søndag, juni 26, 2011

Kujon - gå fra din læst

Efter at have haft webloggen i syv-et-halvt år er jeg kommet til en erkendelse. Gennem tiden har der været mange indlæg, hvor jeg har skrevet ud, hvad jeg tænkte og følte. Det har været godt og nødvendigt. Men det har også været modigere end jeg i de skrivende stunder havde indset. Selvom bloggen er dybt personlig så er indlæggene og den viden de bærer offentlig eje når det er lagt på internettet.

Jeg har brugt offentligheden til at forankre mine intentioner og skabe forpligtelser, hvor der ikke naturligt ville være nogen. Den indre dialog er blevet offentlig dialog.

Mine tanker, følelser, reaktioner, glæder og sorger er ikke anderledes end Jeres. Forskellen er at jeg har lagt mange af mine på nettet for at dele. Mange har læst med længe og haft glæde af både mit tankegods og viden om mit vel- eller ildebefindende.

Jeg kan ikke længere dele I samme grad. Det er tid til at jeg skal have hemmeligheder, svøbe mig i anonymitetens slør, tage pokerfjæset på og holde mund om at der er krusninger under overfladen.

Min smerte og min glæde skal der skrives om, men det bliver i en anden form og et andet sted; nemlig i mine tekster i skrivebordsskuffen. Jeg vil lade mig kujonere for sjælefredens skyld.

Webloggen vil fremover have indlæg, men indholdet bliver et andet. Måske blot billeder og korte tekster. Måske vil jeg lade Jer kigge med når mit øje gør opdagelser i hverdagen og finder spændende detaljer.

2 kommentarer:

  1. Sørg nu for at have nogen at snakke med og ikke bare gå helt tavs, ikke?

    SvarSlet
  2. Bare rolig. Jeg ævler stadigvæk løs :-)
    Det bliver bare ikke i store fora fremover. Tidshorisont for fastholdelse af ny kurs er ukendt.

    Jeg har brugt meget tid på at dele og nu vil jeg bruge tid på at skjule.

    SvarSlet