrejse for 6 år siden (GULP det er næsten SEKS år siden jeg rejste ud).

Papirerne gav mange tanker og billeder af oplevelser. Nu har jeg læst weblogindlæg fra de første par måneder efter jeg kom tilbage (januar og februar 2005) og det slår mig at jeg dengang var blevet mindre materialistisk af at leve i en rygsæk.

Samtidigt gjorde jeg mig også en del tanker om vores effektive, stressede og fortravlede liv hjemme i Danmark. Et liv jeg dengang var heldig at kunne se udefra. Det slår mig nu at jeg faktisk lever lige netop det liv og gør det jeg dengang havde en sund distance til.
Jeg løber efter bussen og skynder mig for at nå over for grønt så jeg ikke skal vente de grufulde 2 minutter ekstra. Alle mine planlagte gøremål skal færdiggøres til tiden ellers bliver jeg utålmodig.

Hvor blev ham den tilbagelænede immaterialist Che Abildskov mon af? Har hverdagsmonsteret spist ham engang i løbet af 2006?

Måske ender det med at være mit liv og ikke papirerne jeg rydder op i.

lørdag, august 28, 2010

Bil – frihed eller trældom?

Jeg er forelsket! I en petit størrelse med svungne kurver, stor charme, frækhed og osende af klasse. Den nye Fiat 500 er den udkårne.

Skal, skal ikke... Skal jeg have bil så er der ingen tvivl, så kan det kun blive en Fiat 500. Men hvorfra kommer tvivlen?

Jeg kan godt lide at have min frihed og jeg kan ikke rigtigt bestemme om en bil giver eller fratager frihed.

Mindsket frihed
Frihed er valutaen mit liv skal gøres op i.
En bil koster både i anskaffelse, vedligehold og brug. Flere udgifter betyder mindre frihed i forhold til at beholde det arbejde jeg har nu.
Jo flere penge jeg skal betale hver måned jo færre har jeg til at spare op til at tage ud at rejse eller til at kunne sige mit job op og vælge et andet og mindre stressende liv.
Samtidigt vil jeg både have en bil og lejlighed at skulle tænke på, hvis jeg svinger rygsækken på ryggen og forsvinder i længere tid.

Øget frihed
Lige nu må jeg bruge offentlig transport når jeg skal besøge venner og familie, hvoraf nogle har valgt at bosætte sig steder, hvor offentlig transport er langsommelig eller ikke har direkte linie fra Trøjborg.

En bil vil betyde at kun afstand og velfungerende GPS vil afgøre, hvornår jeg kan ankomme. Det ville give nogle muligheder for hurtige besøg i Thorsø, Låsby, Faarvang, Hammel, Silkeborg, Tilst og hvor jeg ellers har nogle at besøge. Det ville jeg elske og min dårlige samvittighed over at besøge så sjældent ville kunne mindskes betragteligt.

Andre faktorer – fornuftige og bizarre

LITTERATUR
Hver dag læser jeg skønlitteratur i bus 1 til og fra arbejde. På en normal uge bliver det normalt til ca. 8 x 30 minutters læsning. Jeg nyder at kunne indramme min arbejdsdag i gode historier.
Det vil jeg give afkald på, hvis jeg kører til og fra arbejde med en funklende Fiat.

SKØNHED OG ÆSTETIK
Omvendt er jeg overbevist om at jeg vil se godt ud i en Fiat 500 og den vil se godt ud med en storsmilende mig siddende bag rattet. Den bil ville blive rent Zen og pynte i enhver svingbane med morgensure billister.

FREMTIDSMULIGHEDER
Med en bil vil jeg have muligheder for at have job udenfor Århus og stadig bo på Trøjborg eller bo et andet sted og stadigvæk have job i Århus.

Et kolonihavehus kræver at man har en bil til at fragte redskaber til og udbytte fra åstedet.

Det nære eller det fjerne
Når jeg gør regnskabet op ligner det at jeg må tage et valg om jeg vil satse på det nære eller det fjerne.

