torsdag, marts 24, 2011

Kompromis - tegn på noget godt?

Jeg er gået på kompromis. Et ferrarirødt og morgenfrisk kompromis. Men ikke desto mindre et kompromis. Ordet har en negativ klang, men er det nu også tilfældet at et kompromis er dårligt?

For jeg er jo typen, der går op i at min kaffe skal være af ypperste kvalitet. Kvalitet, som kræver ikke alene gode bønner og omhu, men også ordentligt udstyr.

Den bedste espressomaskine til private er Rancilio Miss Silvia.

Min søster har en knaldrød KitchenAid der er smuk som bare fanden.

Jeg begærer begge apparaturer, der opfylder kravet om at være værktøj i topklasse. Mit køkken er desværre både lille og i særdeleshed overfyldt. Der er ganske simpelt ikke plads til en stor espressomaskine.

Så jeg er gået på kompromis og købt mig en George Cloney-maskine. Naturligvis er den rød og kapslerne er gedigne og ligner mest af alt farvestrålende patroner.
At klargøre den er let og minder ganske meget om at lade en haglbøsse. Hurtig kaffe med Clint Eastwoodbetjening.

Jeg ved godt at når jeg en dag får et stort køkken så flytter Nespressoen ud og en af de andre maskiner ind. Heldigvis bor jeg et dejligt sted, som jeg er fantastisk glad for at være. Så når jeg kan nøjes med en Nespressomaskine er det fordi jeg har noget som er mere værd en selv ypperlig kaffe; nemlig et godt sted at kalde hjem. Kaffe smager bedre når det drikkes i de rigtige omgivelser og i godt selskab.

Nu har jeg fundet ud af at justere mængden af vand der løber i koppen og nu er den lidt vandede smag væk og smagen på espressoerne gået fra okay til god.

Skål i Robustobønnekaffe for det!