søndag, juni 27, 2010

Galskabet revisited

Jeg lærte et nyt ord i går. Hate speech. Udtrykket kendte jeg godt, men jeg havde ikke rigtigt fået det forbundet med alle de ting det dækker over.

Faktisk er hate speech lige præcis det jeg dyrkede før i tiden og nu forsøger med kærlighed og afmagt at udrense mig fra.

Hate speech kan vil oversættes til hadefuld tale på dansk, men det lyder som en romantitel fra 1880, selvom det egentligt fortæller meget godt, hvad det reelt er. For det slog mig i morges da jeg nød en stille morgenstund, at det ikke er vreden, men hadet jeg gerne vil udfri mig for.

Pludseligt bliver det lettere at forklare overfor mig selv, og mine omgivelser, hvad det er jeg gerne vil opnå: befri mig for had (i de sammenhænge, hvor det ikke er den naturlige følelse vel at mærke).

For, som jeg tidligere har nævnt, kan det være svært for andre mennesker at afkode, hvornår jeg godt må og hvornår jeg ikke må blive vred.
Nu er det såmænd ganske simpelt. Jeg må godt blive vred, men jeg må ikke være hadefuld.

Hvorfor skriver jeg lige netop om dette nu? Jeg fik et spørgsmål fra en god ven som i samme samtale også fik sporet mig ind på ordet hate speech og det fik sat gang i en længere tankerække som udover dette weblogindlæg også har medført et halvfærdigt brev og en god samtale.

Når jeg læser min forrige statusrapport fra efteråret kan jeg konstatere at jeg er kommet langt. Følelsen af flowet i min tale er efterhånden næsten tilbage igen, mit syn på livet og alt omkring mig er efterhånden ret positivt og der lægges mærke til det.

En interessant observation jeg har gjort mig på det seneste er at min spontane følelse når jeg kigger på andre mennesker i nogle tilfælde har ændret sig i forhold til tidligere. Freaks vækker stadig morskab, men også i mange tilfælde medlidenhed eller nysgerrighed for, hvad ligger der mon bag den ejendommelige opførsel.
Generelt er jeg mere afslappet i forhold til mine omgivelser og trives med at være den jeg er og med tanken om at jeg har befriet mig for et karaktertræk som ikke har været så naturlig en del af mig som jeg altid har troet.

Den rigtige Jeppe er ikke specielt sur, vred, hadefuld eller ondskabsfuld.
Overelskende superaccepterende krammedyr bliver jeg nok aldrig, men mindre kan også gøre det og – ja jeg vil også foretrække mindre.

Så håber jeg bare at jeg kan undgå at komme til at lyde frelst. En frelst synder kan for alle vi syndere være ualmindeligt irriterende.
Nu hvor jeg har erkendt at jeg som følge af min mere positive tilgang til livet ER blevet mindre morsom, så er irriterende adfærd nok ikke noget jeg skal gå og fifle med mere end allerhøjest nødvendigt.

Nu kan jeg komme videre med at få skrevet brevet færdigt.