En bil vil give mig en række muligheder, der har som fællesnævner at de styrker relationerne til de nære ting i livet.
Hvis jeg omvendt vil eventyret og tage til fjerne steder på kloden og lade mig blive væk og komme hjem med ny inspiration så betyder en bil færre ressourcer til at realisere rejsedrømmene.

I virkeligheden skal jeg måske spørge mig selv om rejselysten hænger sammen med min opfattelse af det nære. Vil en bil give mig en større tilfredshed med det jeg har indenfor nårækkevidde så jeg ikke føler trang til eventyr.
Hvis det er tilfældet vil en bil betyde frihed, men er det ikke så betyder en bil trældom. Omend det kan være en ganske behagelig trældom med svungne italienske former.

Hvorfor skriver jeg weblog?

Uerkendt narcissist
For fem år siden havde jeg denne forklaring på hvorfor jeg skrev weblog.

Endeligt har jeg igen genfundet lysten til at skrive weblog igen.
Jeg har flere gange troet at jeg havde fået lysten tilbage, men det har vist sig hver gang at jeg kun havde lyst til at skrive et bestemt indlæg og lægge det på nettet. Ja for det med at lægge noget på nettet er en ganske væsentlig del af at skrive weblog.
Hvis ikke jeg ville gøre mine tanker, sorger, undren og oplevelser tilgængelige for både kendte og ukendte mennesker – ja så skrev jeg blot dagbog.

Jeg er kommet frem til at der er fem formål som min weblogskrivning tjener. To opfyldes mens jeg skriver og tre når teksterne er på bloggen.
Og nej narcissisme er altså ikke et af de erkendte formål.

Skriveprocessen
FORMÅL 1
Det som stærkest driver mig til at lægge tekster online, er at jeg er nødt til at være ganske afklaret om noget som optager mig for overhovedet at kunne formulere det så andre har en chance for at forstå det. Netop processen med at opnå indsigten og afklaringen har jeg lært at holde meget af. Faktisk bruger jeg samme metodik når jeg ikke skriver weblog og har i øvrigt også talrige indlæg som aldrig bliver andet end skuffegemte tanker.

FORMÅL 2
Jeg kan godt lide at skrive og mine indlæg er født helt og holdent i mit univers og dermed kan jeg tillade mig at vælge præcis det sprog og den form jeg ønsker. Det er afstressende blot at kunne lade fingrene danse og se et umiddelbart produkt som løbende kan forøges, omformes, forædles og destilleres til noget jeg føler stolthed over.

Min stemme på nettet
FORMÅL 3
Når jeg har brugt tid og energi på at komme frem til en tekst jeg vil lægge online så er der to øvrige formål.
Det som drev mig til at skrive weblog for efterhånden 7 år siden var erkendelsen af at jeg ikke evnede at have kontakt med alle de mange mennesker der er i mit liv. Jeg følte at der altid var noget jeg havde glemt at fortælle til nogen. Derfor øjnede jeg en let løsning ved at lægge en del af det jeg ville fortælle ud på internettet så det var let at finde for de som ønskede at høre, hvad der foregik i mit liv.
Man kunne populært nemt og bekvemt tegne et abonnement på nyheder fra mit liv.

FORMÅL 4
Et formål som nok især de seneste to-tre år har været afgørende for de indlæg jeg har skrevet er et ønske om at give min læring og oplevelser videre til de som måtte kunne bruge dem. Mange af de ting jeg tumler med og har spekuleret over tænker jeg mange andre kan genkende. Måske kan mine konklusioner og spekulationer give værdi.

Jeg vil gerne give noget tilbage til internettet som har givet mig så meget. Nej pjat.

FORMÅL 5
Jeg er jo bare et menneske, men et menneske med mange facetter. Nogle facetter føler jeg mig ikke sikker på er kendte af ret mange og jeg vil gerne prøve at bryde med det indtryk som nogle måske kan have fået af mig. Jeg ved godt at jeg kan virke som en rebelsk gøgler eller en speedsnakkende kontrolfreak. Det er sandheden, men dog slet ikke hele sandheden. Ikke ifølge min selvopfattelse ihvertfald og det er den eneste rettesnor jeg har.
Det er måske her at narcissismen i virkeligheden har indsneget sig ind for egentligt så nægter jeg at acceptere den opfattelse andre har af mig. Måske burde jeg bekymre mig mindre om, hvad andre tænker. Men jeg er et udadvendt menneske, som får energi af at omgås andre mennesker og jo mere positive relationerne er jo mere energi. Min erfaring siger mig at jo bedre indstillet de jeg møder er på, hvem jeg er som person, jo mere positiv bliver relationen.

Ergo forsøger jeg at skabe energi med ord. Netop den sætning kunne godt være skriften på min gravsten engang i fremtiden.

lørdag, august 14, 2010

Alt for mange bøger

Jeg ville lige opdatere min sektion i højresiden "Bøger jeg læser" og kom frem til at jeg er igang med at læse mere end en håndfuld. Defineret som bøger, hvor jeg har et bogmærke som indikerer at jeg har læst noget, men ikke det hele.

Tre af bøgerne handler om at skrive og der er det naturligt at de bruges som led i en proces. De resterende er skønlitteratur og her kan det forekomme mærkværdigt at jeg ikke læser dem færdige.

Bogen som jeg dagligt læser i, når jeg kører med bus til og fra arbejde, er "The Angel's game" og den er jeg snart færdig med og helt uden afbrydelser. De tre øvrige må jeg indrømme på et-eller-andet tidspunkt har de tabt mig som læser.
På to af dem har jeg anbefalinger om at få dem læst færdige for de skulle ifølge mine kilder være gode bøger. Spørgsmålet er så, hvornår jeg får gjort det. Det kommer hurtigt til at minde om pligt og det bør man som læseglad amatør næppe tillade sig.

Sandheden er også at så snart jeg er færdig med en bog står der minimum en håndfuld andre i reolen og hopper for at blive den næste. En liberalist ville sige at der i den situation er en naturlig konkurrence, hvor alle bøger der er i spil kæmper om at blive udvalgt. Jeg kan faktisk godt lide tanken om at jeg, hver gang vælger netop den bog som jeg vurderer vil give mig størst fornøjelse. Så får jeg nok mest muligt ud af de mange timer jeg bruger på at læse.

Efter jeg selv er begyndt at skrive tekster har jeg fået et dilemma - skal jeg vælge efter lyst eller efter, hvilke forfattere jeg kan lære mest af. Det er nemlig ikke altid det samme. Genren historiske romaner med masser af sværd er generelt ikke overbefolket med dygtige forfattere.

Hvad skal jeg læse når jeg er færdig med "The Angel's game"? Aner det faktisk ikke. Omend de to bøger jeg fik af Mikkel igår i fødselsdagsgave ser morderligt interessante ud.

søndag, juni 27, 2010

Galskabet revisited

Jeg lærte et nyt ord i går. Hate speech. Udtrykket kendte jeg godt, men jeg havde ikke rigtigt fået det forbundet med alle de ting det dækker over.

Faktisk er hate speech lige præcis det jeg dyrkede før i tiden og nu forsøger med kærlighed og afmagt at udrense mig fra.

Hate speech kan vil oversættes til hadefuld tale på dansk, men det lyder som en romantitel fra 1880, selvom det egentligt fortæller meget godt, hvad det reelt er. For det slog mig i morges da jeg nød en stille morgenstund, at det ikke er vreden, men hadet jeg gerne vil udfri mig for.

Pludseligt bliver det lettere at forklare overfor mig selv, og mine omgivelser, hvad det er jeg gerne vil opnå: befri mig for had (i de sammenhænge, hvor det ikke er den naturlige følelse vel at mærke).

For, som jeg tidligere har nævnt, kan det være svært for andre mennesker at afkode, hvornår jeg godt må og hvornår jeg ikke må blive vred.
Nu er det såmænd ganske simpelt. Jeg må godt blive vred, men jeg må ikke være hadefuld.

Hvorfor skriver jeg lige netop om dette nu? Jeg fik et spørgsmål fra en god ven som i samme samtale også fik sporet mig ind på ordet hate speech og det fik sat gang i en længere tankerække som udover dette weblogindlæg også har medført et halvfærdigt brev og en god samtale.

Når jeg læser min forrige statusrapport fra efteråret kan jeg konstatere at jeg er kommet langt. Følelsen af flowet i min tale er efterhånden næsten tilbage igen, mit syn på livet og alt omkring mig er efterhånden ret positivt og der lægges mærke til det.

En interessant observation jeg har gjort mig på det seneste er at min spontane følelse når jeg kigger på andre mennesker i nogle tilfælde har ændret sig i forhold til tidligere. Freaks vækker stadig morskab, men også i mange tilfælde medlidenhed eller nysgerrighed for, hvad ligger der mon bag den ejendommelige opførsel.
Generelt er jeg mere afslappet i forhold til mine omgivelser og trives med at være den jeg er og med tanken om at jeg har befriet mig for et karaktertræk som ikke har været så naturlig en del af mig som jeg altid har troet.

Den rigtige Jeppe er ikke specielt sur, vred, hadefuld eller ondskabsfuld.
Overelskende superaccepterende krammedyr bliver jeg nok aldrig, men mindre kan også gøre det og – ja jeg vil også foretrække mindre.

Så håber jeg bare at jeg kan undgå at komme til at lyde frelst. En frelst synder kan for alle vi syndere være ualmindeligt irriterende.
Nu hvor jeg har erkendt at jeg som følge af min mere positive tilgang til livet ER blevet mindre morsom, så er irriterende adfærd nok ikke noget jeg skal gå og fifle med mere end allerhøjest nødvendigt.

Nu kan jeg komme videre med at få skrevet brevet færdigt.

lørdag, marts 27, 2010

Årsopgørelse for 2009 (nærmest posthumt)

Året der gik
Helt overordnet så er der sket mange ting i 2009, men i et lidt andet tempo end tidligere. Det har egentligt passet mig rigtigt godt.

Eftersom jeg hverken fik skrevet årsopgørelse i julen eller i januar, som virkede som sidste frist, havde jeg faktisk opgivet tanken om at skrive en årsopgørelse. Men i de seneste uger har jeg fået flere tilkendegivelser af at andre synes det er en god ide at gøre sit år op. Når nu jeg har godt koncept så bør jeg jo også bruge det.

Så nu kommer årsopgørelsen et stykke tid efter årsskiftet. Men det giver forhåbentlig mulighed for lidt øget reflektion. Vi får se.

Økonomi
Hvis jeg synes det var skægt at betale renter og afdrage på lån, ja så har 2009 været et brandskægt år.
Men trods fornemmelsen af smalkost så har jeg da kunnet anskaffe mig det jeg har følt var nødvendigt. Så jeg tørrer øjnene og glæder mig til de fede tider vender tilbage. Oh hvor skal der fråses. Ganske som Lars Lykke gerne vil have mig til.

Et år på smalkost, men det har egentligt været ok.

Bolig
Jeg kan starte med at afsløre at jeg stadigvæk ikke har fået hængt den lampe op, som jeg købte for nu 3 år siden.

Der er sket nogle småting hist og pist, men ellers lignede Casa Abildskov sig selv gennem det forgangne år. To nye beboere er kommet til: den lille robotstøvsuger og Trunte Melissa.

Robotten
Der er noget absolut fascinerende over en lille tjenstvillig robot som bare tøffer rundt og hyggesuger nullermænd når jeg trykker på en knap.

Støvsugning er nu blevet noget nærmest afslappet og til stor forskel fra de altid stormfulde seancer med flagmatiske Niller.

Trunte Melissa
Hun er naturligvis en bagemaskine. Hun minder mig ganske meget om den tykke negerkvinde fra Tom & Jerry-tegnefilmene. Buttet, solid og istand til at frembringe gode sager under en timelang ramblende støj.

Der er noget smukt over en maskine, der kan fyldes med ingredienser på 5 minutter og halvanden time senere annoncerer en række biblyde at en dej er klar til at blive smidt i ovnen. Jo vi udgør et godt team Melissa og jeg.

Legetøj
Jeg er nu een af dem. En iPhoneejer. Hvilket mageløst lille apparat. Jeg bliver stadigvæk dagligt overrasket over nye ting jeg kan bruge den til og mister stille og roligt enhver forståelse for, hvordan man kunne føre et sammenhængende liv uden en iPhone.

Det kan godt være at jeg har anskaffet mig andet legetøj i 2009, men jeg kan simpelthen ikke huske det.

Arbejde
I perioder knoklede jeg som en pony i et hestespand. Men det var spændende og kun nogle få dage for meget. Men jeg var med til at gøre en forskel og nu kan jeg nyde frugten af det meget arbejde.

Jeg er så at sige kommet tilbage til mine rødder og der er mange paralleller til mit første job som kontorelev. Et job jeg var rigtigt glad for og måske det job, hvor jeg føler at jeg lærte mest.

Det er interessant at se, hvordan jeg både har mange ligheder til og alligevel også nogle forskelle fra Jeppe 19 år. Brillerne er så klart pænere nu, men gå-på-modet var nok større dengang.

Jeg har været godt tilfreds med at gå på arbejde og føler at jeg har brugt ihvertfald et rimeligt bredt udvalg af mine kompetencer. Det jeg laver nu er jeg overbevist om at jeg ikke skal lave hele resten af mit arbejdsliv. Men i øjeblikket er det interessant.

Balancen mellem arbejde og fritid har været god. Det er rum for forbedring, men jeg synes faktisk at det er lykkedes at udjævne de fleste spidsbelastninger.

Alt i alt er jeg en glad campist. Året har været over gennemsnittet og har været solidt.

Uddannelse
Det pjank er jo overstået for mit vedkommende. Der kommer jo alligevel ikke noget nyttig ny viden. Eller jo det gør der jo. Men jeg er stadig glad for min beslutning om at bruge min energi på andre ting.

Rene og jeg tog et grundkursus i antropologi på Folkeuniversitetet. Det er måske nok et interessant emne, men vi lavede ikke andet end at se film om meget solbrændte mennesker med forskellige slags bastskørt. Det var lidt for meget humanistnørderi for mig.

I efteråret var jeg på et kursus "Kunsten at skrive". Det var inspirerende at møde en meget broget udvalg af mennesker, som alle brændte for det at skrive. Der mødte jeg iøvrigt Søren som efterfølgende har inviteret mig med i den skriveklub han er medlem af. Det er jeg ham meget taknemmelig for.

Når jeg tænker over det er det måske meget sigende at jeg har en fast overskrift som hedder "Uddannelse". Det har været en stor del af mit liv og er det stadigvæk i et-eller-andet omfang. Jeg har erkendt at jeg har et behov for konstant at tilegne mig viden og lære nyt.

Som selvstudie har jeg læst en hel utrolig mængde vikingeromaner de seneste par år og også lavet en del research på vikingetiden. Det har været overraskende at erfare en række fakta og sandheder om vores fælles forhistorie, som jeg ikke tidligere har været klar over. Derudover må jeg give kredit til vore forfædre for at have haft en jysk tilgang til hele plynringssituationen. Når de overfaldt, dræbte og brændte ned til grunden omtalte de det som "vi gav dem jern og ild". Hvis ikke det var så grusomt ville det jo være poetisk.

Venner
Jeg synes selv, at jeg var ganske selskabelig i 2009. Det har været forløsende at have mere tid til vennerne. Måske opnår jeg aldrig den tilstand, hvor jeg føler at jeg har brugt nok tid på alle dem jeg godt vil bruge tid på. Dog kom jeg i 2009 tættere på end jeg har de forrige par år.

Selvom jeg tænker grundigt om ikke der skulle være sneget sig et nyt ansigt ind i løbet af året så kan jeg ikke rigtigt få øje på det.
Det er så ikke helt korrekt. Faktisk har jeg efter 13-15 år igen fået kontakt med Tore som jeg spillede en masse rollespil med tilbage i de glade ungdomsdage.

Det har været superhyggeligt og Tore er en nørd med alle de rigtige ting så vi har nørdet her på Trøjbrog. Nu er Tore godt nok flyttet til forstæderne og skjuler sig bag en ligusterhæk, men jeg hjalp ham med at flytte så jeg ved, hvor han er.

Dennis, Mikkel og jeg fik besøgt Claus i Denver, Colorado i sommerferien. Det var godt at se, hvordan Claus bor og lever over there og vi oplevede også nogle spændende ting. Blandt andet var vi på et forrygende roadtrip gennem tre stater, hvor vi blandt andet så røde Westernklipper, så et meget stort hul og hørte selvmordstimen på Navajoreservatets radiostation.

Familie
Min søster Anita fødte en lille ivrig pige 15. marts 2009 om aftenen. Det husker jeg meget tydeligt for hun blev født mange uger for tidligt og vi holdt alle vejret den første uge. Jeg besøgte dem alle tre på Riget en uge efter og har et par fantastiske billeder, hvor jeg holder et meget lille menneske i mine store onkelhænder.
På det ene billede kan man kun se mig holde en pude, hvor ned i der går en masse slanger, ledninger og elektroder.

Heldigvis er alt gået godt og jeg var der også i slutningen af april da Asta Katrine blev udskrevet og endelig kunne komme hjem. Hun er siden blevet en lille dame som i den grad vil fremad. Verden, hvis du planlægger at udsætte Asta for urimelighed, så vil jeg godt advare dig på forhånd. Det tror jeg ganske simpelt ikke du lykkes med.

Anita er gravid igen og jeg skal være onkel igen til august.

I bedste filmstil vil jeg annoncere at der er sket noget meget stort på familiefronten i 2010, men det må du kære læser vente et stykke tid med at høre om.

Et rigtigt godt år.

Personlig udvikling
Åh ja nu kommer afsløringen!
Jeg er jo blevet en af dem. En af de som går i lilla tøj og med et saligt smil på læben. Korrekt - jeg er begyndt at gå til yoga. Hin septemberaften startede jeg på yogaskolen i Vestergade. Det var en god oplevelse ganske som jeg vidste at det ville blive.

Både de fysiske øvelser, stemningen og afspændingen giver mig en velvære. Nu går jeg hver onsdag aften og har sågar lokket min veninde Linda med.

Jeg er også begyndt at skrive. Fiktion vel og mærke. Søren som jeg mødte til kurset "Kunsten at skrive" har inviteret mig med i sin skriveklub og det har været en virkelig god motivationsfaktor.

Et godt år.

Fodboldfan
I foråret rykkede Silkeborg op i Superligaen, hvor jeg synes de hører til. Det var dejligt. I efteråret overraskede de hele fodbolddanmark og mig ved at spille fejende flot fodbold og i vinterpausen lå de på den imponerende og indbringende tredjeplads.
Det røde tørklæde blev båret store dele af efteråret og vinteren og alle mine naboer er nu fuldstændigt klar over at jeg holder med Silkeborg og hvornår de har scoret.

Et rigtigt godt år!

Weblog
Ja jeg fik skrevet nogle få indlæg, men slet ikke noget der giver indtryk af at webloggen for alvor er i live. Men der var flere indlæg i 2009 end i 2008 så lidt fremgang var der da. Hvis jeg rubber neglene så kan jeg nå at skrive flere indlæg i 2010 og få pustet noget liv tilbage i denne støvede udpost på Internettet.

Denne digitale Ebeltoft skal have huld på de slunkne kinder igen.

Samlet indtryk
Der skete mange gode ting i 2009 og det giver mig en oplevelse af et godt år med fremgang på mange fronter og ro på mange andre.